Når jeg mindes vores hus, dufter det ikke af noget særligt. Det dufter af hus. Hvis jeg skal give mit bedste bud, så måske lidt af kælder? En lidt våd duft? Eller måske af vasketøj, hvor der ikke er brugt skyllemiddel. Til gengæld er der en særlig stemningsduft. Mange vil nok sige, at man ikke kan dufte stemninger, men når jeg tager i dørhåndtaget og råber ”Hej!”, kan jeg med det samme dufte, om det er vrede eller ro, der er i huset den dag. Jeg kan lugte vold og frygt.

‍

Glansbillede

Jeg ved, at det er farligt at kalde på far. Jeg er fem år gammel og ligger i sengen på mit værelse i Australien. Det er aften og varmt, eller det er i hvert fald sådan, jeg husker det. Som om sommeren har meldt sin ankomst på det tidspunkt, hvor det ellers er vinter i resten af verden. Der er mørkt i rummet, ikke sådan helt mørkt, for vi har gardiner, der lukker det meste af lyset ude. Det eneste, jeg synes er vigtigt, er glansbilleder og prinsessekjoler. At føle mig som en royal, der kan dreje så hurtigt rundt, at kjolen står ud til alle sider. I de øjeblikke føler jeg mig ægte glad, lykkelig. De lykkelige øjeblikke varer dog aldrig evigt.

Denne aften er jeg bange, hvilket egentlig er lidt sjovt, for hvis det her er mit første minde, bør jeg i en alder af fem år ikke vide, at det er farligt at kalde på far, men det ved jeg. Jeg kan svagt høre TV’et nede i stuen. Mine forældre ser en film. Jeg er musestille, trækker vejret lydløst og samler mod til at kalde på mor. Jeg er ked af det, for jeg har valgt at give et glansbillede væk i fødselsdagsgave til én af mine veninder fra skolen. Glansbilledet er en lyserød engel med glimmer. Englen ligger på langs i en seng, pakket ind i noget, der ligner en sovepose. Nu har jeg fortrudt, jeg vil beholde det selv. Det er derfor, jeg kalder på mor. Hun skal møde tidligt på arbejde dagen efter og vil tage brevet med, som mit glansbillede ligger i. Det her er min eneste chance for at beholde det.

”Moaaar,” kalder jeg forsigtigt. Men det er ikke mor, der kommer op ad trappen. Det er far. Han flår døren op, råber. Jeg kan ikke huske, hvad han råber, men jeg kan huske følelserne, det fremkalder i mig: utryghed, frygt, angst, skam, men mest af alt tristhed. Far er nedenunder igen. Jeg ved ikke, hvor længe der går, men jeg vil ikke slippe glansbilledet, så jeg kalder igen: ”Moaar.” Jeg kan høre, far løber op ad trappen. Tunge, hidsige skridt: BUM! BUM! BUM! Det eneste, jeg ønsker, er mor. Og at jeg aldrig havde kaldt.

Jeg sidder i min seng, da far kommer op ad trappen, hvorefter jeg får rejst mig op, da jeg kan høre mor komme op ad trappen. Hendes skridt er ikke de samme som fars. De er forsigtige, blide. Stille ligefrem. Jeg kan høre hendes frygt. Det er lyden af en skræmmende stilhed, hvilket egentlig ikke giver så god mening, for far råber jo. Den skræmmende stilhed tvinger os til at tage stilling til, hvad det er, der finder sted i lige dét øjeblik. For nogen er stilhed trygt. For os er stilhed en stilhed før stormen. Vi ved, at der snart vil ske en eksplosion. En episode.

Der er kun et par meter fra min seng hen til dørkarmen og trappen, så jeg står i dørkarmen mellem værelset og gangen, hvor trappen ikke er mere end en meter væk, da mor er på vej op. Far råber stadig ad mig. Jeg kan lugte mors frygt i luften. Ikke fordi hun siger noget, men fordi jeg ved, hvordan frygt lugter. Mor er næsten helt oppe ad trappen, da far skubber hende ned. Hun ser overrasket ud – ikke over at han skubber hende, men over at hun falder. I det øjeblik mor falder, flyver jeg ud af min krop og ser alting ovenfra, udefra. Jeg har det, som om jeg ikke kan trække vejret. Jeg hulker hysterisk, gisper. Mor falder 4-5 trin, tager fra med sine hænder. De modige hænder, der vil passe på mig. Men modige hænder vinder aldrig over farlige hænder.

Hvad der sker efter faldet, kan jeg ikke huske – andet end at jeg ikke får mit glansbillede, og det ryger afsted med posten tidligt næste morgen. Lige pludselig føles det også ligegyldigt med det dumme glansbillede. Den dag i dag bebrejder jeg stadig mig selv for det, der skete den aften for 20 år siden. Den kommer nok aldrig helt til at aftage. For: Hvis jeg ikke havde kaldt på mor, så var det jo aldrig sket.

‍

Det gule hus

Efter to år i Australien flytter vi tilbage til Danmark. Tilbage til det gule hus, som mine forældre har malet med forskellige kalkfarver på væggene, før jeg blev født. Jeg kalder ikke vores hus et hjem. For mig er et hjem et trygt sted, og vores hus er sjældent trygt.

Jeg hører far ovenpå, inde på kontoret. Han spiller computer, Counter-Strike. Det er hans nye besættelse, og grunden til at han ikke svarer, når jeg råber: ”Hej!” Han er hjemme, fordi hans arbejde ligger i den anden ende af landet. Han kan nøjes med at flyve frem og tilbage et par gange, hvis han arbejder intensivt nok.

Ovenpå er to rum, som er centrale for min fortælling: Mor og fars soveværelse og vores køkkenalrum. Det er her, de fleste episoder finder sted. Midt i køkkenalrummet står et massivt spisebord af træ med seks sorte, let slidte læderstole rundt om. Køkkenbordet er lavet af marmor, men vi må aldrig sætte os op på køkkenbordet, for selvom det virker solidt, sidder bordpladen åbenbart ikke fast.

Køkkenalrummet er trygt, når far ikke er hjemme. Her laver vi hjemmelavet pasta og risengrød hundredvis af gange. Men lige så trygt køkkenalrummet er, når far ikke er her, lige så utrygt kan det være, når far er der, og stemningen skifter.

Det er næsten altid her, volden finder sted. Hen over spisebordet, hvor en samtale hurtigt kan udvikle sig til et skænderi og psykisk vold. Det kræver blot en lille uenighed, en dårlig dag.

Vi spiser i stilhed. Min bror og jeg sidder tavse i hver vores ende af spisebordet, mine forældre sidder ved midten og taler sjældent med hinanden. Først da jeg bliver ældre og får en kæreste, hvis familie altid taler sammen over aftensmaden, går det op for mig, at stilheden ved vores spisebord måske ikke er helt normal.

‍

Græsengen

Nogle gange går der længere tid imellem episoderne, men det er sikkert, at vreden kommer. Når den kommer, er jeg ofte nede på mit værelse i stueetagen. Køkkenalrummet ligger over mit værelse, så jeg hører alt.

Det er næsten altid om aftenen, at verden skælver. Frygten for, at endnu en episode (som vi kalder det) vil opstå lige den aften, er der altid. Så hver nat ligger jeg og lytter til lydene ovenpå. Når der er helt stille, ved jeg, at den aften vil ende roligt og uden endnu en episode, og så kan jeg lægge mig til at sove.

Når jeg hører lydene, bliver jeg bange. Lyden af det kæmpe træbord i køkkenet, der bliver rykket direkte over mit soveværelse. Lyden af stole, der bliver væltet. Lyden af gråd og frygt i mors stemme, vrede i fars.

Jeg har for længst lært, at det ikke hjælper at blande sig i episoden, men nogle aftener bliver jeg selv så vred, at jeg løber op ad trappen alligevel. Én af de gange, jeg løber op ad trappen, ser jeg mor, der ligger på ryggen på gulvet, mens far holder hende fast. Han sidder på hendes mave med et ben på hver side af hendes krop og presser hendes hænder over hovedet mod gulvet. Hans ansigt er så tæt på hendes, at jeg tænker, hun kan se pulsen dunke i hans årer, som træder frem, når han er rasende. Tårer triller over mors kinder. Frygt lyser fra hendes øjne.

Jeg er bange og vred. Virkelig, virkelig vred. Over den magt min far har. Ikke bare over mig, men også over min mor. Nogle gange skriger jeg, at han skal stoppe. Det gør jeg den aften.

"Jeg ringer til politiet!" råber jeg.

Men jeg tør ikke.

Kun én gang i løbet af mit liv ringer vi til politiet. Den aften vi ringer, siger politiet: ”Vi har travlt i aften, kan I klare det selv?”

For det meste bliver jeg liggende i min seng, trækker dynen og puden over mit ansigt. Drømmer mig langt væk til et trygt sted. Til en stor græseng, hvor solen altid skinner, og det eneste jeg hører, er fugle, der kvidrer. Det dufter af sommer, altid sommer. Varme, tryghed, glæde, ro.

Ligegyldigt hvor kaotisk der er i huset, kan jeg altid rejse hen til græsengen. Hvis bare jeg lægger mig under dynen med puden over ansigtet og ørerne dækket til. Så er der ro, og jeg kan trække vejret igen. Dybe, dybe vejrtrækninger, hvor jeg mærker mine lunger blive fyldt med luft – kølig indånding, varm udånding. Lige indtil den iltløse varme under dynen og puderne overmander mig, og jeg bliver nødt til at rejse væk fra trygheden og tilbage til virkeligheden.

På de dårligste dage kan jeg høre episoder oppe i soveværelset. Mellem de røde vægge. På den kæmpe drømmeseng i midten, med tynde gennemsigtige gardiner, der hænger over træstolperne.

Når episoderne foregår der, er jeg mere tilbøjelig til at blive nede på mit værelse, på græsengen under dynen og puderne. Det er ikke lige så ofte, at det er i soveværelset, volden finder sted. Men volden virker voldsommere i det rum. I det private rum. Det seksuelle rum. Jeg vil ikke tænke på, hvad der finder sted derinde.

‍

Ferier er forfærdelige

Min far kan ikke holde ud at være sammen med os i længere tid ad gangen, uanset hvor eksotisk ferien er. Vi gør os umage for at være glansbilledet af en kernefamilie. En kernefamilie, hvor faren læser godnathistorier for sine børn, yder omsorg og giver kram. Det er præcis det billede, han ønsker at præsentere. Så ser han sig selv som en god far, en god mand, et godt menneske. Men det er dømt til at gå galt. Tre uger er for lang tid at gå på æggeskaller. Facaden slår sprækker, der vil opstå en episode. Og det gør der også. På hver eneste ferie.

I Italien er vi ude at klatre og vandre. Vi er meget aktive, når vi er på ferie. Det føles næsten ikke som ferie. Vi gør alt for at behage min far, men hele tiden sitrer frygten for en ny episode under overfladen. Indtil den kommer, helt forventet ud af det blå. Vi er på vej tilbage til campingpladsen med en is i hånden.

"Her er nøglerne til bilen," siger far, "I skal være ude af huset, når jeg kommer hjem." Han mener vores hus hjemme i Danmark. Det er en trussel, han ofte gentager – ikke bare på denne ferie, men også andre. På skiferier, sejlture, weekendture. Han siger: "Hvis ikke I er ude af huset, så kan jeg lige så godt bare dø."

Jeg elsker min far (hvor langt ude det end lyder), og derfor er det skræmmende at høre. Når han truer, står hans årer frem i panden, hans kæbe er spændt, og hans vrede sætter sig i alle mine sanser. På en anden ferie hvisker han til mor tidligt om morgenen: "Jeg slår dig ihjel." De tror begge, at jeg sover, men jeg sover ikke. Vi sover i samme rum side om side, og jeg er vågnet tidligt. Jeg holder øjnene lukkede og lader som om, at jeg sover. De "vækker mig" fem minutter senere, og jeg ved, hvilken energi der er i rummet. Jeg ved, at far truer med at slå mor ihjel. Det er ikke den første gang. Det er heller ikke den sidste.

Jeg elsker min far, men jeg vil aldrig komme til at kunne lide ham.

‍

Vaffelrøret

Som barn i en voldelig familie lærer man at afkode andres opførsel. Jeg bliver ekspert i at aflæse fars adfærd (og alle andres). Jeg ved, hvad det betyder, når han stryger hånden gennem håret, tager hårdt i hoveddøren, tramper på trappen, bider kæben sammen.

Jeg gør mig umage for at forhindre episoderne. Stiller mælken rigtigt i køleskabet, støvsuger ovenpå, rydder op, folder mit tøj og lægger det pænt i skabet, når han er hjemme. Knapt så meget, når han ikke er hjemme.

Men jeg kan ikke forhindre, at episoderne kommer, og når de kommer, bebrejder jeg mig selv: Hvorfor bestilte jeg ikke den anden pizza, som jeg ved, han kan lide, selvom han sagde over telefonen, at jeg selv måtte vælge?

Engang opdagede han, at der manglede et vaffelrør. Jeg skulle i skole, og mor skulle på arbejde, men vi fik ikke lov til at gå, før en af os indrømmede at have spist vaffelrøret. Der gik 45 minutter. Det var mig, der havde taget det. Jeg undskyldte grædende og skamfuldt: Jeg havde jo fået et kæmpe bolsje i Tivoli et par dage før, hvor utaknemmeligt et barn var jeg?

‍

Bruddet

Da far går fra mor i 2018, fordi han finder en anden, går jeg fra far. Jeg er 20 år gammel og skærer kontakten. Det var og er sværere, end jeg havde regnet med. Jeg har brugt de første 20 år af mit liv på at ønske, at far blev en god og kærlig far. At denne her episode ville være den sidste. Det håb har jeg stadigvæk, men jeg ved, han ikke kommer til at ændre sig. Måske i 2-3 måneder, men så eksploderer han over det mindste og bebrejder bagefter den, som hans vold går ud over. Sådan har det altid været.

Han sender mig stadig beskeder – nogle gange flere hver dag, andre gange med ugers mellemrum. I de uger, han ikke skriver, føler jeg mig fri. Samtidig dukker han op i min hukommelse i ny og næ, og så begynder jeg at frygte, hvornår næste besked kommer. Det er aldrig til at vide, om han i den næste besked er sød eller modbydelig.

Mange har sagt, jeg skal blokere ham alle steder, men for mig er det en form for sikkerhed at have beskederne. De minder mig om, at mine tanker, mine oplevelser, mine minder, faktisk stemmer overens med min hukommelse. Når jeg tvivler på, om han virkelig er, som jeg husker, læser jeg beskederne og ser det sort på hvidt: Han er, som han er, og så tvivler jeg ikke længere.

‍

UNDERRETNING FRA EN DER ALDRIG BLEV UNDERRETTET

Vold findes alle steder, også i overklassen, hvor min familie ”hører til”:

• Begge mine forældre har høje stillinger i sundhedssektoren  
• Ingen af dem har et alkoholmisbrug
• Der er ingen forklaring på volden  

Psykisk og fysisk vold har været en fast del af min opvækst. I løbet af min barndom troede jeg ikke, at man kunne se min mistrivsel og frygt. For mig var usynligheden en styrke, en måde jeg kunne holde sammen på mig selv. Jeg klarede mig rigtig godt gennem hele min skolegang. Hvis jeg kom hjem med minimum et 10-tal, så vidste jeg, at der ikke kom vredesudbrud. Jeg fik ros. Fars ros var bedst: Den kom sjældent, så den betød mere.

Volden i min barndom og ungdom var skjult, men ikke så skjult, at ingen vidste det. Min klasselærer fra 1.-9. klasse vidste det. I 8. klasse, mens jeg var ved at tage min jakke på, da vi fik fri, og min ven ventede på mig ude på gangen, tog min klasselærer fat i mig:

“Sille, jeg skal bare lige høre: Bliver du slået af din far? For så er jeg nødt til at lave en underretning.”

Jeg svarede panisk nej. Hvad ville det betyde, hvis jeg sagde ja? I dag er det et andet spørgsmål, der fylder: Hvorfor lavede hun ikke en underretning? Min klasselærer spurgte kun den ene gang, og hun vidste, at jeg løj. Både min bror og min mor havde fortalt hende om episoderne hjemme hos os. Hun døde for nogle år siden, og jeg får aldrig hendes forklaring på, hvorfor hun ikke lavede en underretning.

Min lærer var dog ikke den eneste, der vidste, at volden fandt sted. I 2019 rejste min mor, bror og jeg til Australien i en måned. En af dagene sad jeg hjemme og skrev på en ansøgning i 25 graders varme, mens min mor var ude. Da vi mødtes igen senere på dagen, fortalte hun, at hun havde mødt en af vores bekendte, fra dengang vi boede i Australien. At den bekendte havde sagt, at min far heller aldrig var god ved os børn. Jeg blev paf over at høre det sagt højt. Da vi boede i Australien, var jeg fem år og vidste ikke, at nogen bemærkede noget og valgte ikke at gøre noget.

Som jeg altid har fået at vide, er jeg nok en ret ressourcestærk ung kvinde og har et stort netværk. At lade som ingenting er det letteste, og det er måske også en ressource i sig selv. Man gør alt, hvad man kan for at komme igennem, men det kommer med en pris: En total udmattelse. Jeg skulle prioritere min energi, min tid, min opmærksomhed. Hvornår skal jeg tillade mig selv at være ked af det? Vred? Harm? Skyldig? Og skamfuld, mest af alt?

Jeg ville ønske, at nogen omkring mig havde samlet mod og brugt sin voksne stemme lige så insisterende, som jeg brugte min barnestemme, dengang jeg kaldte på mor for at beholde glansbilledet. Hvad ville det have betydet, hvis nogen af dem omkring mig, der vidste, at volden fandtes hjemme hos mig, ikke havde ladet som ingenting?

Man kalder det hjem.
Man kalder det familie.
Er det et hjem?
Er det en familie?

‍

Hjemmet er et sort, tomt, mørkt hul,
hvor følelsen af tvivl og skam og ensomhed vokser.

‍

Hvordan kan det kaldes hjem,
når du føler ubehag ved at være der?
Hvordan kan det kaldes hjem,
når alt omkring dig er fremmed
og selv din egen seng
ikke føles som en seng til dig,
men til en anden?

Familien er som fremmede mennesker, der intet vil have med dig at gøre.
Mennesker, der ikke ser dig, ikke hører dig.

Mennesker, der ikke giver dig omsorg eller kærlighed.
Mennesker, der skælder dig ud, råber ad dig, slår dig,
kaster skyld og skam på dig.

‍
Til dig, der læser det her, fortæl mig:
Kan det kaldes hjem?
Kan det kaldes familie?

‍

In another universe
I wasn’t born into a broken home

‍

In another universe
It wasn’t normal to scream and yell

‍

In another universe
I could fall asleep peacefully without hearing screams in the back of my head

‍

UDDRAG AF JOURNALNOTATER

Der er underretninger fra børnehaven, sundhedsplejersken, skolen, klubben, praktiserende læge, politiet, ungevejleder, kontaktperson m.fl. Der er netværksmøde, opstartsmøde, opfølgningsmøde, underretningssamtale, hjemmebesøg, børnesamtale osv.

I journalen står der:  
*"[Mor] siger, at hun ikke har et misbrug, og at hendes børn alle har det godt.*  
*[Mor] siger, at børnene trives.*  
*[Mor] ønsker ikke at fortsætte indsatsen.*  
*[Mor] ønsker ikke støtte og ønsker ikke, at nogen kommer i deres hjem."*

‍

TRIVSEL

Jeg er 15 år gammel. Vi sidder til møde på ungecenteret. Dagslyset strømmer ind ad et højtsiddende vindue, og der står te og kaffe på bordet. Notesbøger og computere er allerede fremme.

Jeg sidder ved siden af min mor. Min sagsbehandler og min kontaktperson sidder over for os. Jeg kan godt lide min kontaktperson, hun går med smarte sko, der får hende til at virke højere, end hun er. Sagsbehandleren er også smart, hun har mørkt, kraftigt hår og grågrønne øjne. Hun tager skiftevis brillerne af og på. De smiler allesammen.

Hvordan går det med mig, trives jeg?  
Min mor siger, jeg trives fint, det går godt derhjemme. Jeg selv har ikke så meget at sige. Samtalen bliver ført af min mor, min sagsbehandler og kontaktperson.

*Feeling like you have so much to say, yet no words come out.*

De spørger til min angst. Min mor svarer, at hun nok skal hjælpe mig, at hun og jeg nok skal klare det sammen. Hun har et smil på læben, hun spørger, om der er andet, de kunne tænke sig at vide? Nej. Vi smiler, snakker og griner lidt, og så er mødet færdigt.

Vi går mod udgangen. Min mor er glad og smilende. Hun siger, at vi skal hygge os og se film, når vi kommer hjem. Men idet vi går ud ad døren, falder smilet af.

Hun sukker, og så begynder hun: *“Du tager mig altid med til de her møder, og de snakker og snakker og snakker, men hvad snakker de om, som er så vigtigt? Din angst, huh? Der er ikke noget, der er vigtigt at høre på. Næste gang tager du selv derhen.”*

Hun fortsætter og fortsætter, til vi er hjemme, og jeg ved, at hvis jeg vover at svare, ender det med, at vi råber og skændes. At hun kalder mig fede. At hun kaster ting efter mig eller slår mig.

‍

UDDRAG AF JOURNALNOTATER

I journalen står der:

Glara udtrykte bekymring over, at hun var kommet til at fortælle, at hjemmet var rodet, for hun måtte ikke fortælle noget om sin familie.

Glara havde udtalt til sin voksenven, at hun var bange for, at hendes mor ville slå hende.

Begge forældre fortalte, at de ikke slog Glara, men at hun brugte det som et våben for at få sin vilje.

‍

MIN MELLEMSTE BROR

“Din fucking luder, mine venner har set dig nede på tanken!” råber min mellemste storebror, da jeg træder ind ad hoveddøren. Jeg nægter, for jeg har ikke været der. Inde fra mit værelse kan jeg høre, at han ringer til vores ældste bror, og lidt efter brager han ind på værelset, kræver at få min mobil og forsvinder ud med den.

Hoveddøren smækker efter ham.

Tiden går langsomt.

Jeg ved, han vil tjekke alt på min telefon og snakke med folk. Der er ikke noget i det her hus, der er helt mit eget. Ikke engang min telefon – og heller ikke de penge, jeg tjener på mit fritidsjob.

Endelig kommer han tilbage. Jeg kan høre, at han ringer til vores storebror igen og fortæller, at jeg ikke har været på tanken. Vrede og lettelse skyller gennem mig. Jeg kan ikke lade være med at råbe ad ham, da han kaster mobilen ind på sengen til mig.

Vi er som ild og vand.
Vi skændes altid – selv om nogle dage er bedre end andre.
“Shu eam biasir?” råber min mor inde fra stuen.

En enkelt gang kom han med en slags undskyldning. Jeg var kommet til skade og lå i sengen.

“Se! Her er mine nye AirPods!” drillede han og hev en hvid æske frem. Jeg orkede ham ikke.
“Er du ikke misundelig?” fortsatte han.
“Skrid nu bare,” sagde jeg, men så kastede han dem hen til mig i sengen.
“De er til dig,” sagde han.

Jeg troede først ikke på ham. Men det var rigtigt, for han havde både købt nogle til sig selv og til mig.

Hver nat er som et bad i mine egne tårer, som et bad i mine egne tanker, som at drukne.

Hver nat er en smerte, der ikke kan beskrives, tanker som farer gennem mit hoved, en pine, der aldrig holder op.

Hver dag bliver mit kald svagere og svagere, som var det en revne i et stykke papir.

‍

MIN ÆLDSTE BROR

Jeg får at vide, at min ældste bror og jeg minder om hinanden. Vi har samme humor, vi kan godt lide at klovne. Og min ældste storebror har aldrig lagt hånd på mig. Da jeg var mindre, drak jeg af hans åbne dåser med Red Bull. Han blev ved med at sige, at jeg skulle lade være, men jeg lyttede ikke. Ikke før den dag, jeg tog en slurk og fik et skod i munden. Klamt. Så lærte jeg ikke at røre hans Red Bull. Det har vi også grinet af.

I syvende eller ottende kom jeg på hospitalet. Min mor, moster og bror råbte af mig. Personalet på hospitalet råbte ikke, men de stillede heller ikke de rigtige spørgsmål. De spurgte, hvor mange piller, jeg havde taget. Men de spurgte ikke, hvorfor. Min ældste storebror hentede mig. “Smiiiil,” grinede jeg og tog en video af ham med mobilen. “Stop det,” sagde han, og jeg holdt kæft. Han havde ret i, at der intet sjovt var ved situationen, men hvis de ville spille dumme, så kunne jeg også lige så godt gøre det, tænkte jeg.

I bilen på vej hjem var vi stille, og stemningen var akavet. Jeg lagde mærke til, at han kørte en omvej. Så spurgte han, hvorfor jeg havde gjort det. Vi fik en lang snak. Han sagde, at der også var en grund til, at han selv var flyttet fra familien, men at løsningen ikke var at slå sig selv ihjel. Jeg lyttede til ham og stoppede med cutting. I hvert fald i et stykke tid.

Senere instruerede familien mig i, hvad jeg skulle sige til kommunen. I journalen står der: Glara fortalte, at hun grundet smerter havde taget for mange panodiler og kom på hospitalet. Min ældste storebror er den, vi alle sammen går til, hvis vi virkelig kommer i problemer. Og en anden gang var det også mig, der virkelig kom i problemer. Jeg husker den mørke bil, der kørte op på siden af mig. Drengene, der sagde, at de var min mellemste brors venner. Følelsen af ikke at vide, hvor jeg var. Smerten. Nogen havde en pistol. Jeg husker, at jeg skældte ud. At min stemme knækkede. At tårer trillede ned ad mine kinder.

Tilbage i lejligheden sad jeg på min seng og rystede. Jeg havde snakket med min ældste bror. Hoveddøren gik op, og jeg kunne høre, at det var ham, der kom hjem igen. Lidt efter sad han ved siden af mig. Han havde fundet dem og taget hævn. Han viste mig en videooptagelse. Jeg fik ondt i maven og havde lyst til at vende mig væk, men jeg så den færdig.

‍

ANGST

I forstår ikke, at små ting er svære:  
at svare på en besked  
at tage toget  
at handle  

I forstår ikke, at jeg nogle dage græder over  
at skulle foretage et opkald,  
mens jeg andre dage er den største humørbombe.  

Og jeg forstår ikke sætningen:  
“Nå, har du angst? Det kan man ikke se på dig.”  
Bare fordi du ikke kan se det,  
betyder det ikke, at det ikke er der.  

Til dig, som ikke har prøvet at få et anfald:  
forestil dig, at du misser et trin på trappen  
forestil dig, at det sus af forskrækkelse, du mærker i det sekund,  
varer en time.  
du hyperventilerer, det føles som om, du ikke kan trække vejret  
du fryser og kan ikke flygte  
for du sveder  
du ryster  
du har kvalme  
du græder  
du lægger dig i fosterstilling  
og du vil have, at nogen holder om dig  
samtidig med  
at du vil have, at alle skal gå væk.

‍

UHYRET

Jeg står i køkkenet og laver mad med min Mama. Mit hjerte banker, og jeg er i tvivl om, hvilke ord jeg skal bruge, når jeg stiller mit spørgsmål. Jeg er bange for hendes reaktion. Jeg mumler det, men hun hører mig ikke. Det er svært for mig at gentage det, men jeg får det sagt, og denne gang taler jeg højere. I det samme dukker min mellemste storebror op i døråbningen. Jeg stivner.

“Nu er du selv ude om det, hvis han slår dig ihjel!” råber min mor til mig og forsvinder.

Kort efter ligger jeg på gulvet, luften er slået ud af min mave, jeg gisper efter vejret, og trygler ham om at stoppe. Bare et øjeblik. Hans blik er sort og koldt.

Jeg forstår, at dét jeg ser i øjnene, ikke længere er min bror, men et uhyre. Jeg forstår også, at jeg ikke længere skal spørge, hvornår jeg må flytte hjemmefra.

‍

BABA

Jeg leder efter min telefon. Mine hænder ryster. Jeg har smerter i kroppen, det føles svært at trække vejret. Jeg ringer til Baba, håber han besvarer mit opkald. Første gang ubesvaret. Jeg er desperat, så jeg prøver igen. Han tager den. Jeg beder ham om at hente mig med det samme: “Jeg kan ikke være her længere, jeg har det virkelig dårligt,” siger jeg.

Da jeg skal til at gå, kommer min mor. Jeg fortæller, at Baba venter på mig på parkeringspladsen. “Gør som du vil! Som om han nogensinde har været der for dig! Men hvis du vil hjem til din far, skal du ikke komme tilbage hertil.” Jeg har taget et par trin ned ad trapperne, da jeg mærker en fod i ryggen. Det er min mor, der sparker mig ned af trapperne, mens hun råber ad mig.

Jeg får lyst til at råbe, skrige, græde og grine, for jeg kan virkelig ikke forstå, hvordan ens egen mor kan gøre det ved en. Jeg kan heller ikke forstå, at der virkelig ikke er nogen i opgangen, der hører noget. I bilen er der en akavet stilhed, og da vi kommer ind ad døren hos min far, ringer han til min mor for at høre, hvad der er sket. Jeg kan høre de falske ord, hun bruger for at beskytte sig selv og min bror. De knuser mig.

Jeg sidder på gulvet, jeg kigger op på min far. Jeg har tårer i øjnene, og en blanding af blod og chillisauce drypper fra mit hoved. Baba er oprevet af samtalen. Han siger, at det er min mor, der ikke har opdraget os ordentligt, at det intet har med ham at gøre. Jeg tigger ham om at få lov til at bo hos ham, men hans ansigtsudtryk er tvivlende. “Kan jeg i det mindste sove hos dig i et par dage?” Han svarer, at det er bedst, at jeg er hjemme hos hende, der har opdraget mig: “Tag et bad, sid lidt og så kører jeg dig hjem,” siger han og tilbyder mig en kop te.

Senere kører han mig tilbage. Baba frygter sin ekskone mere end han frygter at miste sine børn og deres kærlighed. Jo mere han giver slip, jo mere giver vi også slip.

‍

UDDRAG AF JOURNALNOTATER

I journalen står der:  
[Far] fortalte under samtale, at han var meget bekymret for, at moren røg hash, og mente hun løj […].  
[Far] blev oplevet med relevante refleksioner omkring familiens problemer, og hvordan de kunne løses.  
For mig er det ikke til at forstå, at den ene værge er så afhængig af forskellige stoffer, at hun ikke kan passe sit liv og sine egne børn, og den anden værge ikke vil sige ”ja tak!” til sine børn, til sin eneste datter.

For mig er det ikke til at forstå, at den ene værge er så afhængig af forskellige stoffer, at hun ikke kan passe sit liv og sine egne børn, og den anden værge ikke vil sige ”ja tak!” til sine børn, til sin eneste datter.

I lost myself so long ago  
I don’t even remember when did I grow?  
“You’re so mature for your age” they say  
My mind is just on a different page.

‍
While other kids were having sleepovers  
I was looking for wrist covers.  
Praying that the scars would fade  
But I kind of wish they would have stayed.

They remind me that I’m worth the pain  
And mark everything I can’t explain.

‍

FLUGTEN

I journalen står der:  
Adspurgt om hun har planer om at flytte hjemmefra, når hun fyldte 18 år, svarede hun, at det kunne man ikke i hendes kultur. Hun skulle blive hjemme i hjemmet til hun blev gift. [Mor] bemærkede til mødet, at Glara ikke skulle flytte fra hjemmet.  

Forvaltningen modtog skriftlig besked fra Glaras kontaktperson. Her blev beskrevet, at Glara ønskede samtale med forvaltningen. Ungecentret […] vurderer, at hun skulle anbringes udenfor hjemmet.  

[Far] vil gerne have, at Glara flytter hjem til ham eller hans veninde, som Glara også kender. Glara ved ikke, hvilken veninde faren taler om, at hun kan flytte hen til. Det blev vurderet, at anbringelsesstedet skal hemmeligholdes overfor hendes familie og netværk.

‍

NYT LIV

Jeg føler mig helt alene i mit nye liv.  
Personalet spørger og spørger: Hvordan har du det? Hvordan trives du?  
Men jeg har ikke lært at tale om følelser.  
Jeg ser det for mig igen og igen: Min mor der nedgør mig, min bror der slår mig.  

Psykiatrien siger, jeg hører stemmer. Jeg hører ikke stemmer, men jeg hører de ord, min mor og bror har spyttet i mit ansigt hver dag næsten hele mit liv:  
Ya khara (din lort)  
Ya bent el kalb (datter af en hund)  
Bent el shamuta (datter af en luder)  
Kuli khara (spis lort)  
Din FUCKING bums  
Hvorfor dræber du ikke bare dig selv?  
Tykke, Fede,  
Din seng går snart i stykker  
Du kan ikke længere komme ind af døren  
Synes du ikke, det er synd for stolen?  
Føj, hvor er du grim!  

Jeg står på skinnerne.  
Venter på det fucking lyntog.

Det kommer ikke.
Jeg bliver stående.  
Det kommer stadig ikke.
Jeg skriger, jeg græder. Hvorfor kan jeg ikke få lov til at forlade den her dunya?

‍
Jeg kravler op, kigger rundt på perronen, leder desperat efter noget at cutte mig med langs togskinnerne, men jeg finder ikke noget. Jeg sætter mig på jorden, kigger op mod den mørke himmel. Måske er det ikke meningen, at jeg skal dø nu? Måske er det et tegn? Jeg lytter til Allah. Fra det øjeblik ved jeg, at jeg selv må trække mig op af mørket. Der er ikke andre, der kommer til at gøre det. Det er sådan, det er. Og fra det øjeblik er jeg sikker:  
Jeg skal ikke begå selvmord.  
Jeg skal ikke cutte mere.

‍
Det må være sådan, det føles at blive clean. Jeg ved præcis hvor længe jeg har været clean, hvor mange måneder, dage, minutter. Og jeg håber, InshAllah, at jeg forbliver clean.

‍

Z.

Du var den eneste, der hjalp mig  
da jeg stod foran familien og blev behandlet dårligt  
da jeg stod foran flere krisecentre og blev overladt til mig selv  
da jeg stod på togskinnerne og ville forlade verden  
da jeg stod hjemløs med alle mine ting i sorte sække  
selvom systemet havde lovet at hjælpe  
så var du der.  
Du var der, selvom du vidste, at det kunne ødelægge tingene for dig  
du var der altid, selvom de sagde, at jeg ikke kunne stole på dig.  
Du er hvad jeg kalder et GULDhjerte, du er mit et og alt, Z., og jeg vil altid være så dybt taknemmelig for, at du er her.  

in another universe  
I never memorized the sound of each footstep  
preparing myself for who I was about to encounter  
in another universe  
I never had to teach myself breathing techniques  
in order to live in my own home  
in another universe  
violence isn’t confused with love  
in another universe  
I was a loved child  
a child who knew she’d be okay.

‍

MAMA

En brise skaber små bølger i kanalens sorte vand. Det er aften og koldt, men jeg har det varmt, mine håndflader er svedige, jeg er nervøs. Jeg lyner jakken op, lægger telefonen og tager et par dybe vejrtrækninger for at få styr på mit åndedræt. Siger “bismillah.” Så gør jeg det: Trykker nummeret ind og ringer. “Hallo? Hvem er det?” Det er første gang i næsten et år, jeg har kontakt med min mor: “Det er mig.” Min mor kan ikke genkende min stemme. “Hvem?” “Det er mig, Glara.” Der bliver stille et øjeblik, så vælter ordene ud af hende. Hun spørger, hvordan jeg har det, hvad jeg laver, hvor jeg er, om jeg er okay, om jeg fryser, om jeg har jakke på? Hendes toneleje er højt, hun lyder glad. Jeg er opmærksom på at holde min egen stemme normal, når jeg svarer, at jeg bare vil vise hende respekt, ønske hende tillykke med fødselsdagen. Vi snakker lidt. Et par gange er vi ved at komme op at diskutere, men vælger begge at lade være. Hun fortæller om sine smerter, og hvor svært hun har det, men at hun nok skal klare det, alhamdulillah. Hun siger, hun elsker mig. Det har jeg aldrig hørt hende sige før. Hun vil gerne have, at jeg bliver ved med at holde kontakt til hende. Jeg bliver i tvivl om, hvad jeg skal svare, og derfor siger jeg bare InshAllah.

Hun fortsætter med at stille spørgsmål om mig og mit liv.  
”Jeg bliver nødt til at smutte, mor, min bus går om lidt,” siger jeg og tilføjer: ”Tak for snakken, det var rart at høre din stemme igen.”  
Tankerne flyver rundt i hovedet på mig, da jeg sidder i bussen. Jeg får tårer i øjnene, for jeg kan mærke, at jeg faktisk savner hende, og at jeg er langt fra reden. Hun er jo min mor, og jeg ved, at hun elsker mig inderst inde, men hun kan ikke vise det på den måde, som jeg ville ønske.  

Damn right I’m angry!  
I’ve spent my life recovering from things that I should have been protected from.  
I was too young to become a ghost full of grief.  
Don’t tell me I wouldn’t be who I am today without the struggle that I faced.  
I already know that  
I could have been a child  
instead of being forced to grow up.  
The people who were supposed to protect me, failed me.  
No amount of healing will change that fact.  
Damn right I am angry!  
I will never get my childhood back.

Jeg løber gennem skoven. Hun er lige bag mig, og jeg skal væk. Jeg løber mod vandkanalen, hopper over brændenælder og huller. Det føles som et racerløb, som liv eller død. Jeg hører vinden i træerne, mærker kulden i mine kinder. For enden af skoven, lige ved vandkanalen, bliver jeg tacklet. Jeg leger fangeleg med min storesøster. Et af de få lykkelige minder, jeg har fra min barndom. Mindet står så lysende klart i min hukommelse, at jeg næsten kan bilde mig ind, at det var forår. At vi løb over en skovbund dækket af anemoner. At træerne havde forårsknopper, at bøgetræernes blade var lysende grønne. Men jeg ved, at det var vinter. For det var den dag, min lillebror blev født. Jeg var tre år, og min søster var fem. Snart skulle jeg løbe meget længere end til enden af skoven. Snart skulle jeg løbe alene. Så ind i en bande. Og i dag: For en sag.

‍

VENDEPUNKTET

Jeg har valgt at fokusere på det, jeg synes er en af de vigtigste dele af min historie: Mit vendepunkt, min udvej. Men for at den fortælling skal give mening, må jeg fortælle dig lidt om min baggrund og noget af alt det, jeg skulle væk fra:

• Et voldeligt hjem
• Stoffer (jeg tog stoffer første gang, da jeg var 10 år gammel)
• Hjemløshed og narkomani (jeg var hjemløs fra jeg var 10 år gammel til jeg var 17 år)
• Kriminalitet (jeg solgte stoffer og var involveret i banderelaterede aktiviteter)
• Fire år som bandeleder (og hvis du tænker, at han var så ung, at det ikke kan have været så slemt at være bandeleder, så kan jeg fortælle dig, at det var det. Jeg har historier, som kun hører til i mareridt, og jeg kan vise dig billeder af ting, de fleste tror kun sker i film)
• Mit favoritstof ecstasy (jeg har taget stort set alt, jeg var ligeglad: Det slukkede mine tanker og følelser)
• Opholdssteder, hvor jeg fik tæsk af pædagoger
• Drabsforsøg

‍

CLEAN

Januar 2021 har jeg en oplevelse med min lillebror, som sætter noget i gang inden i mig. Jeg ville være clean. For min lillebrors skyld. Han skulle have en storebror nu. En der var et forbillede, en han kunne se op til, en der kunne vise ham den rigtige vej. Jeg var 17 år og havde været narkoman, bandemedlem og bandeleder i mange år, og jeg boede sammen med en kæreste, der også tog stoffer i en ungdomsbolig på et bosted. Jeg vidste, at det var hårde odds. Jeg sagde ikke til nogen, at jeg ville være clean.

En dag, da jeg kom hjem fra skole, fortalte en af de få pædagoger, der rent faktisk gad mig, at der sad en mand oven på med de andre unge, og ham skulle jeg snakke med. Jeg gik op, og der sad en ældre skaldet herre sammen med de andre unge på det opholdssted, jeg boede. Han hed John og var misbrugsbehandler fra Udveje Behandlingscenter. ”Hvis I gerne vil tage det her seriøst og være clean, så må I gerne blive,” sagde han til os, der var samlet i rummet, ”Og ellers må I gerne gå.” Stort set alle de andre unge gik. Kun mig og en pige blev tilbage.

Jeg havde før haft behandlere, men aldrig oplevet andet end, at behandlerne var ligeglade med mig. De hentede mig, gav mig en kebab og kørte mig et sted hen, jeg gerne ville sættes af. Og nårh ja, så havde de også tit selv røget hash, før de kom. Jeg takkede ja til at have John som behandler. Hver torsdag mødtes vi hjemme hos mig og havde samtaler. Stedet, jeg boede, betalte for ham, og jeg var rigtig godt tilfreds. Men de første par uger var svære. Jeg kunne ikke finde ud af at smide kriminaliteten, og alle mine venner og min kæreste tog jo også stoffer. Jeg fortalte min kæreste, at jeg prøvede at stoppe og gav hende et ultimatum: Enten kunne hun gøre det samme, eller også kunne vi ikke være sammen. Hun grinede og sagde: “Du er en taber.” Og så skred hun. Det var hårdt, for jeg følte mig som en taber.

Efter en masse tilbagefald blev jeg clean den 13. maj 2021 ved Johns hjælp og vejledning. Nu skulle jeg være der for min lillebror. Jeg stoppede mine sidste kontakter til miljøet og smed kriminaliteten. Mine to bedste venner, Tais og Ali, forsøgte også at blive clean. Det ville være rart, hvis historien endte her, men så havde jeg måske ikke lært så meget.

Sammen med Tais og Ali tog jeg ned for at fejre, at vi var stoffrie ved at købe en kebab. Vi var glade og talte om alle de ting, der skulle ske i vores liv nu. Vi sad udenfor pizzeriaet og ventede på vores mad, da en bil pludselig kom kørende.

Fire personer steg ud af bilen og kom hen til mig. “Vi skal snakke,” sagde den ene. Det var ikke rigtigt et valg, for jeg vidste godt, hvem han var. Ham, der tog fat i mig, hed Omar, og inden jeg fortæller, hvad Omar ville mig, må jeg fortælle dig lidt om bandemiljøet i Kalundborg.

‍

BANDEMILJØET

Der er forskellige grupperinger i Kalundborg, som er i krig med hinanden. Krigen drejer sig om markedet for stoffer, og det faktum, at der ikke er noget, der styrker et broderskab mere end en fælles fjende. Jeg havde arbejdet for rockerne meget af den tid, jeg solgte stoffer, og vi lå i krig med dem fra ghettoen. Vi havde gjort ting mod dem – overfaldet dem, stukket dem ned med kniv, kidnappet dem, rullet dem. Så jeg ville ikke med Omar om bagved, selvom han sagde: “Rolig nu, jeg lover, vi ikke rører dig.” Men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde noget valg. Jeg var omringet og måtte gå med.

Vi kom ind i en gyde et par meter væk. “Jeg har hørt, du snakker lort om mig?” sagde han. “Det gør jeg ikke,” svarede jeg. “Du skal ikke lyve,” råbte han og stak mig en flad. Jeg blev bange, men viste det ikke. Det ville være et svaghedstegn. Jeg rykkede mig kun lidt. Omar kiggede på mig og sagde: “Undskyld, jeg havde jo lovet ikke at røre dig.” Det virkede underligt. Så sagde han, at han havde hørt, jeg var tømrer, og han havde noget sort arbejde, der skulle laves. Han bad om min snap, så vi kunne skrives ved om det, og så gik vi hver til sit.

Jeg kunne ikke helt forstå, hvad der lige var sket, eller regne ud, hvad han ville. Jeg gik tilbage til de andre og fortalte, hvad der var sket, men Ali troede ikke på mig. Han syntes, det lød for mærkeligt, og det virkede heller ikke som om, Tais helt vidste, hvad han skulle sige. Jeg sagde det ikke til andre end dem, da jeg stadig havde bandementalitet, og jeg vidste, at miljøet ville se det som et svaghedstegn, at jeg ikke havde gjort noget, da Omar stak mig en flad.

‍

FANGET

Et par dage efter var jeg på vej hjem fra skole med bussen, da Omar skrev: “Hvor er du?” Jeg svarede ikke. Jeg ville bare skynde mig hjem, men skulle først i Føtex.

Da jeg kom ud fra Føtex, hørte jeg nogen råbe mit navn. Der var han. Omar sad i en bil lige foran mig med en anden fyr, der hedder Zijad. Jeg overvejede at løbe, men der var ingen steder at løbe hen, og de var i bil, så jeg kunne ikke løbe fra dem. Jeg tænkte også: “De har jo ikke gjort mig noget.” Jeg gik hen til bilen, de hilste pænt. “Hop ind,” sagde Omar, “så kan vi se på det arbejde.” Jeg sagde, at jeg havde travlt, men de sagde, det kun ville tage et øjeblik, og de kunne godt køre mig frem og tilbage til det, jeg skulle. Jeg kunne ikke rigtigt finde på flere undskyldninger, så jeg hoppede ind.

De var meget venlige og talte pænt. Zijad spurgte, hvad jeg havde lavet, og hvordan min dag havde været, mens de kørte ned på Gisseløre med mig. Jeg undrede mig over det, for der er ikke andet på Gisseløre end en gammel mole. “Hvad skal vi her?” spurgte jeg, da Omar standsede bilen ved siden af en busk. “Det er lige herovre, bare kom,” svarede han. Jeg fulgte med, mens Zijad gik om bag bilen og rodede med noget. “Jeg kommer om lidt,” sagde han.

Jeg gik et par meter om på den anden side af busken sammen med Omar. Der var en bænk, intet andet. Jeg stoppede op. “Jeg har altså travlt, så jeg har ikke tid til alt det her,” sagde jeg. “Det er lige herovre,” svarede Omar. “Jeg har ikke tid til alt det her,” gentog jeg, “og der er ikke noget før langt nede ad molen – hvad er det, I vil vise mig?”

Stemningen ændrede sig hurtigt. “Du har snakket lort om mig,” sagde han og kiggede på mig. “Nej, jeg fucking har ej, hvad er det, du ikke fatter?” svarede jeg. Vi kom i tumult, skubbede til hinanden, mens vi diskuterede. Så kom Zijad frem bag busken med en kæmpe kniv. Og jeg mener en kæmpe kniv. Det lignede en machete. “Sæt dig ned,” sagde han.

Jeg stirrede på kniven, jeg tænkte fuck fuck fuck og satte mig på bænken. “Du har snakket lort, og det går ikke,” sagde Omar. “Du skal sælge 100 gram coke for os og komme med pengene.” “Det får I mig ikke til,” svarede jeg og tænkte på min lillebror. Jeg ville ikke svigte ham denne gang. Min lillebror skulle have sin storebror, og jeg skulle i hvert fald ikke skuffe John.

“Du har to muligheder: Enten sælger du coke for os, eller også kører vi dig til Elgiganten i Slagelse, hvor du tager afbetaling på to mobiler i dit navn til os,” sagde Omar. Jeg var hunderæd og sagde ja til det sidste. Vi satte os ind i bilen. Vi var kun lige nået ud af Gisseløre, da Zijad spurgte, om jeg havde kørekort. Jeg kiggede bare ned i sædet og svarede, at jeg kun var 17 år. Han drejede hårdt ind til siden, vendte sig om og kiggede på mig.

Zijad: “Er du 17 år?!”  
Mig: “Ja.”  

Jeg var lidt forvirret over, hvad der skete. Zijad kiggede på Omar: “Du sagde, han var 18 år! Hvis han kun er 17, kan vi ikke bruge ham til at købe mobiler på afbetaling.” De begyndte at diskutere, og mens de diskuterede, vendte Zijad bilen og kørte tilbage til bænken. Zijad trak mig ud af bilen. “Sæt dig på knæ,” sagde han. Det gjorde jeg. Han tog macheten op til min hals. “Du ved godt, hvad der skal ske,” sagde han.

Jeg var panisk indeni. Jeg var bange, rigtigt bange. Ikke bange for, hvad der skulle ske for mig, men bange for at min lillebror skulle få beskeden: Din bror er blevet dræbt. Jeg rystede og tryglede for mit liv: “Er der ikke noget, jeg kan gøre?” Zijad kiggede på mig, jeg kunne godt se, han tænkte sig om. Jeg tror, at indeni havde han heller ikke lyst til at skulle slå mig ihjel. Jeg tror ikke på, at der er nogen mennesker, der har lyst til at dræbe et andet menneske.

“Hvis du kan få fat i en lige nu, der er over 18 år og kan købe to mobiler til os på afbetaling, så kan du slippe.” Jeg tænkte ikke, mit valg hjemsøger mig stadig om natten, og jeg fortryder det i dag. Men jeg ringede til min ven Tais, og han tog den.

Tais: “Hvad så smukke, hvad laver du?”  
Mig: “Tais, hvor er du?”  

Tais var i Jyderup, men sagde ja til at mødes.

Mig: “Tais, jeg har brug for din hjælp lige nu.”  
Tais: “Hvad er det, er du okay?”  
Mig: “Det kan jeg ikke sige, men jeg har brug for din hjælp lige nu.”  
Tais: “Jeg har travlt. Jeg skal noget, så jeg kan ikke komme til Kalundborg. Jeg venter på toget.”  
Mig: “Tais, jeg mener det, det er alvorligt.”  
Tais: “Jeg kan ikke komme lige nu.”  
Mig: “Tais, det er lige meget, jeg kommer til dig, og så kan vi køre dig der, hvor du skal hen bagefter.”  
Tais: “Okay så. Hvem er du sammen med? Er det Jonas?”  
Mig: “Det kan jeg ikke sige, Tais. Bare kom ud, når jeg ringer. Lov mig det.”  
Tais: “Okay, det lover jeg.”  
Mig: “Vi ses om lidt.”

‍

Så lagde jeg på, Zijad kiggede ned på mig: “Hvad så?”  
Jeg kiggede op på ham: “Vi skal til Jyderup.”  

Vi satte os ind i bilen igen. Omar og Zijad snakkede under hele turen, mens jeg sad bag i med dårlig samvittighed. Zijad sagde flere gange, at han havde hørt om mig, og gerne ville have, at jeg skulle sælge for ham. Jeg blev ved med at takke nej.

Da vi nåede frem, steg Tais ind i bilen. Zijad og Omar forklarede, hvordan han skulle købe mobilerne på afbetaling for at redde sin ven (mig). Tais gik med til at fuldføre planen, og så kørte vi. Vi var kun lige kommet ud af Jyderup, da Zijad spurgte Tais, om han havde sit kørekort.  
“Jeg har ikke et kørekort,” svarede Tais.  
Zijad bremsede hårdt op og drejede ind på en rasteplads.  
“Har du et pas?”  
Det havde Tais heller ikke.  
“Så kan vi jo fucking ikke gøre det,” sagde Zijad.  

Der var stille et par sekunder. “Tjek om kommunen har åbent, så kører vi over og får lavet et til ham,” sagde Zijad til Omar.  
Kommunen havde ikke åbent: Klokken var 16, og det var fredag. Zijad åbnede bildøren, gik ud og slog på bilen og ting omkring den og råbte noget, jeg ikke helt kunne forstå. Så åbnede han Tais’ dør og tog fat i ham. Han kiggede skiftevis mig og Tais i øjnene og sagde: “Vi tager på kommunen mandag morgen og får lavet et pas til dig. Og hvis I stikker af, skal vi nok finde jer, jeres familier, jeres nærmeste venner, jeres kæledyr og alt, I holder af, og slå dem ihjel. Fatter I det?”  
“Ja, ja, det gør vi,” sagde Tais og jeg.  
“Godt,” sagde Zijad, og så slap han Tais, smækkede bildøren og satte sig tilbage på førersædet og kørte tilbage til Tais.

Tais og jeg sagde farvel. Da Tais gik ud, fulgte Zijad med. Jeg tænkte fuck og kunne se, at Tais fik en flad, og de udvekslede et par ord. Zijad kom tilbage i bilen og kørte mod Kalundborg. Igen prøvede Zijad og Omar at overtale mig til at sælge, men jeg sagde nej, nej, nej og nej hele vejen, indtil vi var fremme.

Vi holdt lidt væk fra, hvor jeg boede.  
“Mandag kl. 9 står du her, forstår du det?”  
Det forstod jeg.  
“Godt,” sagde Zijad, “og du skal vide, vi mener det med din familie. Smut så.”  

Jeg hoppede ud, og de kørte hurtigt af sted. Jeg løb hele vejen hjem. En pædagog og en anden ung, der hed Torkil, stod i haven, da jeg kom.  
“Hvad så Daniel, har du haft en god dag?” spurgte pædagogen.  
Jeg så opgivende på ham og forklarede, hvad der lige var sket. Der var sket så meget på rigtigt kort tid. Jeg ved ikke, om pædagogen ikke troede på mig, men jeg ved, at han ikke meldte det til politiet. Han spurgte mig, hvad jeg nu ville gøre. Det vidste jeg ikke, men jeg vidste, at jeg helt sikkert ikke ville dukke op på mandag, og at jeg heller ikke ville melde det til politiet. Jeg stolede ikke på politiet og havde stadig bandementalitet: Man stikker ikke. Jeg løb op i min lejlighed og ringede til Tais. Han var gal og panisk, og jeg prøvede at tale ham til ro. Han var heldigvis ikke sur på mig og kunne godt forstå, hvorfor jeg havde gjort, som jeg havde gjort.

Vi prøvede at lægge en plan, men landede ikke noget godt og aftalte, at vi ville snakkes ved dagen efter, og at vi ikke ville mødes med dem på mandag. Jeg tog til Korsør og festede og tænkte ikke rigtigt videre over det den aften. Lørdag morgen vågnede jeg hos en pige i Korsør. Jeg prøvede at ringe til Tais, men han tog den ikke. Jeg blev lidt bekymret, men tænkte, han nok bare stadig sov.

Min søster ringede, jeg havde glemt en aftale med mine søskende, men vi mødtes og havde en hyggelig dag i solen. Jeg følte mig for en gangs skyld som en god bror og glemte helt Tais’ og mine problemer. Men jeg var kun lige nået hjem, da Ali ringede.  
Mig: “Hvad så, Ali?”  
Ali: “Hvad så, har du det godt?”  
Mig: “Nej, har du ikke hørt det med Omar og dem?”  
Ali: “Jo, det har jeg hørt. Jeg er ved dig om lidt, så kom ned, vi skal lige have en snak.”  
Mig: “Okay.”  

Jeg gik ned og ventede. Nogle pædagoger fra stedet stod omme i haven, så jeg var ikke så bange. Efter 5-10 minutter dukkede Ali op. Sammen med Tais? Jeg var forvirret.  
Mig: “Der var du, jeg har ringet til dig hele dagen og været så bekymret.”  
Tais skulle lige til at svare, men Ali brød ind: “Hvad fuck har du blandet Tais ind i det her for, brormand?”  
Mig: “Hvad skulle jeg have gjort? Jeg har sagt undskyld, men Omar og Zijad ville have slået mig ihjel.”  
Ali: “Ikke tal, der sidder folk. Lad os gå herover og snakke.”  
Mig: “Nej, vi bliver her. Jeg forlader ikke matriklen.”  
Ali: “Kom nu, stoler du ikke på os?”  
Mig: “Jo, men jeg skal ikke væk herfra.”  

Ali og Tais fortsatte med at diskutere med mig, men jeg nægtede at gå væk fra matriklen, jeg havde en skidt fornemmelse.  
Ali: “Tais mødes med dem mandag.”  
Mig: “Mener du det?”
Tais: “Ja, hvad skal vi ellers gøre?”  
Mig: “Er du helt væk? De tager os sgu da ikke bare til Elgiganten, og så var det det.”  
Ali: “Brormand, du gør det, det er din skyld alt det her.”  
Mig: “Jeg gør det ikke.”  

Jeg tænkte, det her er for sygt. Ali har på en eller anden måde overtalt Tais til, at vi skal mødes med dem mandag.  
Ali: “Hvad fuck er du for en lorte ven?”  
Han gik helt tæt på mig. Jeg svarede nervøst med arabisk slang for køter: “Hvad fuck blander du dig overhovedet for, din kalb?”  
Ali: “Din lille luder, du mødes med dem mandag.”  

Så gik de. Jeg fandt senere ud af, at jeg havde haft ret i min fornemmelse: Det var et baghold, Ali havde sat op. Zijad og Omar holdt lige om hjørnet og ventede på mig.

Jeg gik op i min lejlighed, da Ali og Tais var gået. Jeg var ked af alt det, jeg havde rodet Tais ud i, og hvorfor var Ali sådan? Jeg satte mig til at spille, der var ikke andet at gøre end at vente. Ved 22-tiden ringede Tais til mig. Jeg tøvede med at tage den, for jeg vidste efterhånden ikke, hvad og hvem jeg skulle tro på, men så tog jeg den.  
Mig: “Det er Daniel.”  
Tais: “Vi mødes ikke med dem på mandag kl. 9.”  
Mig: “Er du kommet på bedre tanker?”  
Tais: “Nej, men jeg stoler mere på din plan end Alis.”  
Mig: “Fedt.”  

Vi satte os til at spille og snakke, og jeg var lykkelig indeni. Selvom alt så sort ud, vidste jeg, at jeg skulle holde mig i gang. Et spil skak slutter heller ikke, selvom din dronning er taget og dine bønder er væltede. Det slutter først, når kongen vælter. Jeg havde stadig min bedste ven, og jeg var stadig clean.

‍

FANGELEG

Jeg skulle i skole, men jeg vidste godt, jeg ikke kunne gå ud, og da klokken ramte 9 mandag morgen, begyndte min mobil at vibrere. De ringede og ringede og ringede, men jeg ignorerede deres opkald og snakkede med Tais. Pludselig kom jeg til at tage telefonen ved en fejl. En mærkelig bevægelse, mens jeg spillede. Jeg kunne høre nogen sagde “Din lille luder!” Jeg frøs, hvor kom det fra? Jeg kiggede på min mobil og så, det var Omar, der ringede. Jeg nåede kun at sige: “Hvaaaa’ så?” og så sagde han: “Du skylder 20.000 kr. til på mandag din kalb!*”
‍
Mig: “Det kan jeg ikke.”
Omar: “Dit problem.”

Så lagde han på. Jeg ringede til Tais igen, som havde fået samme opkald og besked. Nu var vi endnu mere på røven. Dagen efter tog jeg i skole. Jeg gik jo stadig på tømreruddannelsen og havde snart eksamen, så jeg var nødt til at komme i skole. Jeg kunne stadig ikke blive set af Omar og Zijad, så jeg tog en masse smutveje mellem skolen og hjem. Den dag var en af de dage, hvor jeg skulle mødes med John. Jeg fortalte John, hvad der foregik, og hvor bange jeg var. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg delte det jo ikke med andre. Men der var et eller andet over ham, det kunne jeg mærke. Han spurgte, om jeg havde fortalt det til min sagsbehandler. Det havde jeg ikke. Han sagde, jeg lige skulle prøve at snakke med hende først, vi havde jo stadig en uges tid at løbe på. Jeg ringede til min sagsbehandler, men hun tog det ikke lige så alvorligt, som jeg gjorde. Jeg kunne få en tid om to uger. Jeg tog imod det, for jeg havde jo ikke mange andre valg. Jeg løb i skole resten af ugen, velvidende at det var farligt. Om fredagen gik det galt: Jeg løb den smutvej jeg plejede, men da jeg nåede Netto, så jeg en bil lidt bag mig. Omar sad i den sammen med nogle andre. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, ind i Netto. Mit hoved: “Fuck! Så de mig? Fuck, fuck fuck!” Jeg gemte mig i et hjørne af butikken. Det var dengang, man stadig skulle have mundbind på under corona. Men jeg var ikke ret godt gemt, for de fire unge mænd med hætter og mundbind, der kom ind i butikken, gik direkte over til mig, tog mig i armene og bar mig udenfor. Her fik jeg nogle flade, og Omar råbte af mig: “Din lille luder! Du svarer os ikke!”

Mig: “Min mobil virker ikke.”
Omar: “Lad mig se!”

Jeg gav ham mobilen, som heldigvis var død.

Omar: “Har du mine penge på mandag?”
Mig: “Det tror jeg ikke, jeg kan.”

En flad mere.
Omar: “Hvis ikke du har mine penge på mandag, bliver det 100.000 kr mere.”

‍

Mig: "Okay, jeg skal nok skaffe dem."  
Omar: "Godt. Så skrid med dig, din junkie."

Jeg løb hjem og ringede til Tais. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne skaffe de penge, medmindre jeg lavede noget kriminelt.

Om mandagen afleverede jeg min eksamen online. Der var heldigvis corona, så vi skulle ikke mødes, men om eftermiddagen fik jeg en opringning af den pædagog, jeg havde mødt i haven den dag, det her startede. Nu fik jeg at vide, at fire maskerede mænd havde forsøgt at sparke døren ind til min opgang, og at min opholdsstedskoordinator ville ringe til mig. Opholdsstedskoordinatoren hed Louise, og hun ringede et par timer senere. Jeg forklarede hende, hvad der skete. Hendes svar: "Du er nødt til at få styr på alt det der, Daniel. Ellers må du finde dig et andet sted at bo. Det er ikke i orden overfor de andre unge, der bor her."

Tais boede ikke på opholdssted. Han boede i et hus, hvor mange af værelserne var lejet ud. Han havde også haft besøg af fire maskerede mænd, som havde brudt hoveddøren op. De var på vej op ad trapperne til Tais, da Tais’ nabo kom ud med et bat og stoppede dem. Jeg syntes godt nok, to uger mere med det her, før jeg kunne mødes med min sagsbehandler, var lang tid.

Jeg blev inde de næste par dage og gemte mig. Der var ikke andet at gøre. Men så fik jeg en opringning fra min bedste veninde siden 0. klasse. Hun var blevet tæsket i sin egen lejlighed. Hun kendte Omar og havde sagt, at de skulle lade mig være. Det fik hun tæsk for. Jeg var glad for, at hun havde forsvaret mig, men rigtig ked af, at de havde slået hende for det.

Jeg lavede ikke andet end at træne armbøjninger, snakke med Tais, spille, og tale lidt med John. John var lige så stille kommet ind på mig. Han var blevet en tryghed, en farfigur. Og han havde jo lovet, at vi nok skulle få styr på det.

Det var virkelig en hård periode. Alle mine fjender var efter mig, alle de mennesker, jeg havde holdt sammen med, var efter mig, og fordi jeg ville være der for min lillebror, kunne jeg ikke gøre andet end at gemme mig og lade det ske. Jeg skal være ærlig og sige, at hvis det ikke var for John, så havde jeg nok bare givet op.

Det blev endelig den dag, jeg havde ventet på: Onsdag den 9. juni, hvor jeg havde møde med min sagsbehandler i kommunen. Hun spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg fortalte om alt det, der foregik. Jeg fortalte om frygten, om jagten, at jeg havde brug for hjælp til at komme væk.

"Hvad med skolen?" spurgte hun. Jeg kiggede på hende, undrende.  
"Skolen?"  
"Ja, hvordan går det med den?"

"Den er jeg færdig med, og det er ikke mit problem. Mit problem er, at der er nogen, som forsøger at slå mig ihjel. Jeg kan ikke gå udenfor en dør, jeg har brug for din hjælp."  
"Det er desværre ikke vores område, men har du søgt ind i en boligforening? Du er jo ved at være 18 år."  
"EN BOLIGFORENING!? Hører du ikke, hvad jeg siger til dig? Der er nogen, som prøver at slå mig ihjel."  
"Jeg kan godt se, at det fylder hos dig. Jeg kan tilbyde dig, at jeg henter en SSP-medarbejder, og så kan han tage med dig ned til politiet."  
"Ja, så gør det."  
"Så kan vi to tage denne her snak, når du ikke er så hidsig."  
"Hidsig!? Åh, gud ja, farvel."

Sammen med SSP-medarbejderen kørte jeg ned til politiet. Han spurgte, om der var en betjent, jeg gerne specifikt ville snakke med. Jeg kom i tanke om betjent P, ham havde jeg kendt siden jeg var helt lille. Han sagde altid: "Ingen bøller nej – P betjent er på vej." Det var sikkert godt at tale med ham, han kendte jo min historik, og han vidste, jeg ikke ville komme, hvis det ikke var seriøst. Desværre var han ikke på arbejde den dag, så jeg fik en anden efterforsker.

Vi satte os ned alle tre. Jeg fortalte hele min situation forfra til betjenten. Det virkede ikke til, at han troede på mig, men jeg bad ham slå mig op i deres system, og så var det lidt noget andet. Betjenten kiggede på mig og sagde: "Jeg skal være ærlig med dig, Daniel. Vi har for mange af sådan nogle sager, og vi har ikke ressourcer til det. Men jeg synes, du skal melde det, det vil være etisk rigtigt."  
Mig: "Så du vil have mig til at være stikker, uden at I har tænkt jer at hjælpe mig?"  
Betjenten: "Ja, det kan du også kalde det."  
Mig: "Det kommer ikke til at ske."  
Betjenten: "Jeg kan desværre ikke gøre mere for jer."

SSP-medarbejderen kørte mig hjem og gav mig sit nummer. Jeg gik op i min lejlighed, helt uden håb. Hvad skulle jeg gøre? Spillet var kørt, der var ikke nogen, der ville hjælpe mig.

Dagen efter mødtes jeg med John. Jeg fortalte om mit møde med sagsbehandleren og betjenten. Jeg husker tydeligt, han så forbavset ud, men så smilede han og sagde: "Op med hovedet, min dreng." Han citerede *Brødrene Løvehjerte*, som jeg aldrig har læst, men det var min yndlingsfilm, da jeg var barn: "Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort!"  
John tilføjede: "Du har ikke mistet mig. Nu er du min dreng."  
Min dreng? Kaldte han mig lige det? Det var kæmpestort for mig.  
"Vi løser det, vent lige." John tog sin mobil frem og ringede til en af sine gamle venner, der havde et firma i Greve. Jeg kunne høre, at han forklarede min situation, og så spurgte han sin ven: "Kan du bruge en som Daniel?"  
Det kunne Johns ven godt, så han inviterede mig til samtale. Wow.  
Jeg krammede John, som jeg aldrig har krammet nogen før. Han ville rent faktisk hjælpe mig, også selvom han selv tabte penge på det. Jeg kunne ikke sige tak nok gange. Han kiggede på mig og sagde: "Nu er du min dreng."

Vi talte færdigt, og jeg gik ind til mig selv, helt overvældet. Nu skulle jeg bare vente på jobsamtalen den 23. juni. Jeg fortalte Tais de gode nyheder. Vi spillede og fik tiden til at gå indenfor, så vi ikke blev jagtet på gaden.

‍

FARVEL

En af dagene, hvor jeg sad og spillede, fik jeg en opringning. Det var Amir, en af mine og Alis fælles bekendte. Jeg tog telefonen, mens jeg spillede.  
Mig: “Hvad så, Amir?”  
Amir: “Hvad så, bror, har du det godt?”  
Mig: “Ja, hvad med dig, bror?”  
Amir: “Ja, men jeg er lidt nervøs for Ali. Har du hans brors nummer?”  
Mig: “Hvad er der med Ali?”  
Amir: “Mig og Ali og de andre shababs var sammen i går, men Ali var nervøs. Han skulle mødes med Omar og nogle af hans venner og snakke om et problem. Jeg gik med ham derhen, men Omar og dem ville have, at Ali skulle hoppe ind i bilen, og jeg måtte ikke komme med. Jeg sagde, han ikke skulle gøre det, men han sagde, det er fint nok, bror, jeg har styr på det og er tilbage om lidt. Men han kom ikke tilbage, og jeg kan ikke få fat i ham.”  
Mig: “Fuck, hvad skulle de snakke om?”  
Amir: “Jeg ved det ikke. Han ville ikke sige det.”  
Mig: “Jeg har Alis storebrors nummer. Han hedder Mohammed. Jeg sender det om lidt.”  
Amir: “Tak bror, pas på dig selv. De er ude efter dig.”  
Mig: “Tak og i lige måde, bror.”  
Amir: “Inshallah.”

Jeg sad og tænkte lidt over det, Amir havde fortalt bagefter, og så ringede jeg selv til Mohammed.  
Mohammed: “Hvem er det?”  
Mig: “Hej Mohammed, det er Daniel.”  
Mohammed: “Hvad vil du?”  
Jeg fortalte, hvad jeg havde hørt fra Amir, og at jeg også var bekymret.  
Mohammed: “Ali er i live, men han er på hospitalet.”  
Mig: “Hvorfor?”  
Mohammed: “På grund af dig, din svans.”  
Mig: “På grund af mig?”  
Mohammed: “Ja, på grund af dig. Han mødtes med Omar og dem for at snakke om dit problem. De kørte ham langt ud på Asnæs, ødelagde hans ben og lod ham ligge. Han blev fundet i morges af en hundelufter.”  
Mig: “Nej, det vidste jeg ikke, han havde gjort. Bliver han okay?”  
Mohammed: “Du skal ikke tænke på ham. Jeg kommer og henter hans ting hos dig, og hvis du nogensinde snakker til ham igen, så får jeg dig nakket.”  
Mig: “Okay, ring når du vil hente dem.”  
Mohammed: “Farvel.”

Hvorfor var Ali taget derud? Vi var jo ikke venner mere. Og hvordan kunne det gå så galt?

John hentede mig den 23. juni og kørte med mig til samtale. De kendte hinanden godt og sad og hyggesnakkede lidt. John bad mig fortælle min livshistorie, og det gjorde jeg. Chefen for firmaet ville gerne hjælpe mig. Han tilbød mig et job og en arbejdsbolig, hvor jeg kunne bo sammen med de andre håndværkere. Jeg var helt overvældet og takkede straks ja. Jeg kunne starte og flytte ind fra den 1. juli.

Fra den dag var John ligesom en far for mig. Han havde vist mig mere på tre måneder, end nogen før havde gjort i hele mit liv. På vej hjem i bilen fortalte han, at selvom han ikke ville få penge for det mere, så ville han ikke slippe mig. Jeg var hans dreng, og jeg var god nok, som jeg var.

Nu skulle jeg bare hjem og pakke og finde et sted til alle mine ting. Jeg blev udskrevet fra stedet, jeg boede, og jeg fandt et opbevaringssted til Møblerne var pakket, og der var kun syv dage tilbage, før jeg skulle væk herfra. WOW, det var jo ingenting. Få dage inden jeg tog af sted, ringede Ali. Han ville hente sine ting og havde nogle af mine med. Han fortalte, at hans bror ikke ville gøre mig noget, at han bare holdt i bilen på den anden side af gaden. Jeg sagde okay, og lidt efter kom Ali haltende med krykker, blodsprængte øjne og et hævet ansigt. Jeg gav ham hans ting, og han gav mig mine.

"Det er din skyld," sagde han.  
"Hvordan kan det være det? Vi har jo ikke talt sammen i lang tid," svarede jeg.  
"Bare vent og se," sagde han.

Jeg fik ondt af ham.  
"Jeg håber, du får et godt liv," sagde jeg og lukkede døren.

Der gik et par dage, og så var det tid. Den 30. juni sagde jeg farvel til den fantastiske pædagog, der havde startet alt det her med John. Næste morgen vågnede jeg spændt og nervøs. 17 år gammel tog jeg afsted kl. 04.45 den 1. juli 2021. Med en taske på ryggen var jeg på vej ud i et nyt eventyr, uden forventninger og uden at vide præcis, hvad fremtiden bragte, men med håb, en ny far/John, og så var jeg clean.

‍

En ny vej

I dag har jeg det godt. Jeg har fået så meget mere, end jeg forventede, da lille 17-årige Daniel tog afsted med en taske på ryggen. Jeg har stadig mine søskende, John er stadig min rollemodel/papfar, og jeg har en ny familie, som jeg selv har sammensat. Jeg dyrker min yndlingssport, holder foredrag og har et arbejde, hvor jeg prøver at være andres John. Jeg er så heldig og privilegeret, at jeg i dag arbejder hos Udveje og har startet mine egne projekter for at hjælpe udsatte unge og kæmpe for en sag. Jeg er næsten færdig med min uddannelse som tømrer, og jeg er også mentor. Jeg har en masse fede samarbejdspartnere, som f.eks. Joannahuset, og jeg har en lejlighed på Østerbro. Jeg er så taknemlig for det liv, jeg har, og de gaver, jeg får oppefra. Det er alt sammen takket være dem, at jeg er clean, og at jeg mødte John. Hvem havde dog troet, at den dreng, der sad på toilettet for fem år siden og tog stoffer, ville være den samme mand, der stod på Christiansborg fem år senere med ministre og prøvede at hjælpe med at få det stoppet og løfte en sag?

Hænderne du bruger til at putte mig  
Hænderne du bruger til at gestikulere søde ord  
Hænderne du bruger, når vi leger udenfor  
Hænderne du bruger, når du følger mig over vejen  
De hænder du viser verden udadtil  
Er ikke de samme hænder, du bruger hjemme  
Hjemme er dine hænder knyttede  
Hjemme gestikulerer dine hænder manipulerende ord  
Hjemme fortæller dine hænder om egne traumer og svigt  
Hænder fortæller meget  
Hænder fortæller mere, end vi tror  
Hænder fortæller det hele  
Helt uden ord

‍

URO‍

Den kommer  
Når jeg ligger ned  
Når jeg prøver at slappe af  
Den kommer snigende  
Som et rovdyr, der ligger på lur  
Klar til at overmande mig  
Hurtig hjertebanken og ubehag  
Min krop har kun lært  
At være på vagt  
Ro er uvant  
Ro er farligt  
Jeg prøver at berolige min krop  
Det virker nogle gange  
Men ikke altid  
Det er så svært at finde ro  
Når alt jeg har kendt til  
Er kaos  
Når alt jeg har lært at trives i  
Er kaos  ‍

‍

BARNET‍

Du ser barnet  
Som løber på væggene  
Men ser du barnet  
Som kravler langs panelerne?  
Ser du barnet  
Som altid smiler og er stille  
Fordi alt skal se perfekt ud?  
Ser du barnet  
Som ikke tør sige sin mening  
Fordi det hjemme betyder tæsk?  
Ser du barnet  
Som har svært ved at få venner  
Fordi det ikke må have nogen på besøg?  
Ser du barnet  
Som altid laver sine lektier  
Fordi det er bange for, hvad der sker, hvis det ikke adlyder?  
Ser du barnet  
Som farer sammen ved den mindste lyd  
Fordi det altid er på vagt?  
Ser du barnet  
Som så ofte bliver overset  
Det barn  
Som desperat har brug for at blive set  
Hørt  
Hjulpet  
Ser du barnet?  
Ser du mig?

‍

DU HAR GJORT DET FØR ‍

Bruger dine næver  
Som dit talerør  
Det’ ikke noget nyt  
Du har gjort det før  
Kaster med tallerkner  
Smækker med en dør  
Det’ ikke noget nyt  
Du har gjort det før  
Flår mig hen ad gulvet  
Der’ intet jeg tør  
Det’ ikke noget nyt  
Du har gjort det før  
Mit liv i dine hænder  
Min dag du afgør  
Det’ ikke noget nyt  
Du har gjort det før

‍

HVORDAN FØLES DET?‍

Hvordan føles det  
At være bekymringsfri?  
Hvordan føles det  
At være sorgløs?  
Hvordan føles det  
At få sine behov opfyldt?  
Hvordan føles det  
At blive set og hørt?  
Hvordan føles det  
At føle sig elsket og beskyttet?  
Hvordan føles det  
At sove trygt om natten?  
Hvordan føles det  
At blive hjulpet?  
Hvordan føles det  
At være lykkelig?  
Hvordan føles det  
At være barn?  

‍

DET ENESTE‍

Det eneste stabile  
Var ustabiliteten  
Det eneste forudsigelige  
Var uforudsigeligheden  
Det eneste trygge  
Var utrygheden  
Det eneste acceptable  
Var det uacceptable  
Det eneste tilregnelige  
Var det utilregnelige  
Det eneste holdbare  
Var det uholdbare  
Det eneste sikre  
Var det usikre  
Det eneste normale var vold,  
Alkohol, skrig og råb efter hjælp  
Det eneste normale  
Var alt det unormale

‍

BARE ÉN  ‍

Et nyt liv  
Uskyldigt  
Sårbart  
Formeligt  
Født med muligheder  
Drømme og potentiale  
Men så kom  
Vold  
Alkohol  
Utryghed  
Og terror  
Et liv  
Født til rædsel  
Utryghed og overlevelse  
Et liv  
Der aldrig fik en chance  
For at udfolde sig  
Et liv  
Som falmede  
Før det fik farve  
Bare én  
Kunne have gjort en verden til forskel  
Den ene fandtes ikke  

‍

BARNDOMSLÆRE ‍

Mine fødder lærte  
At liste  
Min tunge lærte  
At tie  
Mine øjne lærte  
At undvige  
Mine ører lærte  
At vokse sig til antenner  
Mine hænder lærte  
At knytte sig  
Mine lunger lærte  
At holde vejret  
Min krop lærte  
At overleve  
Men den lærte aldrig  
At leve

‍

PLADS‍

Hører du alt det  
jeg ikke siger?  
Ser du alt det  
jeg ikke viser?  
Jeg ved ikke hvordan  
jeg skal begå mig  
i denne nye verden  
uden kaos  
uden råb og skrig  
uden vold  
uden frygt og flugt  
jeg føler mig fremmed  
som fra en anden planet  
alt her er omvendt af  
alt jeg har kendt til  
nu er der ikke altid konflikter  
som skal løses  
hver dag er ikke en kamp for overlevelse  
nu er der plads til mig  
hvis bare jeg havde lært  
at fylde  

‍

TRE KÆRLIGE ORD‍

Jeg prøver at lukke dig ind  
jeg gør mit bedste  
for at stole på dig  
men det er svært  
svært fordi  
du er kommet tæt på mig  
du kender mig bedre end de fleste  
du har fået en plads i mit hjerte  
det gør mig sårbar  
min krop er på vagt  
paradoksalt er det  
i mine tætteste relationer  
jeg kan føle mig mest utryg  
med de mennesker jeg er tættest med  
dem som vil mig det bedste  
og elsker mig mest  
jeg er blevet såret dybt  
svigtet fatalt  
råbt af og taget fat i  
af en der også sagde ordene: jeg elsker dig  
så min krop kan stadig blive i tvivl om  
hvad tre så kærlige ord  
egentlig betyder

‍

Jeg ligger på badeværelsets kolde flisegulv og kigger gennem den lille sprække mellem gulvet og døren. Jeg får øjenkontakt med min storebror gennem sprækken, og min lille syvårige krop stivner. Jeg ser politimandens knæ på storebrors nakke, der holder ham nede mod gulvet som et dyr. Min ældste storebror Y og min mellemste bror H havde ofte store konflikter med hinanden. Voldsomme slåskampe, men aldrig før som denne gang. Denne gang var det som om T klikkede og mistede kontrollen over sig selv.

I min familie var familiemønstret sådan her: Min far var øverst, så kom min mellemste bror H, og min bror Y kom efter ham. Mig og min mor var under dem, mens min ældste bror T var helt i bunden, for alle vidste, at han var psykisk syg. Men denne gang var det som om T klikkede og mistede kontrollen. Alle i familien var hjemme den dag, og stemningen var urolig. Spændingen var til at tage og føle på. Begge mine brødre havde haft en dårlig dag.

Inden frokost sad jeg og så tv på den hårde sofa, mens lugten af alle krydderierne i køkkenet spredte sig som en røgsky i hjemmet. Min mellemste bror H var i gang med at fortælle mine forældre om sin dag, mens min ældste bror T også var i køkkenet. Jeg kunne mærke, hvor irritabel T var, og jeg kunne høre hans tunge vejrtrækning, selvom jeg sad i et andet rum.

Min mellemste bror H gik ud af køkkenet for at ryge en smøg, og pludselig blev der stille i rummet. Så hørte jeg knivskuffen i køkkenet blive flået op. Jeg så min ældste bror T løbe ud efter H, hørte min mor skrige og min far, der råbte: STOP! Jeg gik ud for at se, hvad der skete. Min far og mor prøvede at lægge sig imellem mine brødre.

Mens slåskampen foregik i gangen, stod jeg i hjørnet og kiggede på. Jeg så, da to politibetjente efter nogle minutter brød ind i lejligheden og holdt min ældste bror T nede på gulvet. En hånd skubbede mig ind på toilettet, og det var der, jeg lagde mig på gulvet. Jeg kiggede under døren ud til gangen og ind i min brors øjne. Mens politibetjentens knæ var på hans nakke, fik min bror og jeg øjenkontakt med hinanden. Frygten stak som tusinde nåle i min barnekrop.

Efter politiet havde taget min bror med, kom jeg ud. Det første jeg så, var min mor og naboerne, der holdt om hende, mens hun græd. Traumet, der har sat sig i mig fra den dag, var ikke kun, det jeg oplevede. Det var også, at ingen snakkede med mig om det. Jeg var syv år, da jeg så min storebror blive slæbt væk af politiet, men ingen snakkede med mig om det. Ingen spurgte: “Er du ok?” eller “Hvordan har du det?”

‍

BAMSEBJØRN, BAMSEPIGE OG ISBJØRN

I mange år havde jeg Bamsebjørn, Bamsepige og Isbjørn. Jeg havde haft Bamsebjørn og Bamsepige lige så længe, jeg kunne huske. Som om de var med mig inde i min mors mave, at de bare kom ud sammen med mig. Isbjørn fik jeg, da jeg gik i 2. klasse. Jeg havde et sammenstød med en anden dreng, brækkede min næse og skulle opereres. På hospitalet var jeg bange for at få bedøvelse og falde i søvn, så jeg løb ind på toilettet og gemte mig. Jeg nægtede at komme ud, selvom alle de voksne sagde, at jeg skulle. En sygeplejerske på børneafdelingen fik en idé. Hun hentede en bamse til mig, bankede på døren til toilettet og fortalte, at hvis jeg kom ud, så kunne jeg få lov til at få bamsen, der hed Teo, med ind til operationen. Det virkede. Jeg kom ud, og hun gav mig bamsen. Det var en hvid isbjørn, så jeg forstod ikke hvorfor, den hed Teo. Jeg valgte at kalde ham Isbjørn i stedet. Isbjørn kom med til operationen, hvor jeg på magisk vis følte mig tryg og rolig.

Isbjørn var meget blød på kroppen. Hans poter var hårde, og havde en form for sand i sig, som gjorde, at når jeg krammede Isbjørn, føltes det som om, han også krammede mig. Isbjørn blev en del af min familie, og hver nat sov jeg med Bamsebjørn, Bamsepige og Isbjørn ved min side. Jeg sov ikke kun med bamserne, jeg klemte dem også, når tingene derhjemme blev for meget. Hvis jeg blev bange, hvis jeg havde et skænderi med min familie. Bamserne var der for mig gennem mange svære perioder. “Hvad er der galt med dig?” spurgte Y. “Hvorfor er du så barnlig og bøsset?” spurgte H. Jeg var 14 år gammel, og min familie forstod ikke, hvorfor jeg ikke voksede ud af mit forhold til mine bamser. Min familie forlangte, at jeg skaffede mig af med bamserne. Som om bamserne var skrald. Men for mig var Bamsebjørn, Bamsepige og Isbjørn mere end stof med fyld i. Jeg nægtede at smide dem ud. Men en dag var bamserne væk. Jeg kom hjem fra skole og åbnede skabet, hvor Bamsebjørn, Bamsepige og Isbjørn normalt sad, men de var der ikke. Min familie havde smidt Bamsebjørn, Bamsepige og Isbjørn ud, mens jeg var i skole.

Jeg havde virkelig svært ved at sove efter det. Den første nat var megethård. Jeg tog min dyne op og krammede den sammen, så den mindedeom bamserne, men det virkede ikke. Det beskyttede mig ikke fra frygten,når jeg mærkede frygten glide ned ad min ryg som isterninger. Det togmig lang tid at lære at falde i søvn igen. Det var som om min familie havdeflået et stykke af mit hjerte væk, mens jeg havde kigget den anden vej.

‍

HVORFOR TROR I ALDRIG PÅ MIG?

Fra 1. til 4. klasse gik jeg og min yngste storebror Y på samme skole. Jeg var en stille dreng, der havde svært ved at få venner, og jeg blev mobbet meget af pigerne på skolen. De drillede mig, fordi jeg var stille og sensitiv, og nogle gange løb de efter mig og slog.

Mine klassekammerater spurgte, hvorfor min bror Y ikke hjalp mig, hvorfor jeg ikke sagde noget til ham. Men min bror var altid på deres side og lyttede til dem, uanset hvad. I hans øjne var jeg forkert, fordi dem, der mobbede mig, var piger, og piger kan ikke gøre noget forkert. Når jeg havde et problem med pigerne, sagde de det til min bror, og min bror slog mig foran alle på skolen. Han sagde det ovenikøbet også til min far, så min far også kunne straffe mig, når jeg kom hjem.

Der var særligt én ting, min bror gjorde, som jeg aldrig vil tilgive ham. Jeg gik i 3. klasse og var på vej ned til pause med min ven. Vi gik ned ad trappen, da jeg så min bror Y lege med en pige fra min parallelklasse. De var midt i en venskabelig brydekamp, og alle kiggede på og grinte. “Du er heldig,” hviskede min ven i mit øre, “Det må være sjovt at lege med din bror hver dag.” Jeg følte mig ikke spor heldig, tværtimod. Jeg lavede aldrig noget med min bror. Jeg havde aldrig set ham lege med en anden person på den måde. Aldrig set ham grine og hygge sig på den måde.

Af en eller anden grund gav det mig energi og lyst til at være med. Jeg løb ned for at være med til brydningen, men min bror stoppede mig. Han skubbede mig væk og sagde: “Fuck af, jeg gider ikke lege med dig!” Så sagde pigen også: “Ja, Amir, gå væk, vi gider ikke lege med dig.” Bagefter sagde hun til min bror, at hans lillebror er så irriterende. “Han driller altid os piger.” Så nikkede min bror langsomt og sagde: “Virkelig.” Han kiggede på mig og tilføjede på arabisk: “Bare vent til vi kommer hjem.” Jeg kan huske, hvordan frygten fik hele min krop til at ryste. Nu vidste jeg, hvad der skulle ske, når jeg kom hjem. Jeg vidste, at min far ville blive rasende på mig.

Så på vejen hjem lavede min bror en aftale med mig. Hvis jeg gjorde, hvad han sagde, ville han ikke sige noget til min far. Sådan kørte det i en lang periode. “Luk døren, eller jeg siger til far, hvad du gjorde.” “Gå ned og køb det her, eller jeg siger til far, hvad du gjorde.” Det blev ved, indtil en skole-hjem-samtale, hvor min lærer roste mig og fortalte mine forældre, hvor god jeg var, og at jeg altid opførte mig pænt.

Min mor sagde, at min bror Y havde nævnt, at jeg drillede pigerne. Min lærer svarede, at det var omvendt, at pigerne drillede alle, og at jeg var en sød, stille dreng. Jeg kan huske, hvordan jeg vendte mit hoved mod min far, for jeg ville gerne se på ham. Jeg ville gerne have, at han fik skyldfølelse. Men der skete intet. Min far kiggede mig ikke i øjnene. Hele vejen hjem var han stille. Alle de slag, alle de gange han havde behandlet mig uretfærdigt, og jeg fik ikke engang en undskyldning.

Han sagde aldrig noget til mig om det. Min mor sagde til gengæld, at hun vidste, at jeg var en god dreng, men ikke mere end det. Ikke “Undskyld”, ikke “Jeg er ked af det, der er sket”. Min storebror fik skæld ud af min mor, da han kom hjem, men ikke nogen slag, som straffen ellers normalt ville være. Det var som om, at hvis min far straffede min bror, ville det samtidig være en indrømmelse af, at han selv havde taget fejl.

Men det værste var, at min bror foretrak at lege og hænge ud med andre børn frem for sin egen bror, og at min familie og mine forældre ville tro på andre menneskers børn frem for deres eget. Det er et af de største omsorgssvigt, jeg har oplevet.

‍

BESKEDEN

Da Lukas fik denne besked fra sin mor, forstod jeg, at min familie ikke var som andres: Jeg havde været sammen med mine venner, og min ven Lukas var kommet sent hjem. Så sent, at hans forældre ventede på ham, sure og bekymrede, og Lukas kom op at skændes med sin mor. Hun råbte ad ham, og det endte med, at Lukas gik ind på sit værelse og smækkede med døren.

Næste morgen mødtes vi alle sammen for at tage ud igen, og Lukas forklarede os, hvad der var sket derhjemme mellem ham og hans mor. Han fortalte, at han bare var gået om morgenen uden at sige noget til hende overhovedet.

Vi tog ned til Bryggen, som vi plejede. Vi sad nede ved vandet og hørte musik og drak i hemmelighed. Fx. Red Bull og vodka. Og mens vi sad i bussen på vej hjem, fik Lukas beskeden fra sin mor, som han læste op for os alle. Jeg kan huske, hvordan alle bare sagde: ”Nurh, ej, sådan er min mor også.” Som om det var genkendeligt for dem.

For mig var det fremmed. Jeg kunne slet ikke genkende det, og jeg kan huske, hvordan jeg bare forstenede i det minut. Jeg var ved at græde, for jeg følte mig snydt og anderledes. Hvorfor kunne jeg ikke have det sådan? Hvorfor blev jeg ikke behandlet sådan her?

For første gang i mit liv følte jeg, at jeg gik glip af noget. Jeg ville ønske, mere end noget andet, at jeg havde det på samme måde som dem. I min familie blev der aldrig brugt ordet undskyld, sendt hjerter i SMSer, eller andre ord der anerkendte, at de også tog ansvar. Det var altid mig, der var skyld i problemerne.

Jeg havde troet, at alle familier var ligesom min, men efter den ene besked fra Lukas’ mor forstod jeg, at min familie havde et problem.

‍

FØRSTE FORSØG

Jeg begyndte at lægge mærke til, at min familie var meget anderledes og gjorde oprør. Jeg stillede spørgsmål ved alt, alt fra opdragelse til kultur. Så meget, at jeg blev det sorte får i familien. Jo mere jeg gjorde oprør, jo værre blev vores relation. Jeg skændtes med dem alle næsten dagligt, og det gjorde, at jeg blev stresset og syg.

Under corona begyndte jeg at få krampeanfald, og jeg blev diagnosticeret med epilepsi. I begyndelsen kom anfaldene sjældent, men de blev værre med tiden, og jo værre problemerne i familien var, jo oftere kom de. Efterhånden fik jeg epileptiske anfald flere gange om ugen. Jeg blev hele tiden indlagt på hospitalet, og fordi jeg var under 18, skulle min far eller bror altid overnatte med mig. Det gjorde, at jeg mere og mere blev et problem for dem.

På et tidspunkt tog min læge kontakt til min familie. Hun fortalte, at mine anfald var blevet værre, men i stedet for at spørge mig, om jeg var okay, begyndte min familie at få det hele til at handle om dem: Hvordan de havde det, hvorfor de var bange og bekymrede, ikke hvorfor jeg havde det dårligt eller var bange. Det hele handlede om dem. De begyndte også at søge flere informationer om min sygdom gennem konspirationsteorier.

Min familie besluttede, at jeg skulle være hjemme hver dag klokken 18, at jeg skulle aflevere min telefon klokken 20, og at jeg skulle bære en Apple Tracker på mig, så de altid kunne finde mig, uanset hvor jeg var. Det var deres måde “at passe på mig”: De brugte min sygdom til at tage kontrol over mit liv. Problemerne voksede, men jeg var vant til, at vi som familie altid fejede alt under gulvtæppet og glemte, at vi faktisk havde problemer. Jeg blev mere og mere vred, vreden voksede i mig som aldrig før. Jeg glemte til sidst, hvordan det var at have kontrol over sin egen krop og sit eget sind. Det var som om, noget andet tog over mig.

En nat stak jeg af hjemmefra. Jeg løb ned i gården og gemte mig bag en busk. Jeg havde kun en meget tynd T-shirt og joggingbukser på. Kort tid efter blev politiet tilkaldt af min familie. Mine brødre og deres venner gik rundt og ledte efter mig. Jeg kunne høre dem råbe mit navn, mens politihundene gøede. Jeg valgte at gå ud af busken. Min far fik øje på mig, løb hen til mig og krammede mig. Og så fik jeg et epileptisk anfald.

De bar mig op i lejligheden og lagde mig på sofaen i stuen. Hele min familie og naboerne gik ud i gangen og snakkede. Jeg så min chance og løb ud på balkonen. Jeg forsøgte at samle mod til at springe ud, men så opdagede min mor, at jeg ikke var på sofaen. Hun løb hurtigt ud på balkonen og tog hårdt fat i mig. Jeg prøvede at vikle mig ud af hendes greb.

Politiet stod på fortovet og så, hvad jeg var i gang med. En eller anden pegede på mig og råbte op, alle hundene begyndte at gø, og betjentene skyndte sig op i lejligheden for at hjælpe. Efter det fik jeg et endnu værre epileptisk anfald. Jeg vågnede på psykiatrisk afdelings akutmodtagelse uden 100% at kunne huske, hvad der var sket. Det var ikke mine forældre, der gennemgik, hvad der var sket sammen med mig, det var psykiateren.

Jeg var på hospitalet i en uge sammen med min far. Da jeg kom hjem, talte vi aldrig om det igen. Vi fejede det under tæppet, som vi plejede. Min familie ønskede ikke at tale om det og syntes heller ikke, at jeg skulle have ambulant behandling fra psykiatrien. Jeg skulle dog stadig derhen til ambulant behandling, men mine forældre var ikke glade for det. De sagde, at jeg skulle sige til psykiateren, at jeg ikke ønskede at begå selvmord, og at jeg havde det meget bedre.

Jeg skulle ikke fortælle, hvordan jeg faktisk havde det, og det fortalte jeg heller ikke til mine forældre. Det ville ikke nytte noget.

‍

DJINN UDDRIVELSE I ISTANBUL

Jeg var stadig rebelsk og syg, både fysisk og psykisk. Ifølge min familie opførte jeg mig “forkert” og var ude af kontrol. Mine forældre lagde to og to sammen og kom frem til, at jeg var besat. Derfor skulle vi en tur til Istanbul på ferie. Jeg troede, at mine forældre mente, at en rejse til udlandet ville være en positiv ting for vores familie. Jeg anede ikke, hvad der ventede mig i Istanbul.

Solen skinnede, da vi ankom til Istanbuls lufthavn en mandag morgen. Det var så varmt, at det føltes som om solen brændte gennem min hud og helt ind til mine knogler. Jeg var fuld af begejstring og kunne ikke vente på, at ferien skulle starte. Min far og bror fandt hurtigt en taxa ved den travle lufthavn. Chaufføren fandt ud af, at vi ikke talte tyrkisk, men snakkede alligevel løs hele den halvanden time, vi sad i hans bil fra lufthavnen til hotellet.

Han råbte ad trafikken, og jeg vidste på grund af hans tone og gestik, at det var bandeord, selv om jeg ikke forstod dem. Jeg kiggede på min mor, som var meget mere stille end normalt. Jeg kunne mærke, at hun var utilpas. Inden i mit hoved spurgte jeg hende: “Hvad er der galt?” Men ordene kom ikke ud af min mund. Min mor kiggede på mig og smilede sit smukke smil, men det var som om hendes smil fortalte mig, at jeg skulle forberede mig på noget stort.

Hun trak sin bedekæde frem; en kæde med en masse brune træperler, som var helt blankslidte, og i toppen af kæden var der en slidt tot. Hun har haft den så længe, jeg kan huske. Det er som om man kan se hele min mors livshistorie, bare ved at kigge på den bedekæde. Jeg spurgte altid min mor, hvorfor hun ikke fik en ny, når den var så gammel og slidt, men hun ville aldrig skifte den ud, for den betød rigtig meget for hende. Hun sad ofte med den og brugte den til at bede. Det gav hende en form for ro at nævne Guds ord, skabte en slags boble rundt om hende.

Jeg lagde mit hoved i min mors skød, mens hun hviskede Guds ord. Det gav også mig en form for ro, og det bandt mig og min mor sammen. Sådan gjorde vi tit: Jeg lænede mig op ad min mor, mens hun brugte sin bedekæde.

Vi ankom til en skummel sidegade med noget, der skulle forestille at være et hotel. Jeg trådte ud af bilen, og inden jeg nåede at sige noget, afbrød min mor mig og sagde, at vi ikke skulle tilbringe tid i hotellet, men skulle ud og opleve Istanbul.

Jeg bar min kuffert ind i en slidt lobby, hvor lysene knap nok virkede. I skranken sad en ung gut ved en gammel computer, ved siden af ham stod en slikskål med bolcher, der virkede ældre end mig. Min mor og jeg ventede ude ved siden af, mens min bror og far tog sig af tjek ind.

De første dage i Istanbul var fine nok. Vi besøgte et museum og en kæmpe basar, hvor der var en masse forskellige eksotiske frugter og krydderier. Vi bad i de forskellige moskeer, som Tyrkiet er kendt for, og besøgte min mors onkel og hans familie for at lære dem bedre at kende.

Men så besluttede mine forældre at tage mig til en syrisk læge, som var meget kendt i Tyrkiet. Den syriske læges kontor lå i indre by, hvor han havde mange kunder. Ventetiden føltes som en evighed. Endelig kom vi ind til denne mand, som antog, at han vidste mere end de danske læger og var uenig i næsten alt, hvad de danske læger havde sagt. Alligevel kunne han ikke 100% sige, hvad der var galt med mig.

Det, han foreslog, var ikke noget fremmed for mig: Mine forældre skulle tage mig til en imam, der kunne læse koranen for mig. Den syriske læge snakkede med mine forældre bagefter, mens de bad mig om at vente udenfor. De bad mig altid om at forlade rummet, så de kunne snakke i fred om mig. Da de kom ud, sagde de, at vi skulle snakke med en imam. Jeg tænkte ikke noget forkert om det, for det havde jeg prøvet før.

En nat, da vi var på vej hjem til hotellet efter en lang dag, faldt jeg om og krampede midt ude på gaden. Min bror, min far og min grandfætter bar mig op til hotellet, hvor kramperne stoppede, men alligevel holdt min bror og fætter fast i mig. For første gang fik jeg et nyt slags anfald, som jeg senere har fundet ud af var et PTSD-anfald.

Jeg råbte og skreg, mens de holdt mig nede. Jeg var ikke helt vågen, men alligevel tilstede. Jeg kunne mærke, at de holdt mine hænder nede, og de trak nåle frem fra min mors tørklæde, som de stak mig med i alle fingrene for at presse det beskidte blod ud af mig. Jeg opdagede også, at der var en anden mand i rummet. Jeg ved ikke, hvem han var, men han læste koranen for mig og vaskede mit hoved med vand. Det er det sidste, jeg kan huske, før jeg forsvandt fuldstændig.

Jeg vågnede næste dag med bid i tungen. Min krop rystede, og jeg kiggede hen på min bror, der sov i den anden seng. Frygten flød i min krop som smeltet is. Jeg var så bange. Jeg sagde ikke meget, før vi kom hjem igen til København et par dage efter.

‍

ANDET FORSØG

Jeg blev mere og mere rebelsk. Jeg kom i flere konflikter med mine

brødre, og det endte med at gå virkelig galt. Jeg havde et skænderi med en pige i skolen, som hed Alberte. Hun kaldte mig fucking bøsse, og det triggede noget i mig, for inderst inde vidste jeg godt, at hun havde ret: At jeg var homoseksuel. Men mine forældre måtte ikke opdage det, og derfor var den side af mig skjult. Det var også den side af mig, jeg selv afskyede allermest. Jeg blev så vred, at jeg spyttede på hende. Vi kom i en kæmpe konflikt hvor skolelederen blev indblandet og mine forældre blev indkaldt til et møde på skolen, hvor mine brødre deltog som tolke. Min familie tog den fremmede piges side. Uden at stille spørgsmål tog de et andet barns parti, i stedet for at lytte til deres eget barn, deres kød og blod. Da vi kom hjem, blev min familie rasende, mest min far. Han råbte ad mig og svinede mig til, tog hårdt fat i min arm og skubbede mig ind på mit værelse. Først blev jeg virkelig ked af det, og så kom vreden boblende op i mig. Jeg ville ønske, han var død, tænkte jeg. Jeg ville ønske, de alle var døde. Jeg gik ned på knæ og bad til min Gud, at han ville skaffe sig af med min familie. Det var ikke første, gang jeg gjorde det. Jeg har bedt den bøn siden jeg var 10 år gammel. Først var det kun min far, fordi han slog mig. Men mit had voksede til hele min familie, og jeg begyndte at ønske døden for dem allesammen.

‍Min bror kom ind på værelset senere den aften og sagde “Nu glemmer vi alle sammen, hvad der skete i dag. Også det du gjorde med hende pigen.Vi er din familie, og vi holder sammen med dig, selvom vi ved, det er dig, der er forkert på den. Vi ved at du startede problemet.” Jeg blev så sur, fordi det ikke var sådan, det var. Jeg råbte: ”Det var ikke MIG, der startede. Hvordan kan det være, at I siger, at I er på min side, men I vælger at tro på en fremmed pige i stedet for jeres bror og søn.” Min bror Y lagde låg på: ”Jaja, så siger vi det.” Jeg lukkede ikke et øje den nat. Jeg var træt af det hele, jeg følte mig snydt, og det var som om, jeg sad fast. Ville nogen nogensinde forstå min vrede? Jeg blev mere og mere rasende. Til sidst fik jeg nok. Jeg løb ud i køkkenet, hvor jeg åbnede det kolde køleskab, hvor min fars hjertepiller lå. Jeg tog en pakke piller og en sprøjte stesolid, så jeg ikke ville kunne føle noget, mens jeg døde. Adrenalinen pumpede i min krop. Jeg gik ind på toilettet, slugte min fars piller og sprøjtede stesoliden ind i min mund lige bagefter. Jeg lagde mig på det kolde gulv. Tårerne trillede og kildede på min kind. Det tog tid før bedøvelsen satte ind. Mine øjne var lukkede, men jeg hørte min brors og mine forældres stemmer. Min bror råbte: “Hvad har han dog gjort, hvorfor har han gjort det her?” Både min far og mor svarede: “Fordi han er en idiot”.

‍

VALGET

Jeg kom hjem fra skole, og tog mit Burger King-tøj på, men inden jeg kunne tage på arbejde hos Burger King i Field’s, havde jeg brug for hjælp til noget på min telefon. “Kan du hjælpe mig med det her?” spurgte jeg min bror Y. Han sukkede dybt: “Er du dum? Er du idiot? Det er ikke sådan, man gør! Hvorfor kan du ikke finde ud af sådan nogle ting?” Han skældte mig ud og svinede mig til. Til sidst var jeg bare sådan: “Jamen så gider jeg da ikke at have din hjælp.” “Så fuck af, din bøsse.” Jeg blev rigtig vred, og jeg slog ham. Og så slog han mig, og vi kom op at slås.

På det tidspunkt var det kun mig, ham og min far, som var hjemme. Min far løb ind på værelset for at se, hvad der skete, og uden at sige noget, uden at kommentere på noget, slog han mig. “Du ved ikke engang, hvad der er sket, du har ikke engang hørt min del af historien. Du slår mig bare.” “Han er din storebror, han er ældre end dig, så uanset hvad han gør, skal du respektere ham.” “Men det er jo ham!” “Ja, men han er din storebror.” Jeg havde aldrig nogensinde turdet stå op imod min far. Jeg havde aldrig turdet hæve stemmen, for jeg har altid været bange for ham. Men for første gang i mit liv slog jeg ham. Med knyttet næve. Lige i ansigtet. Min far kiggede på mig. Jeg kan stadig huske hans øjne. Han var sådan: Det har jeg ikke prøvet før. Det har I ikke gjort før. Det er altid omvendt: Jeg slår, og så er det stop. Jeg kan stadig huske, at han var sådan helt: Hvad fanden? Og min storebror var også sådan: WTF? Det blev en slåskamp, hvor det var dem mod mig. De slog ud efter mig, jeg slog efter dem. Der var kaos. Jeg kastede ting efter dem, jeg blev selv kastet fra rum til rum, jeg slog ud efter dem, jeg ødelagde døre, jeg slog på alt, jeg blev helt skør. Jeg kunne slet ikke genkende mig selv, jeg mistede helt kontrollen. Så tog jeg min telefon og oplader og stak af hjemmefra.

Jeg ringede til min mor, mens jeg løb mod Field’s, for jeg skulle stadig på arbejde. Jeg tudbrølede og sagde: “Jeg kan ikke vende tilbage. Jeg gider ikke at være her mere. Jeg hader min familie, jeg hader dem alle sammen. Jeg vil aldrig nogensinde tilbage, mor, please, tving mig ikke til at komme tilbage.” “Hvad er der sket, slog de dig?”

“Ja, de slog mig. De slog mig begge to, de var begge to imod mig. Vi kom op og slås.”  
“Der er ikke nogen, der skal slå min søn. Der er ikke nogen, der skal røre dig. Jeg er din mor, og jeg skal nok beskytte dig. Bare please kom hjem igen, de skal ikke slå dig.”  
Jeg tænkte: Sygt nok, hun er på min side, nu er hun sammen med mig, og jeg blev helt sådan… stolt af, at hun var det.  
Jeg fik ro i maven: Så længe hun stod ved min side, så turde jeg godt at komme hjem. Jeg tog på arbejde, men alligevel havde jeg det så dårligt, at jeg fortalte det til min veninde. Hun var 21 og boede alene. Jeg var 16 på det tidspunkt.  
Jeg forklarede hende, hvad der var sket, og hun sagde: “Du skal ikke tage hjem igen. Du kommer hjem til mig.”  
“Men min mor siger, hun er på min side!”  
“Jamen Amir, din mor er en kvinde. Hvad skal hun gøre? Hvad skal hun nogensinde kunne gøre for at stå ved din side?”  
Min veninde er kurder. Hun ved præcis, hvordan det er. Det var den eneste grund til, at jeg stolede på hende, og lyttede til hende.

‍
Da arbejdsdagen var slut, ringede jeg til min mor for at spørge, om hun havde fået snakket med dem.  
“Ja, jeg har snakket med dem. Men det er dig, der er forkert på den.”  
Jeg kunne høre min fars vejrtrækning i baggrunden.  
“Hvordan kan det være, at det er mig, der er forkert på den?”  
“Du skulle ikke have spillet smart over for din bror, du skal respektere din bror, og du skal respektere din far. Man slår ikke på sin far, man slår ikke på sin bror.”  
“Men har du ikke hørt, hvad jeg har forklaret dig om, hvad der skete?”  
“Kom hjem, så kan vi snakke om det.”  
“Nej, jeg gider ikke at komme hjem, nu har jeg fået nok, mor, jeg vil ikke at være her mere. Jeg hader den her familie, jeg hader dem allesammen.”  
“Nu har du et valg. Enten vælger du din mand, eller også vælger du din søn.”  
“Hvad mener du med at vælge min mand eller min søn?”  
Jeg kunne høre min fars vejrtrækning, og jeg tror, at min mor inderst inde ikke troede, at jeg turde stikke af fra hende, stikke af hjemmefra.  
“Så vælger jeg min mand.”  
“Så mister du din søn.”

‍

JOANNAHUSET

Efter jeg havde givet mine forældre valget, så jeg ingen anden mulighed end at flytte hjem hos min kollega. Mine forældre efterlyste mig hos politiet, og politiet fandt gennem mit arbejde hurtigt ud af, at jeg var hjemme hos min veninde. Jeg sagde til politiet: “I må ikke fortælle min familie, hvor jeg er på noget tidspunkt.” Jeg var virkelig bange, og jeg turde ikke komme hjem. Men politiet fortalte min familie, hvor jeg var, og en dag kom min bror H hen på mit arbejde.

Min bror og hans ven tog mig om bagved i et lagerrum. Min bror gik helt tæt på mit ansigt og sagde: “Jeg håber, du dør i morgen.” Han holdt mig op ad væggen, og jeg var virkelig bange. Helt oppe i mit ansigt sagde han: “Du er intet for mig, du er ikke min bror mere, jeg hader dig.” Jeg rystede, og jeg turde ikke at sige noget, jeg kunne ikke snakke. Han kastede en pose med mit tøj og min computer, som han havde haft med hjemmefra, og så gik han.

Jeg gik ud med mine ting i personalerummet på Burger King, og så snart jeg trådte om bagved, hvor ingen kunne se mig, tissede jeg i bukserne. Jeg tissede bare i bukserne, mens jeg stod og rystede. Mine kollegaer spurgte: “Hvad sker der?” Jeg fik nogle nye bukser på, jeg fik lov til at vaske mig lidt og så skulle jeg på arbejde, indtil der kom en anden, der kunne afløse mig.

Jeg skyndte mig hjem til min veninde efter arbejde, helt rystende og bange. Jeg havde det virkelig dårligt. Politiet havde fortalt min familie, hvor jeg var, selvom jeg havde stolet på, at de ikke ville.

Et par uger senere tog jeg til kommunen for at prøve at blive anbragt. Jeg havde en bisidder med fra Børns Vilkår, og jeg forklarede dem alt. At jeg var så bange: “Jeg tør ikke at være på Amager mere, jeg tør ikke engang at være på arbejde mere, jeg tør ikke noget som helst.”

Sagsbehandleren fortalte, at der ikke var noget at gøre. At der ikke var “anbringelsesgrundlag”. Hun sagde, at mine forældre havde fortalt, at de aldrig kunne finde på at gøre mig noget. Og det troede min sagsbehandler bare på. Det var som om, hun slet ikke ville have bare en lille smule forståelse overhovedet.

Jeg forklarede hende, at hvis jeg skulle hjem, ville jeg hellere dø. Hun skrev, at jeg truede med selvmord. Hun skrev sin helt egen version af min historie. Jeg talte med en fra den sociale døgnvagt, som sagde, at jeg enten kunne bo på gaden eller tage til Joannahuset. Jeg vidste ikke, hvad Joannahuset var på det tidspunkt, og anede ikke, at det ville ændre mit liv.

Joannahuset er et krisecenter for børn og unge. Jeg hørte ordet ”krisecenter” og forestillede mig en slags fængsel, men Joannahuset er et hyggeligt, Dejligt hjem med de mest forstående og mangfoldige mennesker, jeg nogensinde har mødt. Et sted, hvor man ikke bare skal passe sig selv. De ord fik jeg senere tatoveret på mit bryst, tæt på mit hjerte.

I Joannahuset mødte jeg mennesker, der kæmpede for mig. De hjalp mig med at komme på VIFO, som er et sted, man kan være, når kommunen træffer beslutninger om ens sag. Kommunen var ikke sikker på, at jeg skulle anbringes, men efter at Joannahuset gik ind i sagen, begyndte kommunen at lytte lidt til mig.

Joannahuset blev ved med at kæmpe for, at kommunen skulle lave en permanent anbringelse. Jeg fortalte kommunen, at min familie ikke måtte vide, hvor jeg var, for jeg vidste, at min familie ville opsøge mig, hvis de vidste det. Men kommunen videregav oplysninger til min familie, og kun et døgn efter jeg ankom på VIFO, blev jeg opdaget.

Jeg og de andre unge sad og hyggede, da en af pigernes brødre kom forbi og satte sig på en bænk udenfor. De måtte ikke komme ind, men de måtte godt være udenfor og sidde i gården. Jeg turde ikke gå ud, og jeg turde ikke at snakke med fremmede mennesker. Jeg ville allerhelst bare være indenfor og være alene.

Pigen kom hen til mig og sagde: “Please, mine brødre venter derude, vil du ikke komme ud og snakke med dem? Jeg har fortalt dem, hvor sjov du er, og hvor hyggelig du er at være sammen med. Vil du ikke please komme ud og snakke med dem?”  
“Nej, jeg har ikke lyst til at komme ud og snakke med dine brødre, for hvad hvis de kender mine brødre?”  
“Nej nej, det gør de ikke!”, sagde hun, og vi blev ved med at diskutere, og jeg sagde: “Jeg har ikke lyst, jeg har ikke lyst.” Og så siger hun: “Please, mine brødre er fra Odense, de kender ikke dine brødre. Jeg lover, de ikke kender dine brødre. De er meget danske i det. De går med dansk tøj, de er nogle rigtig fine drenge, jeg ved, at de ikke kender dine brødre.”

Hun blev bare ved og ved. Til sidst sagde jeg: “Okay, fint nok.” Jeg gik udenfor, og satte mig med dem. De er slet ikke danske i det, deres tøj er slet ikke dansk, og de ser virkelig bekendte ud. Det stikker i mig, og jeg spørger, hvor de arbejder. “Hos en frisør.”

Jeg spørger, hvilken frisør, og så siger de navnet på den frisør, min brors ven ejer. Det er min brors rigtig gode ven, og min bror plejer altid at hænge ud i den frisør, så jeg ved, at han 100% kender mine brødre.

“Jeg skal lige hente et glas vand,” sagde jeg og rejste mig. Den ene af brødrene tog fat i min hånd. “Slap af, vi vil bare gerne snakke med dig.” Jeg trak hånden til mig, og løb. De gik efter mig, men pædagogerne stoppede dem: “I må ikke gå herind.”

Jeg løb op på mit værelse og pakkede alle mine ting i to store IKEA-poser, mens jeg græd og var virkelig bange. En pædagog spurgte, hvad der skete, og jeg forklarede hende det hele. Jeg fortalte hende, at jeg var bange, virkelig bange. “Jeg er nødt til at komme væk herfra.” Hun fortalte, at der var en bagdør. “Følger du mig ned? Altså følger du mig hen til Joannahuset?” “Nej, det gør jeg ikke. Jeg skal ikke sætte min egen sikkerhed på spil. Det har jeg ikke lyst til.” Klokken var lort om natten. “Men hvad med mig?” Enten kunne jeg vælge at være her, eller også måtte jeg gå ud ad bagdøren. Alene. Jeg gik ud gennem bagdøren. Mit tøj faldt ud, mens jeg løb og græd, hunderæd. Jeg løb og løb og løb hele vejen til Joannahuset, hvor jeg ringede på deres dør og råbte: “Please, hjælp mig!”

Døren åbnede, og jeg løb op ad trappen. Alting væltede. Mit tøj væltede ud af poserne, jeg væltede ned ad trappen. Jeg græd, og jeg rystede, og jeg vidste ikke engang, hvad jeg skulle sige. Jeg var så bange. Jeg faldt ind i en af de ansattes arme, og lå bare på gulvet, mens hun holdt om mig, og jeg tror vi lå der i 10 minutter. Hun hjalp mig op, og vi samlede mit tøj sammen.

Efter det var Joannahuset sådan: “Du skal ikke være hos VIFO mere,” og så tilbragte jeg en hel måned i Joannahuset. Det var mit midlertidige hjem, og i løbet af den måned var jeg: Bange. Glad. Tryg. Utryg. Joannahuset tog fat i en organisation, der hedder Red Safehouse, hvorfra der kom en kvinde, som snakkede med mig for at lave noget, der hedder en risikovurdering. Det er en vurdering til kommunen af, hvor meget en person er i fare. Kommunen mente ikke min risikovurdering var grund til at sende mig på Safehouse, de ville ikke betale for det.

Joannahuset skrev mindst fire underretninger om, hvor bekymrede de var, og hvad der var sket. Selv VIFO skrev en underretning til kommunen. Alligevel anbragte kommunen mig på et almindeligt opholdssted, der ikke var sikret, og hvor jeg ikke kunne være i skjul. Det var i København, det var ikke så langt væk fra min familie. Hvis de ville, havde de fundet mig. Hvis de ville, var de taget hen til mig.

Jeg fik at vide, at jeg ikke skulle forlade stedet den første uge. Jeg skulle bare blive indenfor på opholdsstedet. Jeg var så bange. Der følte jeg mig rigtig svigtet af systemet. Kommunen ville ikke sætte mig på et safehouse, eller i det mindste anbringe mig et sted, hvor mine forældre ikke vidste, hvor jeg var. Fint nok, sæt mig ikke i et safehouse, men sæt mig i det mindste et sted, hvor min familie ikke ved, hvor det er. Hvis det ikke var for Joannahuset, så var jeg aldrig blevet anbragt. Jeg var aldrig kommet ud af min familie og den onde cirkel af problemer.

I dag, med en masse støtte, har jeg samlet min egen nye familie, som består af mennesker, der holder af mig. Mennesker, som jeg har valgt. Jeg bor i min egen lejlighed, jeg har et arbejde, og jeg drømmer om selv at hjælpe udsatte unge og ændre systemet positivt.

Uddrag fra børnefaglig undersøgelse, jf. serviceloven § 50, Hvidovre Kommune, 2018:

Anonym beskriver, at det er svært for hende at være hjemme: “Jeg bryder mig ikke om det.”

HAHAHAHA ja, sådan kan man vel også formulere det. Det er ikke sådan at være en people pleaser, der bliver udsat for vold. ‍

‍

LILLE DISCLAIMER  ‍

I mine tekster kommer jeg ikke til at kalde ham min far. Og det er simpelthen fordi, jeg har fyret ham. Der er ingen større kunstnerisk eller dyb filosofisk bagtanke, han er bare ikke min far. Så nemt og kompliceret er det. Så medmindre jeg citerer dialog, vi har haft, da jeg var barn, så er han bare ham eller han.

‍

HEJ!  ‍

Mit navn er åbenbart Anonym. Der er nemlig besluttet, at det er det, jeg skal være. Det er vurderet af folk, der har bedre styr på den slags end mig. Det er for min sikkerheds skyld. Og det er da meget pænt af dem at tænke på den.

Der er altid en risiko ved at åbne munden. Selv har jeg altid talt meget, uden egentligt at sige noget. For det er ikke alle, der er lige begejstrede for, at man bruger sin stemme, især ikke hvis man siger tingene, som de er.

Jeg forstår godt vurderingen af sagen. Han er også typen, der kan finde på hvad som helst, og det kan jo være lige spændende nok at have med sådan en fætter at gøre.

Hvordan ville han hævne sig? Han har altid truet med at begå selvmord. Men det har jeg nu aldrig rigtig troet på, at han ville gøre. Så ville det i hvert fald kun være for at kunne give mig skylden i et aaaalt for langt afskedsbrev.

Men jeg har tit tænkt på, om han kunne finde på at slå andre ihjel, hvis han blev presset nok. Måske mine søskende som en form for hævn mod mig? Det finder vi under alle omstændigheder nok ikke ud af lige foreløbigt, da jeg jo skal være anonym – måske er det også fint nok.

De fagfolk, der er tilknyttet projektet her, siger, at han kan lægge sag an mod mig for ærekrænkelse. Men hvis det er krænkende, at jeg fortæller, hvad der er sket, er det så virkelig mig, der er krænkeren? Hvis sandheden er krænkende, skulle han så ikke bare have opført sig ordentligt?

Jeg tror, det ville have været godt for mig at hedde noget andet end Anonym. Hvis jeg skrev mit eget navn, ville det virke som en underskrift under historien her. Jeg ville være nødt til at se i øjnene, at den er min og ikke naboens. Jeg ville gerne gøre det, for sandhedens skyld. For sandheden som koncept.

Og for oplevelsen af at sige sandheden. At få en stemme. For én gangs skyld. Ikke at skulle dække over nogen eller skjule noget. Ikke behøve at pakke sandheden ind i lyserødt gavepapir for at få den til at se flot ud. Bare servere den. Grim som den er.

Nå, men nu er jeg jo så anonym i min egen historie. Er det så overhovedet min? Er det nogens? Ingen vil kendes ved den. Ikke engang mig selv. Det er da lidt et svigt.

‍

MÆLKEBØTTEBARN

Kære mælkebøttebarn  
Dit u-elskelige lille skarn  
Dommen var nådesløs og resolut  
Fra før du blev født, var du dømt til at være ukrudt  
Og ja, verdens dom den er hård  
Men nogen skal jo have de dårlige vækstvilkår  
Alt det ukrudtsspray og de giftige ord  
Den nærværsløse og næringsløse jord  

Under asfalten var du indespærret  
Der hvor mørket er så tungt, man ik ka få vejret  
Der hvor kroppen ikke længere ved hvad der er sundt  
Hvor volden næsten ikke længere gør ondt  

Men selvom du ikke anerkendes som blomst  
Så må man da sige du har en stædig fremkomst  
For trods du ikke havde noget sted at slå rødder  
Vandrede du beslutsomt afsted på dine små fødder  

Men forstår du det ikke mælkebøtte, drop din tro!  
Det er lige meget hvad du gør for at spire og gro  
Selv hvis det skulle lykkes dig at nå lyset og overfladen  
Er du stadig bare en rod fra forstaden  

For du smitter af med gule plamager, hvis man står for tæt  
Du vil aldrig passe ind i en interflora buket  
Du har intet at bidrage med til et hold  
De vil kun se din forslåede gule knold  

Du er dømt! Alt du gør er forkert  
Enten for aggressiv, for meget, eller for lidt, og for genert  
Hammeren banker dig i hovedet og dommen er sagt  
Så fat det dog, alt er tabt!  

Du får aldrig betalt den bøde  
Så her er den fremtid du går i møde:  
Du kommer aldrig til at gennemføre en uddannelse  
du bliver psykisk syg og indlagt  
du kommer ikke til at kunne passe et almindeligt arbejde  
du bliver ulykkeligt gift til dine dages ende  
med en voldelig psykopat  
du får børn tæsk og kontanthjælp  
du bliver isoleret og ensom  
du skal give dine børn alt det du lovede dig selv  
du aldrig ville give videre  
og alt det du flygtede fra skal blive din virkelighed igen  

Det er en ubetinget straf, den endelige dom  
Den kan hverken ankes eller laves om  
Det er den dom du er blevet givet  
Mælkebøttebarn, du har ikke ret til at springe ud i livet.

‍

JEG ER RASENDE!!!!!!!!!!

JEG ER RASENDE PÅ FOLK, DER BRUGER ORDET MÆLKEBØTTEBARN. DET GIVER MIG LYST TIL AT KASTE OP I TYKKE STRÅLER. DET SKRIGER BARE MOTIVATIONAL SPEECH OG LAMME CITATPLAKATER.

JEG ER RASENDE PÅ IDÉEN OM, AT NOGLE BØRN SKULLE VÆRE SÆRLIGT MODSTANDSDYGTIGE OVER FOR VOLD, MISBRUG OG SVIGT. SOM OM DET IKKE VAR RESULTATET AF REN OVERLEVELSE, MEN EN SÆRLIG EVNE OG GAVE.

JEG ER RASENDE PÅ FOLK, DER MED HOVEDET LIDT PÅ SKRÅ, KLAPPER AF OS MÆLKEBØTTEBØRN. HVOR FUCK VAR OPBAKNINGEN, DA VI STADIG VAR UNDER ASFALTEN?

JEG ER RASENDE PÅ FOLK, DER BARE SPARKER TIL VORES HOVEDER, NÅR DE GÅR FORBI.

JEG ER RASENDE PÅ DE HYKLERE DER, TALER VORES SAG OG SIGER AT DER DA SELVFØLGELIG SKAL VÆRE PLADS TIL MÆLKEBØTTEBØRN, MEN SOM ALDRIG KUNNE DRØMME OM AT GIVE OS LOV TIL AT VÆRE I DERES BAGHAVE.

JEG ER RASENDE OVER, AT JEG FOR EVIGT ER DØMT TIL AT VÆRE UKRUDT.

JEG ER RASENDE OVER DE MANGLENDE FORVENTNINGER.

JEG ER RASENDE OVER, AT INGEN FORVENTER AF MIG, AT JEG KAN PASSE ET ARBEJDE, KOMME TIL TIDEN, ELLER AT JEG HAR NOGET, DER MINDER OM SOCIALE KOMPETENCER.

JEG ER RASENDE OVER, AT DET IK’ BLIVER FORVENTET AF MIG, AT JEG, SOM DET VOKSNE MENNESKE, JEG ER, KAN TAGE IMOD KONSTRUKTIV KRITIK AF MINE TEKSTER TIL DENNE HER BOG.

JEG ER RASENDE OVER DEN LARMENDE STILHED!

JEG ER RASENDE OVER, AT DET ER MIT ANSVAR AT SØRGE FOR, AT FOLK IKKE BLIVER UTILPAS OVER MIN HISTORIE.

JEG ER RASENDE PÅ ALLE DE VOKSNE, DER SÅ DET SKE, MEN IKKE GJORDE NOGET.

JEG ER RASENDE OVER, AT MINE GAMLE SKOLELÆRERE ALDRIG SPURGTE IND TIL VOLDEN. DORTHE, ANDERS OG HENRIK SÅ SÆT JER DOG NED OG HØR EFTER, OG TAG SÅ DE FUCKING AIRPODS UD AF ØRERNE!

JEG ER RASENDE OVER, AT FOLK ALTID KÆFTER OP OM TING, DE IKKE ANER EN SKID OM.

JEG ER RASENDE OVER DE TYPER, DER GUILT TRIPPER SOM SINDSSYGE. SOM SIGER MINE FORÆLDRE DA MÅ SAVNE MIG, OG AT DET DA ER SYND FOR DEM?!

JEG ER RASENDE OVER, AT MØDE MENNESKER, DER SIGER: ”EJ, DET ER DA EN MEGET VOLDSOM BESLUTNING AT TAGE, IKKE AT HAVE KONTAKT TIL SINE FORÆLDRE.” NÅ OKAY, JEG SKAL BARE LIGE VÆRE MED HER… SÅ DU TROR, DET ER EN UNDERLIG FORM FOR TEENAGEOPRØR?! AT DET LIGE VAR NOGET, JEG VURDEREDE OVER EN SKÅL HAVREGRYN I MORGES??

JEG ER RASENDE PÅ FOLK, DER IKKE TROR, JEG HAR TÆNKT OVER KONSEKVENSERNE AF MINE VALG. DET ER SGU DA MIG, DER LEVER MED DEM!

JEG ER RASENDE OVER, AT DE ANTAGER, JEG IKKE VED, HVAD DET KOSTER. ER DU KLAR OVER, JEG MÅTTE FORLADE MIN LILLEBROR?! ER DU KLAR OVER, HAN BLEV INDLAGT PÅ DEN LUKKEDE AFDELING, FORDI HAN BLEV SÅ VOLDSOMT SELVSKADENDE?

AT DET ALDRIG VILLE VÆRE SKET, HVIS IKKE JEG VAR TAGET AFSTED. JEG ER RASENDE OVER FOR EVIGT AT SKULLE KONFRONTERES MED, AT FOLK SER PÅ MIG, SOM VAR JEG DEN LILLE PIGE MED SVOVLSTIKKERNE, NÅR DE SPØRGER MIG, HVOR JEG SKAL HOLDE JUL I ÅR.

JEG ER RASENDE PÅ FOLK, DER SIGER, AT ALLE FORÆLDRE ALTID ELSKER DERES BØRN. HOLD NU KÆFT ALTSÅ!! TRO MIG, ET BARN BEHØVER IKKE HØRE MANGE GANGE, AT DET IKKE ER ELSKET, FØR DEN ER FESET IND, OKAY! DU BEHØVER SGU DA IK TRÆDE I DET.

JEG ER RASENDE PÅ SOCIALRÅDGIVER LISA.

JEG ER RASENDE, FORDI HUN FÅR DÅRLIG LØN FOR HENDES ENDNU DÅRLIGERE INDSATS PÅ HENDES FRYGTELIGE ARBEJDSPLADS.

JEG ER RASENDE OVER, AT MIN SOCIALRÅDGIVER GAV MIG ET FUCKING NETVÆRKSKORT, HVOR JEG PÅ EN SKALA SKULLE PLACERE MIN RELATION TIL MINE FORÆLDRE. ER DIT SPØRGSMÅL SERIØST? HVOR JEG VIL PLACERE MIN RELATION TIL DEN VOLDELIGE PSYKOPAT, DER HAR TERRORISERET MIG HELE MIN BARNDOM? JEG SKAL ALTSÅ BRUGE FLERE YDERCIRKLER PÅ NETVÆRKSKORTET END I PERIFERIEN!

JEG ER RASENDE OVER, AT MIN SOCIALRÅDGIVER RÅBTE AF MIG OG PRØVEDE AT TRUE MIG TIL AT TAGE HEN TIL MINE FORÆLDRE, DA JEG SOM TEENAGER STOD HJEMLØS I EN SOMMERFERIE. JEG VAR IDIOTEN, DER ÅBENBART GJORDE HENDES JOB BESVÆRLIGT, FORDI JEG NÆGTEDE AT TAGE HJEM OG FÅ TÆSK.

JEG ER RASENDE PÅ ALLE, DER ARBEJDER HOS KOMMUNEN - JA ALLE!

JEG ER RASENDE PÅ DEM FRA FAMILIERÅDGIVNINGEN, DER ROSTE MIG FOR MIN VELTALENHED, MEN SOM IKKE LYTTEDE, TIL HVAD JEG SAGDE.

JEG ER RASENDE OVER, AT JEG BLEV TALT TIL, SOM OM JEG VAR 4 ÅR GAMMEL. KÆRE LILLE SOCIALRÅDGIVER, KA DU SIGE SYSTEMSVIGT?? HVA? KA DU DET??!!! SY-STEM-SVIGT, KOM NU DET ER ALTSÅ IK SÅ SVÆRT:)

JEG ER RASENDE OVER, AT ANSVARET SIDDER SÅ LØST PÅ VOKSNE, AT DET BARE DUMPER NED I HOVEDET PÅ ALLE DE BØRN, DER ER OMKRING DEM.

JEG ER RASENDE OVER, AT DET ER MIG SOM UNGT MENNESKE, DER ER NØDT TIL AT LAVE UNDERRETNINGER, RINGE RUNDT TIL KOMMUNER OG SKAFFE BISIDDERE TIL DE BØRN OG TEENAGERE, JEG HAR MED AT GØRE, FORDI DE ER OMRINGET AF SVAGE, UGIDELIGE, OG ELENDIGE VOKSNE.

JEG ER RASENDE OVER, AT DE VOKSNE IKKE ER VILLIGE TIL AT GØRE NOGET SOM HELST FOR BØRN, HVIS DET KUNNE RISIKERE AT TAGE BARE LIDT AF DERES TID ELLER BEKVEMMELIGHED.

JEG ER RASENDE OVER, AT FOLK ALDRIG TALER OM ELEFANTEN I RUMMET. ISÆR NÅR RUMMET ER ET FUCKING PULTERKAMMER. SÅ ER DET ALTSÅ PRESSET AT INSISTERE PÅ AT HAVE EN ELEFANT DERINDE.

JEG ER RASENDE PÅ VOKSNE! JEG HADER DEM SOM KONCEPT.

JEG ER RASENDE OVER, AT DER IKKE ER KØREKORT TIL AT BLIVE FORÆLDRE. JEG SKULLE FANDME HA SYKØREKORT, DA JEG GIK I 2. KL., FØR JEG MÅTTE BETJENE SKOLENS SYMASKINE. MEN MAN KAN BARE FÅ BØRN, UDEN DER HØRER SÅ MEGET SOM EN BRUGSANVISNING MED? SYNES I SELV, DER ER BALANCE I DET???!!

JEG ER RASENDE OVER, AT NÅR JEG HAR HOLDT FOREDRAG UDE PÅ SKOLER MED BRYD TAVSHEDEN, OG JEG EFTERFØLGENDE HAR BØRN, DER KOMMER HEN TIL MIG, VISER MIG DERES BLÅ MÆRKER, OG FORTÆLLER MIG DE FÅR TÆSK DERHJEMME - SÅ KAN JEG IKKE LOVE DEM, AT DER ER NOGEN VOKSNE OMKRING DEM, ELLER I KOMMUNEN DER VIL HJÆLPE DEM.

JEG ER RASENDE, OVER AT JEG KAN LOVE DEM, AT DE SKAL SKIFTE SAGSBEHANDLER FEM GANGE, OG AT DE ALDRIG KOMMER TIL AT BLIVE LYTTET TIL ELLER TAGET ALVORLIGT.

JEG ER RASENDE OVER, AT VORES POLITIKERE HAR SÅ TRAVL MED AT FORTÆLLE OM, HVORDAN DE VIL HJÆLPE BØRN, AT DE ALDRIG NÅR DERTIL.

JEG ER RASENDE PÅ FOLK, DER LOVER TING, DE IKKE HOLDER.

MEST AF ALT ER JEG RASENDE OVER, AT DE VOKSNE, JEG HAR OMKRING MIG, FORTÆLLER MIG AT JEG KUN ER SÅDAN HER, FORDI JEG ER UNG. AT DET DA ER MEGET SØDT, AT JEG AGTER AT ÆNDRE VERDEN, MEN AT JEG JO NOK BLIVER KLOGERE MED TIDEN.

ALTSÅ UNDSKYLD MIG, MEN JEG HAR DA IKKE TÆNKT MIG AT BLIVE LIGEGLAD MED VERDEN OG HVORDAN MENNESKER BEHANDLER HINANDEN, BARE FORDI DET VIGTIGSTE I LIVET PLUDSELIG ER ET TILBUD PÅ EN AIRFRYER, ELLER DEN VARIABLE RENTE PÅ MIT REALKREDITLÅN.

ALTSÅ ÆRLIGT WTF?

‍

ANNEKSET

Jeg ligger i min køjeseng og ser op i loftspladerne. Hvide rektangler der ligger forskudt af hinanden. En lyd af forsigtige fodtrin ude i gangen. Jeg trækker dynen op over hovedet og ligger helt stille, imens jeg desperat prøver at forsvinde. Lyden af dørhåndtaget, der går ned, er øredøvende. “Kom med”, siger mor. Mine små bare fødder går ned af stigen. De træder ned i et par crocs, og jeg følger med udenfor. Der er mørkt. Jeg bliver ført hen over de revnede marmorfliser. Da hun åbner den forfaldende dør ud til værkstedet, krakelerer jeg. Falder fra hinanden, ryger af i store flager, med det yderste lag træ. Beskidt. Nedslidt. Hård at åbne. Den binder altid på de rustne hængsler, så man må hive af alle kræfter for at få den op og give den et ordentligt skulderskub, hvis man skal lukke den igen.

Vi træder ind i værkstedet. Det er koldt. Der er støv i næsen, luften og på alle overflader. Der er kun et gulligt lys derinde fra et aflangt lysstofrør i loftet. Det summer af elektricitet. I skæret fra lyset kan man se de store bunker. Bunker af skrald. Bunker af mislykkede projekter, slukkede drømme og en helt forskruet vurdering af egne evner. Alt det han aldrig påbegynder. Planen var vist at lave håndværk på håndværkertilbuddet. Men det forfaldne hus har ingen til at tage sig af det. Det mislykkede projekt er vores hjem. Bunkerne er blevet for store og uoverskuelige. Det er alt sammen hans. Lortet. Han fylder det hele med alt sit lort.

Mor siger, jeg skal gå ind ad døren til venstre, der åbner til annekset. Det er et meget højt trin. Så jeg må tage et stort skridt op til døren. Hvorfor skal trinnet være så stort? Men jeg tager mig sammen, holder vejret og træder over det. Der er så koldt derinde. Han er derinde. Fra gulv til loft er der rod og ting. Og midt i det sidder han og venter. Venter på mig. Han sidder i en gammel læderlænestol. En standerlampe står tændt ved siden af lænestolen. Det ser helt malplaceret ud, der midt i al rodet.

Jeg får besked på at sætte mig ned. Jeg ser på mine hænder. Han siger jeg skal se på ham. Jeg har ikke lyst. For han er grim. Men jeg løfter blikket og ser på ham. Hans ansigt trækker sig sammen i en mærkelig grimasse. Hans øjne fyldes af tørre tårer. Han bliver helt rød i ansigtet. Det er grimt. Han er grim.

HAM: Jeg er så ked af det. Jeg er bare sådan en frygtelig far, får han sagt, kun afbrudt af lidt hulken.

HAM: Mit liv er så forfærdeligt! Jeg er bare så dårlig en far.

Han græder, han hulker og hyler.

Den rygrad jeg havde fundet, da jeg lå rystende af raseri i min seng for fem minutter siden, har jeg vist glemt derinde på børneværelset. Jeg havde den i hvert fald ikke med mig her i det kolde anneks. Jeg havde ellers lige forberedt mig. Jeg var klar. Jeg var så klar til at råbe tilbage. Til at råbe på retfærdighed. Jeg havde gået det igennem i mit hoved tusind gange for at være sikker på, at jeg fik sagt det hele. Jeg havde hvisket det ud i mørket på mit værelse.

Jeg hviskede:

Jeg hader dig!

Jeg tilgiver dig aldrig! Du må ikke sparke!

Du er jo syg i hovedet! Hvorfor sparkede du mig ned af trappen?**

Jeg havde intet gjort!

Du er verdens dårligste far!

Du lovede du ville holde op!

Jeg hader den her familie!

Jeg ville ønske du var død!

Du ødelagde mit legetøj!

MIG: Nej, du er ikke en dårlig far, du er en god far.

HAM: Det er min lorte PTSD, der gør det. Det er den! Jeg ville ønske jeg aldrig var blevet syg.

MIG: Det er ikke din skyld, jeg ved godt du kan ikke gøre for det.

HAM: Jeg har det så dårligt. Jeg er så syg, så syg.

MIG: Det er jeg ked af, Det er ikke din skyld.

HAM: Jeg bliver bare så vred, jeg kan ikke styre det.

MIG: Det ved jeg godt, det gør ikke noget.

HAM: Kan du tilgive mig?

MIG: Jaja, det okay. Du skal ikke græde mere far – ikke mere far.

‍

HÆVNEN ER SØD - MEN DET ER JEG IKKE

Jeg er ni år og forestiller mig, at du sidder der. Eller nej, jeg planlægger det faktisk. Du sidder der, helt forsvarsløs i kørestolen. Jeg træder ind ad døren til plejehjemmet med en blomst. Det er den grimmeste, jeg kunne finde i Netto. Jeg smiler pænt til personalet og lader som om, at jeg er kommet for at besøge dig.

Jeg går ned ad den tomme gang hen til din dør. Jeg lukker den op. Du vender dig om. Dit gamle, furede ansigt med alle de grimme linjer, der afslører alle dine synder, ser forvirret op på mig. Jeg smiler. Et stort smil, som ikke når op til øjnene, men helt ned i knoerne.

Du vil se bange ud. Du skal se bange ud. Være bange for mig. Være bange for, hvad jeg kan finde på at gøre. Være bange for, om jeg nu vil lade retfærdigheden ske fyldest.

Jeg ser for mig, hvordan jeg går hen til den kørestol, du sidder i, helt hjælpeløs. Jeg tager dig i kraven og kaster dig ned på gulvet, som du har gjort det mod mig. Først mærker jeg modstanden i min hånd. Det er så uvant. Men jeg vil slå dig. For det har jeg lovet mig selv. Ikke med flad hånd. Men med en knytnæve. Lige i ansigtet. I sekundet jeg rammer dit ansigt, mærker jeg tilfredsstillelsen. Jeg mærker den lille pige inde i mig. Den spinkle pige med en lang hestehale i nakken og en fodboldhue trukket godt ned over ørerne. Jeg mærker hende rejse sig fra gulvet i mit indre. Nu er det ikke længere hende, der ligger der. Nu er hun den stærke. Hun fryder sig.

Jeg giver dig et knytnæveslag i solar plexus, du gisper efter vejret. Du er så svag, når du ligger der. Så svag og forsvarsløs. Du kan intet gøre. Jeg tager fat i resterne af dit grå hår. Jeg river det ud af dit hoved. Jeg ser dit ansigt fortrække sig i stor smerte og afmægtig vrede. For hvert slag finder min sjæl mere ro. For hvert slag husker jeg dem, du gav mig. Jeg husker alle de gange, jeg prøvede at slå fra mig.

Alle de gange, du tog fat i min arm og vred den rundt. Alle de gange du holdt mig fast eller tog mig i kraven og smadrede mig ind i væggen. Alle de gange, hvor jeg intet kunne gøre. Alle de gange jeg gav op. Alle de gange jeg svigtede mig selv og lod dig vinde. Alle de gange jeg tog mine hænder op for ansigtet og knugede mig sammen. Alle de gange jeg gemte mig i køkkenskabet nede i kælderen.

Forløsningen er stor. Nu er rollerne byttet om. Og jeg spørger dig, hvordan det føles. Hvordan er det? Hvordan er det at være den der ligger på gulvet? Den der ikke kan gøre fra eller til? Jeg råber ikke. Jeg hvisker. Som du hviskede dengang i mit øre, da jeg lå og skulle sove. Jeg bruger min stemme til at sige dine ord: “Det hele er din skyld. Du har ødelagt familien.”

‍

SPØRGSMÅL TIL MOR

Er det rigtigt? Er det virkelig sandt?  
Moster sagde, at din opførsel undrede hende,  
fordi du faktisk virkede glad nok for mig,  
da jeg blev født.  
Er det rigtigt? Er det virkelig sandt?  
Hvis du engang har holdt af mig,  
altså bare en lille smule...  
Hvornår stoppede du?  
Hvornår var første gang, du så på dit barn uden at føle noget?  
Hvor lang tid efter fødslen var det?  
Var det timer, dage, måske endda hele år?  
Måske du har set på mig,  
eller bare tænkt en flygtig tanke om mig,  
som var uden ligegyldighed.  
Men jeg kan ærligt hverken genkende  
eller erindre det.  
Jeg ser det grå ansigt med de døde øjne  
og det ligegyldige blik foran mig.  
Billedet sidder fast.  
Det er alt, jeg har. Så hvornår?  
Var der virkelig et tidspunkt, hvor du ikke var ligeglad?  
Med mig.

‍

TIL PSYKOLOG

"Anonym, du har helt ret, dine forældre har aldrig elsket dig. Dine forældre har aldrig elsket dig, for det har de simpelthen ikke været i stand til. Men det betyder ikke, at du ikke er værd at elske."

Ordene satte mig fri. Endelig at høre nogen sige sandheden. Et andet menneske, der bekræftede, at det jeg oplevede, ikke var kærlighed. I så mange år havde alle omkring mig insisteret på ideen om, at alle forældre elsker deres børn. Intentionerne har sikkert været gode, men konsekvenserne var fatale. For hvis det jeg oplevede, var hvad det vil sige at være elsket, så skal jeg altså bare ikke bede om det. Men nu var der jo en chance for, at kærligheden måske ikke var så slem? Måske døde man ikke af den? Måske var ideen om at være elsket og holdt af, ikke det værste jeg kunne forestille mig alligevel?

‍

KÆRE LILLE ANONYM

Jeg har fået en opgave af min psykolog: Jeg skal skrive et brev til dig.  
Jeg ser dig for mig. En lille pige på fem, der rystende bider i sin hånd for at dæmpe lyden af den ængstelige gråd.  
Jeg tror, ideen med denne opgave er, at jeg skal opdage, at jeg har omsorg for dig. For måske så at kunne få det for mig selv.  
Men barn, sandheden er, at jeg er ligeglad med dig. Undskyld. Du fortjener bedre. Men når jeg tænker på dig og ser dig ligge der, så mærker jeg ingenting. Intet. Ingen vrede. Ingen frustration. Ingen sorg. Ingen omsorg.  
Jeg ved præcis, hvad du har brug for, men jeg vil ikke give dig det. Det er jeg ked af.  
Det er nok ikke svaret, min psykolog håber på. Men det er sandt.  
Hvis du var en anden, ville jeg løbe hen til din seng og løfte dig op i min favn. Jeg ville vugge dig frem og tilbage, imens jeg blidt fortalte dig de ord, du altid har drømt om at høre. Jeg ville fortælle dig, at du ikke er alene. Jeg ville fortælle dig, at skylden ikke er din. Jeg ville love, at jeg ikke ville gå fra dig.  
Men det er noget andet med dig. Du ligger der. Helt stille. Opløst af tårer. Dine små oppustede, rødrandede blå øjne ser op på mig, tiggede om nåde og lidt omsorg. Jeg mærker intet.  
Du er så blåøjet. Og hvis der er en ting, du ikke fortjener at se, så er det mig.  
Hvis der er en ting, dine små ører ikke fortjener at høre, så er det flere løgne. For lille pige. Sandheden er, at jeg ikke ved, om du bliver okay. Jeg ved ikke, om det er sandt, at vi ikke er alene i verden. Jeg ved ikke, om du er værd at elske. Jeg ved ikke, om der er håb for din fremtid.  
Du har lidt nok. Du fortjener ikke smerten ved håbet. Håbet om at hvis du blot gør dig umage og prøver at blive bedre i morgen, så vil nogen måske holde af dig. Jeg kan ikke holde til håbet. Jeg er svag. Undskyld barn.

‍

MIN STØRSTE HEMMELIGHED

Jeg er ensom.

‍

PÅ FROST

Jeg har puttet mine bønner i fryseren.

Lagt dem på is.

Jeg tør ikke at bede dem.

Mine dybeste længsler er der aldrig nogen, der kommer til at høre.

Mindst af alle mig selv.

For bare tanken om at de skulle være mine, giver mig koldsved.

Så jeg vælger ikke at kendes ved dem.

Spærrer dem bare inde bagerst i fryseren.

Der hvor der aldrig er nogen, der kigger.

Jeg håber på at glemme dem, så de bliver for gamle.

Så de er helt uidentificerbare, hvis nogen en dag skulle komme og afrime

min fryser.

‍

BÆNKEVARMER

Misforstå mig ikke, jeg er uendeligt taknemmelig for, at jeg må sidde her i jeres sofa og se på.  
At få lov til at være tilskuer og heppe på jer er den største gave i mit liv.  
Det er min yndlingsting i hele verden, at se jer holde af hinanden.  
Men en gang imellem, så kommer jeg altså til at tænke på,  
hvordan det mon ville være at spille med.  
At være en del af et hold.  
Mangle, hvis man ikke er der.  
Jeg tør ikke spørge, om jeg må være med.  
For hvad nu hvis I siger nej?  
Og endnu værre - hvad hvis I siger ja?!  
Jeg har jo ikke engang styr på reglerne endnu.  
Jeg risikerer bare at ødelægge alt det gode, I har.  
Og I ser i øvrigt også ud til at klare den fint uden mig.  
Så jeg bliver bare siddende her på bænken.  

‍

HER I DIN SOFA.  

Du sagde: "Det her er kærlighed, så tag imod."  
Men du talte et sprog, jeg ikke forstod.  
Kan du ikke forstå det? Når du træder ind ad døren - så ser jeg dig gå.  
Hver gang du løfter byrden sammen med mig, føles den tungere, når du går.  
Jeg afskyr kram. De gør mig opmærksom på tomheden indeni. For i et øjeblik fyldte du den ud.  
Man kan ikke miste det, man ikke har.  
Jeg vil ikke have dig. Jeg mener det.  
Jeg kan ikke springe med dig ud i livet,  
for der var ingen faldskærm til mig. Og så er livet bare en stor maveplasker  
og brækkede ribben, der punkterer lungerne.  
Men tak for tanken.

‍

ALENE SAMMEN

I sidste uge sad jeg og hjalp en pige med at skaffe hende en bisidder fra Børns Vilkår. Hun ville gerne vise mig hendes værelse og et maleri, hun havde lavet. Så vi snakkede om, at jeg kunne komme forbi opholdsstedet, hvor hun bor, for at besøge hende. Hvorfor? sagde hun. Hvorfor vil du egentligt det? Du kender mig jo knap nok, så hvorfor vil du bruge tid på mig og endda besøge mig? Jeg så ind i hendes spejlblanke øjne og kunne ane mig selv derinde et sted. Fordi du er vigtig, sagde jeg. Fordi jeg ikke er ligeglad. Vi helede hinanden lidt den dag.

Jeg oplever ikke fysisk vold i min barndom. Men jeg oplever, at mine forældre hele tiden siger, at jeg skal være en anden. Deres ord og overvågning strammer sig om mig og sætter usynlige mærker dybt indeni mig. Dag efter dag sømmer de brædder på en kasse, de vil have, jeg skal være i. Regler, påbud, forbud. Hele tiden skal jeg ned i kassen. Men jeg kan ikke ånde dér. Jeg lærer at lyve, skjule mig, gemme mit rigtige jeg væk. For jeg kan ikke være i deres kasse. Jeg er nødt til at kunne ånde.

‍

DU MÅ IKKE LEGE MED PIGER

De første mange år af mit liv er det intet problem, at jeg løber fra den ene have til den anden og leger med to piger. Jeg vokser op på en villavej, hvor alle kender alle, og husene ligner hinanden, men dufter forskelligt. Nogle forældre laver meget mad, andre vælger de nemme løsninger. Pigerne og jeg er nærmest naboer og skiftes til at lege hos hinanden. Vi leger i det store birketræ og på trampolinen i min have, i udestuen og drivhuset hos min ene veninde, eller på gyngestativet hos min anden veninde. Vi bliver bedste venner.

Den første gang, jeg oplever, at det ikke er i orden, er den dag mine forældre siger nej, da jeg spørger, om jeg må smutte over til en af pigerne. Jeg forstår ikke svaret, for det er hverken sen aften eller tæt på spisetid. "Hvorfor?" spørger jeg. Deres svar runger stadig: "Du leger kun med tøser, du er altså en dreng." Som om det er logisk, at jeg skal lege med drenge. Jeg delte på ingen måde interesse med drenge. Jeg kunne lide film, Barbie-dukker og prinsesselege. Jeg var kreativ, og jeg elskede at tegne og male. De drenge, jeg kendte, kunne lide biler, spil og fodbold, og det syntes jeg ikke var spændende.

Jeg stopper langsomt med at lege med pigerne. Det tror mine forældre i al fald. De ser mig aldrig med mine veninder. Jeg bliver god til at lyve og gemme mig. Jeg starter et dobbeltliv. Når jeg er ude, er jeg mig selv med mine veninder, når jeg er hjemme, er jeg mor og fars gode dreng. På det her tidspunkt er jeg en meget ung teenager og bliver mere og mere afklaret med, hvem jeg er. Jeg ved, at jeg er nødt til at skjule, at jeg har veninder, og at jeg bliver forelsket i drenge, hvis jeg ikke skal lægges for had. Hvad gør en 13-årig uden et hjem og uden en familie? Jeg kan ikke klare mig mentalt eller økonomisk uden mit hjem og min familie.

‍

DU MÅ IKKE DANSE

Jeg begynder til hiphop på min skole. Næsten alle jeg kender, går til noget i deres fritid. Jeg er ikke typen til at stå på en fodboldbane. Men dans og musik? Ja tak! Jeg bliver hurtigt god til at danse. Jeg elsker det. Jeg tænker slet ikke over, hvor fysisk hårdt det er, og jeg har nemt ved at huske en hel koreografi.

En dag får vi at vide, at holdet snart skal til opvisning. Jeg er vildt spændt og glæder mig som en gal. Da jeg fortæller det til mine forældre, fornemmer jeg ikke samme level of excitement. De kigger på hinanden, siger ikke noget. Det er som om, der er ord, der brænder i dem. Jeg modtager deres ord lidt senere på SMS: “Du skal ikke gå til dans. Du er en dreng. Du må gerne gå til noget. Det kunne være håndbold eller fodbold?”

Mit hjerte synker. Jeg bliver virkelig ked af det, for jeg har glædet mig til at fortsætte på holdet og tage til opvisninger. Det må jeg glemme nu. Jeg må ikke være mig selv. Igen. Det gør også ondt, at min mor kender mig så lidt, at hun tror fodbold eller håndbold matcher mine interesser. Jeg stopper til dans og begynder ikke at gå til noget andet. Hvad er meningen med at gå til noget, man ikke synes er sjovt?

‍

DU MÅ IKKE TRO PÅ HVAD DU VIL

Jeg har nået den alder, hvor jeg skal lære at bede, læse de hellige skrifter og besøge Guds hus. Det er vigtigt for mine forældre, at jeg praktiserer vores religion. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at slippe. Jeg siger: “Jeg har det ikke så godt”, eller “Jeg har en avisrute, jeg skal gå.” Det bliver lagt på hylden, men desværre holder det ikke længe.

Mine forældre vil have, at jeg underkaster mig Guds vilje og tilbeder Gud ligesom mine søskende. Jeg kan ikke se meningen med at bede og læse de hellige skrifter. Jeg mærker tydeligt mine forældres tunge skuffelse, hvis jeg en dag ikke har udført mine bønner, eller hvis jeg ikke siger de rette remser under bønnen. Jeg er tvunget til at stræbe efter noget, jeg ikke tror på.

‍

DU MÅ IKKE KLÆDE DIG SOM DU VIL

Jeg bliver mere og mere udspekuleret, som årene går, for at finde sprækker i kassen. Små frirum, hvor jeg kan være mig selv. Jeg gemmer mindst 100 ting for mine forældre: make-up, udfordrende tøj, cigaretter og lightere. Jeg lever mere og mere et dobbeltliv.

Det bliver moderne at gå med skinny ripped jeans. Jeg må ikke selv bestemme, hvad for noget tøj, jeg har på, og jeg ved, at de her jeans ikke bliver godkendt af mine forældre. Jeg køber selv et par for de penge, jeg har tjent på mit arbejde i Netto. Jeg gemmer bukserne i min rygsæk og skifter mellem dem og mine andre bukser, når jeg er på vej afsted eller på vej hjem.

En dag er jeg alene hjemme og tænker, at jeg kan skifte nede i kælderen, inden mine forældre kommer hjem. Men så sker det, der ikke må ske. I samme øjeblik jeg er trukket i mine skinny ripped jeans og har lagt de andre bukser ned i rygsækken, træder min far ind ad døren. Han har en helt bestemt stiv måde at kigge på, når han er vred eller skuffet. Det er dét blik, der møder mig den dag i kælderen. Han er vred: “Tag bukserne af. Du skal ikke vise så meget hud.”

Jeg husker det samme stive blik fra da jeg var syv år gammel og legede med min mors sølvgrå velour-stiletter. Jeg tog dem på og gik rundt i huset. Hans blik fangede mig. Han snerrede sin skuffelse og vrede mod mig: “Du er simpelthen for tøset!”

Når jeg ser tilbage på episoden, kan jeg godt se, at han reagerede i afmagt. At det, han egentlig var bange for, var, at han ikke selv fremstod som den macho mand, han mener mænd skal være. Jeg var et barn, der legede. Men for ham var det alvor, at hans søn ikke var, som han gerne vil have, hans søn skulle være.

‍

DU MÅ IKKE SELV BESTEMME NOGET

I lang tid er det selvfølgeligt for mig, at det er mine forældre, der bestemmer alt. Hvem jeg hænger ud med, hvad jeg har på, om jeg er religiøs eller ej. Men efterhånden som jeg bliver ældre og får venner, der får lov til meget mere og ikke lever med en evig løftet pegefinger fra deres forældre, går det op for mig, at den måde, mine forældre behandler mig på, ikke er normal. Jeg fortæller sjældent andre, hvordan mine forældre behandler mig, hvordan de kontrollerer mig. Jeg gider ikke blive set anderledes på bare fordi, jeg ikke er lige så fri som mine venner. Jeg fortæller det kun til meget få, når jeg en sjælden gang imellem sniger mig med til fester. Og jeg fortæller det kun for at være sikker på, at mine venner ikke kommer til at røbe mig over for mine forældre. Når jeg fortæller mine venner, hvordan tingene hænger sammen hjemme hos mig, foreslår de, at jeg taler med mine forældre om det, eller spørger: Hvorfor gør du ikke bare, som du vil, og så må de forstå, at du er voksen og kan klare dig selv? Det er nemt at komme med gode råd, når man ikke selv står i samme situation og hver dag proppes i en kasse, der ikke kan passe.

‍

DU MÅ IKKE FESTE

Jeg bliver tit taget i mine løgne. Min mor er førtidspensionist og bruger meget af sin tid på at holde øje med mig, selv når jeg er ude. Da jeg arbejder i Netto, kommer hun flere gange om dagen. Hun kører rundt langs vores skraldeskur, hvor personalet står og ryger, og selvfølgelig opdager hun også mig med en smøg. Hun er over mig som en høg, og på den måde tager hun mig ofte i at lyve og stoler mindre og mindre på mig. Første gang min mor tager mig i at lyve, glemmer jeg aldrig. Jeg er 15 år, og en aften får jeg en besked på facebook fra en fyr, der går på en anden skole. Han er en af de populære drenge, alle kender ham. Det er første gang, jeg oplever, at en fyr er interesseret i mig. Han vil meget gerne ses og lære mig at kende. Vi hænger ud i flere dage og en dag spørger han, om jeg vil sove hos ham.

Jeg går i panik. Jeg har aldrig sovet ude hos nogen før, men utroligt nok siger min mor ja. På den længe ventede aften, sover vi i hans kælder. Det er en god aften. Nogle natklubber vil gerne lukke 16-årige ind, og derfor begynder mine veninder at gå i byen. Jeg bliver altid inviteret med, selvom jeg godt ved, jeg aldrig får lov til at komme hjem senere end kl. 23. For at prøve at være i byen hele natten med mine veninder, spørger jeg min mor, om jeg må sove hos fyren igen. Det må jeg gerne. Men jeg sover ikke hos fyren, jeg tager i byen med min veninde. Alt går fint, og vi hygger os. Dagen efter går jeg hjem med bare arme. ”Hvad er det for et lilla armbånd, du har på?” spørger min mor skarpt, da jeg træder ind ad døren. Busted. Det føles som et hjertestop. Armbåndet! Jeg har glemt at tage det armbånd af, som jeg fik på i byen aftenen før. Mine forældre bliver rasende. Efter episoden må jeg endnu mindre, og jeg bliver overvåget endnu mere.

‍

DU MÅ IKKE HAVE NOGET FOR DIG SELV

Jeg bliver også opdaget i at ryge. Jeg fortæller flere gange min mor, at jeg er holdt op, men det tror hun, af gode grunde, ikke på. En aften er jeg på vej i bad, og som altid har jeg nogle små ritualer, jeg gør inden jeg forlader mit værelse. Om jeg er væk i 5 minutter eller 12 timer, så gemmer jeg alle de ting, min mor ikke må finde: make-up, cigaretter, lightere, tøj. Denne gang har jeg heldigvis ingen cigaretter, men jeg har to lightere, som jeg gemmer i en taske, inden jeg går i bad. Da jeg træder ud af badet og ser på min telefon, har min mor sendt et billede af de to lightere.

Nu spoler jeg tiden frem til jeg er 19 år. Jeg har en kæreste, Mikkel. Han kender til min familiesituation og forstår, at vores forhold er nødt til at være hemmeligt. Mine forældre møder ham en dag, men de tror bare, vi er venner. Indtil det selvfølgelig går galt.

Det har lige været valentinsdag, og som den betænksomme fyr, Mikkel er, har han købt chokolade og en kæmpe bamse til mig. Jeg tager det med hjem, for der kan vel ikke være noget underligt i, at jeg har købt chokolade og en bamse til mig selv. Jeg gemmer det brev, der følger med, bagerst i mit skab. På brevet står der: Til Sami, glædelig valentinsdag, jeg elsker dig – Din Mikkel.

Mikkel og jeg tager en tur til Tyskland. På vejen hjem ringer min far til mig. ”Kom hjem, nu,” siger han køligt. Mikkel kører mig hjem, og så starter dramaet. Jeg bliver kaldt ind i stuen, hvor mine forældre sidder. Min far stirrer med sine kolde, intense øjne og spørger: ”Hvad er det, jeg har fundet i dit skab?”

Der er en rungen i mine ører. Jeg ved, at det hele er slut nu. Jeg kan ikke huske mere fra samtalen. Min far rejser sig, og min mor råber, at han ikke må slå mig. Jeg løber op på mit værelse, pakker så meget jeg kan. Jeg kan høre, min far kalder på min bror. Jeg kan høre min far råbe, at jeg er en dansk luder. Adrenalinen pumper, og jeg flygter ud af døren med mine ting og væk i bilen med Mikkel.

‍

DU SKAL VÆRE DEN, VI SIGER DU ER

Jeg er ikke selvstændig og stærk nok til at forlade min familie. Efter et par dage skriver jeg til min mor, at jeg vil hjem. Samme aften kommer hun og henter mig. Både angst og lettelse fylder min krop på vejen hjem. Jeg lægger hovedet på min mors skulder, mens hun kører. Det er en stille biltur, lige indtil vi er 10 minutter fra mit hjem. ”Hvad skal jeg skal gøre?” spørger jeg. Hun svarer: ”Du skal undskylde og ændre dig, så der ikke bliver mere drama.” Vi henter min far ved træningscentret, der ligger lidt væk, fra hvor vi bor. Vi taler ikke så meget, men jeg husker, at min far omfavner mig og siger, at det hele nok skal gå. Jeg bliver tilbudt alt, jeg overhovedet kan drømme om, og min far fortæller, at jeg er hans yndlingsbarn. Det er helt vildt. Jeg har aldrig følt mig som favoritten på nogen måde. Jeg må få det store værelse, et kæmpe TV, alt hvad jeg ønsker mig, men ikke det jeg ønsker mig mest: At være mig selv. De vil have, at jeg ændrer mig. Mine forældre tager mig med ud at købe nyt tøj, de synes jeg går for feminint klædt. Jeg får en masse tøj. Min far giver mig endda en jakke til 3000,- noget jeg ellers normalt aldrig ville få. For en stund er mit liv helt forandret: Jeg er gået fra Mikkel, går i noget andet tøj, bor på det største værelse i huset. Der går dog ikke længe, før følelsen af at være favoritten derhjemme forsvinder.

Sommeren 2021 ændrer mit liv totalt. Jeg arbejder en del, får en pæn løn og har også optjent feriepenge. Derfor tager jeg til København for at besøge min tante. Eller rettere sagt, min mors veninde, som vi kalder tante Erika. Tante Erika bor på Vestegnen, hun er humoristisk, frisindet og varmblodig. Hendes hjem er lyst, altid rent og ikke så meget som en sofapude ligger forkert. Det lyder måske som om, hun er en hystade, men hun er det rareste menneske. Jeg taler stadig med hende den dag i dag. Tante Erika har tre børn. Det er meningen, at jeg skal bo hos dem i en uge, men de har ikke plads, så jeg må finde andre steder at sove. Jeg ender både i Valby, på Nørrebro og sidste nat bliver på Amager. Den uge slår jeg mig ekstra meget løs. Da jeg ankommer til København, ligger jeg hårdt ud med at få lavet negle. Jeg tager i byen. Det er en vild følelse at træde ind på en bar, høre larmen fra alle de mennesker, der har gang i en god samtale og musikken, der overdøver mine tanker. Jeg er alene, for jeg kender jo ikke rigtig nogen her i København. Jeg møder to piger, der sidder ved et bord sammen. Jeg spørger, om jeg må sætte mig, og det må jeg heldigvis gerne. Vi snakker, lærer hinanden bedre at kende, og de to piger bliver mine faste fest veninder den her uge i København. De er begge adopteret fra Indien og har en enormt positiv energi, der smitter af på mig med det samme. Vi hygger hele aftenen, uheldigvis er det under Corona, så ved midnatstid må vi gå hvert til sit. Under hele turen forsøger min mor at overtale mig til at opsøge en imam i håb om, at jeg kan blive ”udredt” for min seksualitet. Jeg afviser det blankt. Seksualitet er aldrig et valg for nogen. Men min mor bliver kold og kontant. Hun insisterer på, at jeg skal danse efter hendes pibe.

‍

DU MÅ IKKE VÆRE DIG

Toget kører ind på stationen, jeg er hjemme i Jylland efter en lang og dejlig tur til København. Da jeg er hjemme, råber jeg hej og går op på mit værelse for at stille mine ting. Min mor kalder mig ned i stuen. Hun vil snakke med mig om min seksualitet og den livsstil, jeg vælger at leve. Min mor sidder i sofaen med armene over kors. Jeg husker ikke så meget af samtalen, men jeg husker, at jeg er meget upåvirket af situationen. Lige indtil hun siger, at hun synes, jeg skal smutte, før min far kommer hjem, og helvede bryder løs. Da hun siger det, skriger alt i min krop, at jeg skal pakke mine ting. Udadtil bevarer jeg roen og bliver stående. Min mor rejser sig, tager sit overtøj og går ud til bilen for at køre en tur.

Jeg løber op på mit værelse og ringer til min venindes mor, som jeg gennem flere år har kaldt min bonusmor. Jeg siger, at det er nu: ”Det er nu, jeg smutter hjemmefra, har I plads til mig?” Det har de. Jeg pakker så hurtigt, jeg kan. Jeg ringer også til min daværende kæreste, han bor helt oppe omkring Holstebro. Han siger, at selvfølgelig kommer han og henter mig. Det føles som om, det hele går stærkt, men i realiteten tager det nok tre timer. Det er blevet mørkt. Heldigvis er min far ikke kommet hjem endnu, men min mor kommer tilbage fra sin køretur.

Hun kigger køligt, men overrasket på mig, da hun træder ind på mit værelse og ser, at jeg har pakket mine ting. Hun sætter sig på min seng og rækker mig en rulle affaldssække, jeg kan bruge til at pakke mere ned. ”Husk at tage sengen med,” siger hun. Jeg kigger på hende som om, hun taler kinesisk.

Det flyver ud af mig: ”Undskyld mig, hvad? Sengen ejer jeg ikke, og hvordan i alverden skal jeg kunne flytte den?” Jeg er vred nu. ”Ja, det er sådan set ikke mit problem,” svarer min mor, ”værelset skal være helt tomt.” Min storebror kommer ud fra sit værelse, rasende. Han skælder mig ud og fortæller min mor om tatoveringer, jeg har, som hun ikke kender til. Jeg slæber sække med mine ting ned ad trappen og stiller dem ude foran huset. Min kæreste er kommet og fylder bilen. Min storebror løber ned ad trappen, tager fat i en af sækkene med mine ting og kaster den hårdt ned i jorden. Tingene vælter ud over det hele.

Jeg løber ned i kælderen, tager min cykel og smider nøglen til huset i postkassen. Jeg sidder i bilen ved siden af min kæreste. Min bror kaster et tændt cigaretskod på bilens forrude. Det er den sidste gang, jeg har set min familie.

‍

JEG ER MIG OG DU ER DIG

Det her var min historie om, hvordan jeg voksede op, blev undertrykt, følte mig anderledes, rykkede grænser, blev god til at diskutere og lyve. Men vigtigst af alt, hvordan jeg blev mig. Min historie er ikke noget, jeg dagligt reflekterer over; den er aldrig årsag til mine regnvejrsdage, men når jeg skriver den og læser den, kan det undre mig, at jeg stadig står her i dag. Jeg arbejder fuldtid og drømmer kun om at komme længere og længere frem og blive den bedste udgave af mig selv. Jeg drømmer om at blive den forælder, jeg ikke selv havde.

Hvis der sidder nogen derude, der er i samme båd, som jeg har været, håber jeg inderligt, at min historie kan give dem styrken og troen på dem selv om, at de nok skal klare den og komme ud på den anden side. For der er en anden side, og græsset er så meget grønnere. Hvis bare min historie kan hjælpe én person, så er jeg mere end tilfreds. Husk på, at jeg er mig, og du er dig. Det er der ingen, der skal ændre på.

Min mor hader at snakke om det, der skete med mig. “Det er for hårdt at huske tilbage på,” siger hun, som om hun var den, der gik igennem det. Jeg ville ønske, jeg også kunne pakke resterne af min barndom ned i papkasser i et aflåst rum, som hun har gjort. Men her i denne tekst pakker jeg noget af smulderet frem for dig.

‍

MAN BÆRER SIN FORTID MED SIG

Min mor og jeg har mange ting til fælles – vores talegaver f.eks. – men vi ligner ikke rigtigt hinanden. Jeg har kun arvet hendes store, mørke, grønne øjne. Al den medicin, hun tager for at kunne leve med fortiden, har gjort, at hun slet ikke ligner den mor, jeg husker fra min barndom. Hun plejede at være en smuk ung kvinde med en lovende fremtid. Da jeg var lille, kunne du på lang afstand se hende komme gående med sit lange sorte hår, stramme jeans, høje sorte støvler, en smøg i hånden, et smil på læben og vores to chihuahuaer.

Nu ser man hende mest sidde i sofaen med tomme øjne, opsat hår og en stor hoodie, joggingbukser, men stadig med en smøg i hånden. Hun smiler sjældent, som hun plejede. Vi fortjener begge bedre, end det livet har budt os.

Da jeg var lille, boede vi i et gult rækkehus langt ude på landet. Bandholm er en lille landsby, mest kendt som en spøgelsesby, hvor socialt udsatte, kriminelle og misbrugere bosætter sig. Også min familie.

Vi er egentlig en stor familie, hvis vi inkluderer alle mine fem halvsøskende fra mine forældres tidligere ægteskaber, men jeg voksede kun op med min ældste søster det meste af tiden. Det var os, der flyttede til Bandholm: Mine forældre, min søster og jeg. Min fars andre børn boede hos deres mødre, og min mors ældste søn hos sin far.

Vi så kun min far halvdelen af året. Resten af tiden besøgte vi ham i arresten, fordi han enten havde lavet endnu et indbrud eller tæsket en, der havde gået ham på nerverne. Et af de besøg i arresten, jeg husker tydeligst, var på hans fødselsdag. Min mor og jeg havde bagt en kage til ham. Vi havde den med på cyklen. Da vi ankom, skulle vi først igennem metaldetektoren. Bagefter så jeg politiet skære kagen i små stykker, før min far fik set den.

Min far var en mand af få ord, når det kom til fremmede, og der var ikke mange fremmede, der turde tale til ham. Han brugte al den tid, han sad i fængsel, på at træne sig større. Min far skiller sig ud fra mængden, især på Lolland. Med sit lange sorte skæg, tribal tattoos op ad armene, manden med leen tatoveret på det ene skulderblad, djævlen på det andet skulderblad, og løvehovedet på halsen, som blander sig med de utallige stiksår og ar, der dækker hele hans krop.

Man bærer sin fortid med sig: Vold, misbrug og hjemløshed. Udenfor den danske underverden fremstod han nok som en udsat borger, men i miljøet var han en respekteret mand med status. Han behandlede mig altid som en lille prinsesse, aldrig slog eller råbte han ad mig. Jeg kan desværre ikke sige det samme for min mor og mine brødre.

Jeg husker stadig mit værelse klistret ind i de Bandidos-klistermærker, min far altid tog en håndfuld af med hjem fra rockerklubben. Jeg gik stolt rundt og dekorerede med dem overalt i vores hus uden at forstå betydningen bag.

‍

MIN FAR, MIN SUPERHELT

Jeg vil fortælle om den aften, hvor mit liv ændrede sig for evigt. Når jeg lukker øjnene, kan jeg genskabe episoden, som var det i går. Jeg føler det hele om igen, nu bare som en flue på væggen. Dagen startede normalt: Morgenmad i sofaen og cartoon på fjernsynet. Min far og jeg havde gået en lang tur ved stranden med vores hund som sædvanligt. Om aftenen i vores tilrøgede stue kom der som altid gæster. Vores hus var mødestedet for mine forældres bekendte, misbrugere og bandemedlemmer. Lugten af øl og smøger hang tungt i rummet på en aften som denne.

Jeg håbede som sædvanligt, at jeg måtte sove på sofaen, for jeg var bange for at sove alene, og jeg følte mig mere tryg der, hvor mine forældre opholdt sig. Men da en stor høj mand uanmeldt trådte ind ad døren med en sort sæk over skulderen, vidste jeg godt, at jeg ville blive smidt i seng. Min mor tog min hånd og førte mig op ad trappen til anden sal, hvor vi alle havde værelser. Hun puttede mig, og jeg lod som om, jeg sov. Men jeg kunne stadig høre dem snakke nedenunder og kravlede stille ud af min lille seng, satte mig på trappen og kiggede igennem gelænderet.

De var så fokuserede på det, han havde i sækken, at de slet ikke bemærkede mig. Lyset blev tændt i køkkenet over vasken. Guld, sølv og ædelsten væltede ud over køkkenbordet. Min mor ville beholde smykkerne, men min far mente, de skulle sælges. Den høje mand gik efter noget tid, og jeg så min far smide sækken ind i alt-muligt-rummet.

Jeg husker alt derfra gå meget hurtigt, men det kunne have været fem minutter eller en halv time. Blå blink ude foran vores vindue. En overvældende følelse af afmagt. Jeg håbede for alt i verden, de ikke ville banke på vores dør. Men det gjorde de. Jeg hørte døren gå op, en politimands stemme. Det var min far, de var kommet efter.

De ransagede hele vores hjem uden at rydde op efter sig, og de fandt sækken. Jeg løb ned ad trappen fra mit skjul og ind i min fars arme. Han tog mig op og holdt mig tæt ind til sig. Han prøvede at fortælle mig, at alting nok skulle blive okay, men jeg var ikke klar til at sige farvel til min far, til min superhelt. Politiet gav ham håndjern på, mens jeg klamrede mig til hans bryst. De bad mig om at give slip, men jeg var frosset fast. Det var fysisk umuligt for mig at give slip på ham.

Til sidst fik min mor mig hen på sin arm, og jeg så politiet skubbe min far ind i bilen og køre ham væk. Jeg græd på min mors arm. Hvornår ville jeg igen få lov at være i min fars arme? Jeg mistede noget indeni mig selv den dag.

‍

LØØØB!

Det var langt fra alle, der så min far som en superhelt. Min ældste storebror har stadig ikke tilgivet ham de traumer, vi blev udsat for. Jeg forstår ham godt. I 2006, da jeg kun var tre år gammel, var min far bragende aktiv på heroin, og det påvirkede alle omkring ham. En aften i Margrethevænget – endnu et udsat boligområde, mine forældre flyttede til – eskalerede det igen imellem min mor og far.

Min mor havde konfronteret min far med, at den måde, hans misbrug påvirkede os børn på, ikke var okay. Hun havde i lang tid planlagt, at vi skulle flygte den aften. “Nu går vi alle ud til hoveddøren, og ligeså snart jeg siger til, så løber I, så hurtigt I kan, hen til Lisa,” forklarede min mor os. Inden vi var nået helt ud, konfronterede min far min mor i døren med os skræmte bag hende.

“Sig mig, hvor fuck tror du, I skal hen?” sagde min far med kulsorte øjne og knyttede næver.

“Børnene og jeg kan ikke stå til ansvar for dit misbrug længere. Jeg tager mine ting, og jeg tager også børnene med,” svarede min mor. Rædselsslagen, men bestemt.

“Du vover at tage mine børn fra mig. Du kan tage dem, du selv har født,” vrissede min far. Han begyndte at slå ud efter min mor og ramte hende flere gange på kroppen og i ansigtet.

“Løøøb!” skreg min mor.

Og ned ad trapperne fløj mine søskende, min mor med mig på armen bagefter, men med min far lige i hælene. Hen over græsplænen, forbi legepladsen midt i gården og op i en ny opgang. Vi nåede til min gudmors lejlighed, og døren blev låst.

I panik prøvede min mor at gemme sig et sikkert sted, men lige meget hvor hun gemte sig, var hun ikke i sikkerhed for min far. Min mor nåede kun lige at få gemt sig under en sovesofa bagerst i lejligheden og ringe til 112, før min far stod ude foran døren. Min gudmor var selv så bange for min far, at hun ikke turde andet end at lukke ham ind. Hun vidste godt, at hun ville blive den næste, hvis hun ikke adlød hans ordre.

Resten er sløret, både i mine og min mors erindringer. Nogle ting ved jeg: Min far kom ind, og min ældste bror blev jagtet rundt i kvarteret i flere timer, fordi han prøvede at beskytte min mor. Der gik ikke mange måneder, før min bror ikke dukkede op hjemme hos min mor og far længere.

‍

I KRIGSZONEN

Jeg husker overvældende meget af, hvad min far udsatte min mor for. Ikke at vi nogensinde snakkede om det efterfølgende, og hvis det skulle ske, at min mor nævnte noget af det, ville det bare udløse en ny konflikt, og det ønskede ingen. Jeg var tit i klemme mellem deres uenigheder og skænderier, som det stærkeste våben, de kunne hive fat i midt i krigszonen.

Jeg følte et ansvar for at beskytte og passe på dem, samtidig med at de kastede psykisk terror, der omhandlede mig, i hovedet på hinanden. Der var ingen, der beskyttede mig i kampen, og ingen vandt nogensinde. Men der var konsekvenser ved hver diskussion, hver slåskamp. For os alle. Det påvirkede hele huset, ødelagde et hjem, der allerede var i mistrivsel, og til sidst var det egentlig mere en faldefærdig lejlighed end et hjem.

Abstinenserne efter heroin gjorde, at det altid blev prioriteret først, især for min far. Jeg husker tydeligt gåturen til mine forældres dealer. Han hed Carlos, hans lejlighed var fyldt med malerier, han selv havde malet, og buddha-statuer i alle rum, man trådte ind i. Det virkede som en helt “normal” lejlighed, bortset fra lugten af maling og stoffer.

Men de ting, jeg så, gjorde det hele mere dystert, selv om det først mange år senere gik op for mig, hvorfor mine forældre var så glade for at komme der. Stanniol, en lighter, sugerør og brunt stads lå klar på hans sofabord, når vi ankom, og så fik jeg et hvidt lærred i den ene hånd og maling i den anden, så jeg kunne passe mig selv i mellemtiden.

Lighteren blev tændt under stanniolen, det brune stads blev flydende, sugerørene blev klippet, og røgen trukket ind i deres lunger, og en rus faldt over dem, som om de fik overnaturlige kræfter. Jeg så mine forældre forsvinde, når heroinen tog over. Når jeg kiggede dem i øjnene og ikke kunne tyde deres øjenfarve, vidste jeg, at det ikke længere var mine forældre, jeg stod overfor, men heroinen.

Carlos døde nogle år efter, men det ændrede ikke på deres misbrug; de fandt bare en ny pusher.

‍

HVEM SKULLE NU REDDE MIG?

Volden fulgte med misbruget, og til sidst blev jeg taget af myndighederne, mens min storesøster var efterladt i kaosset derhjemme. År efter år blev min kontakt med dem mindre, og når jeg så dem, var det, som om de slet ikke var derinde bag deres opbrugte kroppe. Ved hvert samvær mødte de op med nye stikmærker, færre tænder og sorte øjne. Som barn skræmte det mig. Jeg kunne ikke længere genkende mine forældre, og det tog hårdt på mit mentale helbred. Hvem skulle nu redde dem, og hvem skulle redde mig?

Nu hvor jeg ikke boede derhjemme længere, gik der ikke et sekund, uden at jeg bekymrede mig om min fremtid uden min egen familie. Jeg savnede min mors dumme jokes og hendes måde at fortælle godnathistorier på, og duften af hendes parfume blandet med lugten af vores tilrøgede stue var måske ikke så slem alligevel. Hendes kærlige hænder gennem mit lange lyse hår, når hun plejede at børste det om morgenen. Eller de våde kys på mine røde kinder, når hun hentede mig fra børnehaven. Det hele var pludseligt væk.

Ville jeg nogensinde komme til at fange fisk nede ved dammen eller købe en håndfrikadelle hos slagteren med min far igen? Hvem skulle nu gå ture med mig i skoven og fortælle mig om alle fuglene? Og hvem skulle putte mig under dynen på den måde, kun min far kunne gøre det? Jeg savnede min storesøster. Det var jo os mod verden. Hvordan skulle jeg lege med vores Barbie-dukker helt alene, male i vores malebøger? Jeg savnede at aflevere aviser i villakvartererne med min søster og hendes veninde Ena. Eller turene til stranden, hvor vi altid sad på bagsædet i bilen og drillede hinanden.

Nu sad jeg alene i en bil, jeg ikke kendte. Grædende på bagsædet med kommunefolk uden at vide, hvor de kørte mig hen, eller hvorfor de havde taget mig fra min familie. Mit nye liv fortsatte langt ude på landet, men nu på en stor gård midt på en mark. Min første plejefamilie havde intet tilfælles med min biologiske familie. Der var kun marker og skov, så langt øjet rakte, og ingen naboer i syne, så legekammerater behøvede jeg i hvert fald ikke at lede efter.

Men der var heste på gården. De blev mine nye, bedste og eneste venner i perioden efter min tvangsfjernelse. Familien bestod af en mand, hans kone og deres datter, der var noget ældre end mig. Jeg havde svært ved at tilpasse mig alt det nye, og det var tanken om alt det gode i min barndom derhjemme, der skulle vise sig at være min drivkraft gennem årene. En naiv tanke om, at en dag ville min familie vende tilbage efter mig og kæmpe for mig, som jeg ville kæmpe for dem.

I mellemtiden prøvede jeg at få det bedste ud af det. Jeg distraherede mig selv med hestene i stedet for at være ked af det hele tiden, men jeg kunne ikke slippe af med mine mareridt. De blev værre og værre. De blev så slemme, at jeg begyndte at tisse i mine bukser hver nat. Familien tog mig til lægen for at prøve at få mig til at stoppe. Men det var jo ikke, fordi jeg ikke huskede at tisse, når jeg skulle. Jeg var bare en mentalt overbelastet seksårig, der reagerede på de mange voldsomme ting, min lille krop prøvede at bearbejde.

Når tingene blev for svære for mig, stak jeg af ned til et gammelt ægtepar, der boede for enden af grusvejen. De var de eneste naboer i omegnen. De plejede at tage mig ind med kærlige arme, lade mig spille på deres klaver og se gamle danske film på VHS-bånd. Det var de små ting, der gjorde livet overkommeligt i kaosset.

‍

SANDHEDEN STÅR I MIN LÆGEJOURNAL

Damen fra kommunen havde lovet mig, at min mor ville komme på besøg på min syv års-fødselsdag. Det gav mig håb, men da dagen kom, dukkede hun aldrig op. Jeg ventede ude på trapperne i flere timer. Jeg nægtede at give op på det håb, jeg havde. Jeg havde jo lavet tegninger til hende og glædet mig til at fortælle hende, hvor god jeg var blevet til at ride. De triste tanker overtog mit sind. Måske var hun ikke dukket op, fordi hun ikke ville have mig længere? Måske havde jeg ikke fortjent at få fejret min fødselsdag?

Min sagsbehandler, som jeg dengang kun så, når hun bragte dårlige nyheder, dukkede op på gården nogle dage efter. Hun fortalte, at begge mine forældre var endt i fængsel, og at de derfor ikke var dukket op til vores samvær. Mit forløb hos plejefamilien blev gradvist værre og værre derfra.

Hos lægen begyndte jeg at klage over ømhed i min bagdel og genitalier. Og en dag blev jeg hentet fra indskolingen af en kommunedame, der informerede mig om, at hun ville køre mig ud til min nye plejefamilie.

Jeg følte, det var et baghold, for jeg var ikke blevet informeret om den pludselige flytning. Jeg rev mig løs fra hendes hånd, og løb ud og gemte mig i skolens skovområde. Men fordi jeg manglede min rygsæk, løb jeg tilbage i klasselokalet, hvor jeg blev fanget. De førte mig ind i en bil med sorttonede ruder og kørte mig væk. Jeg så hverken min plejefamilie eller mit legetøj derfra nogensinde igen. I dag ved jeg godt, hvorfor jeg blev fjernet fra min første plejefamilie. Det står i mine lægejournaler. Erindringen om de seksuelle overgreb bor dybt i min krop, men jeg kan ikke få dem ned på papir. Når jeg tænker tilbage på de år af min barndom, bliver det hele meget dystert. Jeg har med vilje valgt kun at fortælle om få oplevelser fra den tid, fordi det stadig skræmmer mig den dag i dag.

‍

HVEM VILLE DOG ELSKE EN SOM MIG?

Da jeg var lille, klædte jeg mig tit ud for at beskytte mig selv og være en anden for en kort stund. I mine teenageår gjorde jeg det via misbrug. I dag er jeg clean, og jeg er færdig med at beskytte dem, der ikke beskyttede mig. Og jeg er færdig med at distrahere mig selv, men jeg må tage det i etaper, for jo mere jeg erindrer, jo mere bliver jeg taget tilbage til det mareridt. Det føles, som om det aldrig får en ende.

Mit sind har fortæret oplevelserne, men min krop husker dem stadig. Intet barn burde blive nødt til at forholde sig til de rædsler, jeg gik igennem. Først blev jeg taget fra mine forældre, så fra dem, der skulle tage mig ud og give mig en ny chance for et bedre liv. Men det blev kun til endnu en tragisk historie, jeg skulle opleve igennem min opvækst. Jeg husker stadig, hvor bange jeg blev for mænd efter min plejefamilie, for det skulle ikke stoppe der. Det skulle vise sig at gentage sig på ny, under andre omstændigheder, i en ny familie. Nu bare med psykisk vold frem for fysisk.

“Man skal ikke tro, man skal vide,” og efter de ord kom der altid et smæk eller et smølfespark. Jeg havde aldrig kunnet forudsige den måde, det ville sætte sig i mig, men det ligger stadig dybt og afspejler sig i den måde, jeg begyndte at snakke til mig selv på. Hver gang jeg ikke vidste ting 100 %, fik jeg et indre nervesammenbrud. Jeg trak mig fra fællesskabet i familien hurtigt, for jeg vidste, at jeg aldrig ville blive god nok til at være en rigtig del af deres familie. Jeg måtte ikke kalde dem for mor og far, men det havde jeg heller ikke lyst til. Der var intet moderligt over min nye plejemor. Min plejefar var en god mand, når han ikke var omkring hende. Han plejede at tage mig med ud på jagt med hunden. Det var mit første rigtige pusterum, siden jeg blev taget fra mine forældre. I det mindste var jeg ét med naturen igen. Jeg genkendte følelsen og forbindelsen fra dengang, jeg var på ture i skoven med min egen far. Måske havde jeg ikke mistet alt alligevel?

Mit nye værelse var så småt, at der kun lige var plads til en seng og en reol. Jeg overbeviste mig selv om, at det vel også var fint nok, når nu jeg alligevel ikke havde noget legetøj. Den måde, min plejefamilie “opdragede” mig på, skulle dog vise sig at blive det mindste af mine problemer. Ca. tre måneder efter jeg flyttede ind, cyklede en psykisk syg mand, der boede i byen, efter mig på vej til skole. Jeg tænkte ikke mere over det før dagen efter, hvor han ventede på mig igen, og det blev til en daglig ting. Og dagen kom, hvor han tog fat i mig, stoppede min cykel og sagde, at nu skulle jeg ingen steder.

Jeg frøs først til is, men fik skubbet mig op på min cykel og cyklede så hurtigt jeg kunne hjem. Jeg slap fra ham, men sad nu på mit værelse i mørket med mere angst og paranoia end nogensinde. Han blev meldt til politiet, men jeg var ikke længere i stand til at sætte mig op på min cykel. Derfra gik det gradvist værre og værre for mig psykisk. Mit mørke, indelukkede værelse blev mit helle, og der befandt jeg mig døgnet rundt. Kun der følte jeg mig sikker, for alt omkring mig var for overvældende.

Jeg husker, jeg havde samvær med min far på noget, der hed Kernen. Dengang troede jeg bare, han var træt, og at det var derfor, han halvsov og mumlede, når han læste historier op for mig til samværet. Men når jeg kigger tilbage, ved jeg godt, at det var fordi, han var helt væk på benzoer. Det var umuligt at forstå, hvad han sagde, men fordi han var min far, lyttede jeg bare til hans mumlen. Det værste var, når jeg vidste, de var kommet til samværet, men ikke fik lov til at se mig, fordi de var for påvirkede. Mit savn var så stort, og jeg vidste, at de var på den anden side af døren, men alligevel måtte jeg tage hjem uden at få lov til at sige hej eller give dem et kram. Der kunne gå måneder før, jeg fik lov til at se dem igen.

Psykologer prøvede at hjælpe mig, men jeg havde så mange traumer, at det ene traume vækkede det andet, og jeg druknede i gamle minder, jeg havde prøvet at glemme. Monstre fra fortiden. Den skrigende kvinde i mit øre, der bad om tilgivelse, savnet af kærtegn fra min mor, nålene jeg fandt på toilettet, som min far havde sprøjtet narko med, og da jeg blev sat i badekarret hos mine plejeforældre, og de klippede mit lange gyldne hår af, som min mor plejede at børste igennem hver morgen. Misbrugt, klam og ækel – sådan følte jeg mig. Beskidt, uigenkendelig og ikke god nok til at blive elsket. Hvem ville dog elske et barn, der ikke længere var uskyldigt? Ingen havde nogensinde taget skylden for de ting, jeg havde set, hørt eller følt, så jeg måtte være den skyldige.

Jeg var ni år gammel, og min plejefamilie mente ikke, de kunne håndtere mig. Igen blev jeg bekræftet i, at jeg var for stor en mundfuld. Ikke længe efter kunne jeg pakke mine ting i flyttekasser igen, fordi de havde bedt kommunen om at få mig flyttet væk. Jeg fik to dages varsel og så dem aldrig igen.

‍

ALT DET, JEG ØNSKEDE MIG, MEN SOM JEG IKKE KUNNE TAGE IMOD

I min tredje plejefamilie følte jeg mig hjælpeløs: Hvordan skulle disse nye mennesker redde noget? Jeg havde ikke mere at miste. Kommunen havde flyttet mig til Møn, ud i ingenting. På en ny gård. Som om jeg ikke havde været nok igennem på den første. Som om heste, får og høns ville fikse alle mine problemer. Jeg følte mig magtesløs og sur på verden. Jeg var fyldt 13, og igen skulle jeg starte på ny: ny skole, ny familie, ny by, samme liv, samme krop, samme rædsler i mit hoved.

Den dag i dag er jeg ked af, at jeg ikke var klar til at modtage den hjælp, de kunne have givet mig. Men jeg var så ødelagt, og min tillid til kommunen og de steder, de placerede mig, gjorde det umuligt for mig at lægge mig fladt ned og lade dem gribe mig. Gennem årene var jeg faldet dybere og dybere ned i et mørkt hul. De var veluddannede og omsorgsfulde, de havde søde børn og et roligt hjem. Alt det, jeg havde ønsket mig, men nu ikke kunne passe ind i længere.

De havde givet mig et kæmpe værelse, og min nye plejefar havde endda bygget en hems. Der var plads til, at jeg kunne have et rigtigt teenageværelse, men jeg brugte det meste af min tid med lyset slukket og gardinerne trukket for. Om natten, når jeg ikke kunne sove eller var ked af det, klatrede jeg ud af vinduet og satte mig på skråtaget med en dyne og kiggede op på stjernerne. Jeg mindede mig selv om, at ligemeget hvor jeg var, kiggede jeg på de samme stjerner, som min søster og mine forældre kunne se. Så følte jeg mig mindre ensom.

Min mor og jeg havde fået telefonisk kontakt, og hver dag gik min bekymring nu på, om min far havde tæsket hende igen, eller om hun var kommet til at tage en overdosis. Det hele eskalerede, da hun ringede grædende en sen aften og fortalte, at nu havde min far sat hende på gaden med vores hunde, efter han havde klippet hende skaldet og bundet hende fast til en stol, fordi der gik rygter om, at hun havde været ham utro, mens han havde siddet inde. Politiet var kommet, men fordi de var kendt som et misbrugerpar i området, og hun ikke stod på lejekontrakten, havde politiet noteret det som en slåskamp, og ikke et overgreb. De skrev en rapport og gik fra lejligheden uden at hjælpe min mor yderligere.

Det skulle vise sig at være sandt. To uger efter samtalen med min mor havde jeg mit første samvær med hende efter mange år. Hun var skaldet og havde blå mærker i ansigtet. Han havde gjort hende uigenkendelig. Det skræmte mig at sidde ved siden af hende. Der gik det for første gang op for mig, hvor meget hun havde gået igennem i den tid, jeg ikke var derhjemme. Skyldfølelsen over, at det kunne være undgået, hvis jeg havde været derhjemme til at stoppe det, åd mig op indefra. Jeg var overbevist om, at jeg kunne have stoppet det, selvom der nok ikke var så meget, jeg kunne have stillet op imod min far.

I skolen gik det heller ikke særligt godt. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, fordi der skete så meget omkring mig, og jeg måtte skifte fra min første skole, fordi jeg blev mobbet ud af nogle af drengene fra min klasse. Jeg passede aldrig ind. Hvorfor havde mennesker omkring mig så meget imod mig? Var jeg virkelig så forfærdelig at være omkring? Spørgsmål, jeg stillede mig selv, når jeg isolerede mig på mit værelse. Jeg græd og råbte tit, og fordi jeg slet ikke kunne finde ro i, at jeg nu var et sikkert sted, skubbede jeg familien, der ville hjælpe mig, væk. Jeg gav dem indtrykket af, at jeg hadede at være hos dem. I virkeligheden foregik mit helvede inde i mig og ikke længere omkring mig.

Det var som om, omsorgen triggede mine udbrud, fordi jeg ikke længere vidste, hvordan jeg skulle tage imod den. Jeg kunne ikke tage imod kram og ønskede kun at være fysisk med andre under min kontrol. Jeg følte mig som en gadehund og skammede mig over de ting, jeg var blevet udsat for. Det blev til min personlighed, det var det eneste, jeg kunne mærke. Jeg prøvede at finde mine glæder igen, for jeg ville jo så gerne. Jeg tog på gåture med deres heste og med på cirkuslejr for at komme tættere på dem, men alt i mig modarbejdede det.

Hvad nu hvis de også ville forlade mig, når de fandt ud af, at jeg ikke var det lille uskyldige barn, de behandlede mig som? Og så kom dagen, hvor det, jeg havde frygtet skulle ske, skete. Et uanmeldt besøg fra kommunen var aldrig en god nyhed, og jeg var efterhånden så vant til deres rutine, når det kom til at flytte mig til et nyt sted. Altid med højst to dages varsel, ingen forklaring og de samme sætninger, som var de en del af proceduren: “Vi ved, hvad der er bedst for dig” og “Du er så stærk, vi er sikre på, du nok skal blive glad for det her sted.” Som om de havde været så skide gode til det indtil videre.

Hvordan skulle jeg tro på, at de kunne være så gode, når de havde fejlvurderet allerede tre gange, og så uden nogensinde at give mig en undskyldning? Jeg var så vant til den måde, kommunen behandlede mig på, at jeg ikke engang var overrasket denne gang. Jeg havde haft ondt i maven hele dagen og var endda begyndt at pakke mine ting, før mødet startede.

‍

THERE’S ALWAYS A RAINBOW AFTER THE RAIN

Jeg blev kørt væk fra Møn, og da vi kørte over Dronning Alexandrines Bro, kiggede jeg ud over vandet. Tårerne trillede ned af mine kinder, men jeg sagde ikke en lyd. At græde højlydt hjalp alligevel ingenting, ingen kom og reddede mig.

Solen skinnede på mine røde, sviende kinder, og de skarpe stråler blændede mig, så jeg ikke kunne se, hvor vi var på vej hen. Vi kørte ad en lang allé med store grønne træer, der banede vejen til hovedhuset, som også var spisesalen. Opholdsstedet var delt op i tre små huse, hvor børnene var delt op ni børn per hus. Den store bygning, der lå i forlængelse af hovedbygningen, blev brugt som skole, og det var også her, forstanderen havde sit kontor.

Da jeg ankom, blev jeg mødt af en flok børn, der løb bilen i møde. De var i alderen helt ned til syv år. Det virkede som et fredfyldt sted for en stund, men husene, vi børn boede i, lignede hospitalets gange. Hvide vægge og grønne døre.

Køkkenet blev låst af ved 22-tiden, og der hang indrammede citater ned langs gangen. "What doesn’t kill you makes you stronger." "There’s always a rainbow after the rain." Jeg syntes, det var totalt latterligt. De vidste jo, hvor svært vi havde det.

Specialskolen på stedet udøvede dagligt unødvendige magtanvendelser mod os. Jeg husker stadig den syvårige dreng, der skreg af smerte og bad personalet give slip på ham, mens en overvægtig mand fra personalet sad ovenpå ham. De stoppede ikke, og drengen forstuvede armen. Jeg stod lige ved siden af, og da de fandt ud af, at jeg havde filmet det, tog de min telefon og slettede videoerne.

Jeg var rædselsslagen for, at det blev min tur næste gang, for han havde jo ikke gjort noget. Mareridtet fortsatte kun derfra. Der var mad i spisesalen hver dag kl. 14, hvor alle husene mødtes, vi var opdelt i klasser. Der blev først uddelt mad, når der var fuldstændig ro i salen. Det bord, der var stille først, fik lov til at komme op først. Selvom der blev lavet magtanvendelser under spisningen, fik vi besked på at spise vores mad og være stille. Det eneste, vi kunne høre, var skrig og gråd. Hvis vi blandede os, ville vi ende ligesådan.

Her fik jeg min første spiseforstyrrelse. Gradvist forsvandt jeg ud af min krop for at overleve, og jeg blev introduceret for hash af en ældre dreng, der også boede der. Det blev min flugt fra virkeligheden. Jeg sneg mig ud ad vinduet om natten for at ryge, når jeg havde mareridt. Senere introducerede han mig for amfetamin. Vi tog det sammen ude ved skolen, når alle var gået i seng, og de ansatte lagde ikke mærke til, at jeg døde langsomt nede på mit værelse. De kom aldrig ind og bankede på, kun når vi skulle spise aftensmad. Jeg kom sjældent ud.

Engang under aftensmaden havde jeg det så svært mentalt, at jeg græd. Jeg fik hurtigt at vide, at hvis jeg skulle græde, måtte jeg tage min Mad med ned på værelset, for det forstyrrede de andre. Så jeg gik fra madbordet og ned på mit værelse.

Mit værelse lugtede af døden selv. Beskidt tøj og rådden mad lå over det hele, og midt i mørket i min seng lå jeg. Undervægtig, dybt væk på stoffer, kun 15 år gammel.

For tre år siden kom det i nyhederne, at en 13-årig pige havde hængt sig på det værelse, jeg plejede at bo på. Det gav et sus i min mave. Det kunne ligeså godt have været mig. Jeg havde ingen mulighed for at udtrykke mine følelser, for de blev ikke anerkendt. Når alt blev for meget, løb jeg ud på stubmarken og skreg mine lunger ud. Jeg begyndte at stikke af til København. Der boede min søster, og jeg fik mig hurtigt en ny vennegruppe, men ikke en særlig sund en af slagsen.

Jeg var efterlyst af politiet i tre måneder, fordi jeg var udeblevet fra opholdsstedet, men de havde ikke rapporteret det til kommunen, så min sagsbehandler havde ingen anelse.

‍

FALSKE VIPPER OG HÅRD ATTITUDE  

Man kan godt sige, jeg var i oprør. Jeg farvede mit hår sort, begyndte at have lange falske vipper og negle på, og min attitude blev hård, for nu skulle jeg for alvor passe på lille Kayla. Jeg fik rodet mig ud i nogle dårlige bekendtskaber, hvor størstedelen var misbrugere, og i et halvt år boede jeg med syv andre unge i en toværelses lejlighed på Nørrebro. Det var en hård periode, og lejligheden flød med stoffer og alkohol. Det handlede om at komme så tidligt som muligt, så man ikke blev en af dem, der sov under bordet eller på gulvet. Der var uddelt opgaver til alle for at få huset til at spille: Nogle stjal i indkøbscentrene for at skaffe mad, andre gjorde rent derhjemme. Behovet for mad var dog normalt ikke så stort, for de fleste tog stoffer, der slukkede appetitten.

Der var også dage, hvor lejligheden var fyldt. De dage ledte vi desperat efter et sted at være. Vores gruppe fandt på et tidspunkt et forladt hus i Holte, hvor der stadig var elektricitet, og oppe på loftet var der en sofa og nogle madrasser. Vi drak og lagde os til at sove, mens vi skiftedes til at holde os vågne og holde vagt for at sikre, at politiet og nedrivningsfolk ikke var på vej. Det første sted, jeg sov udenfor, var i et S-tog. Senere sov jeg i lufthavnen. Der var det nemt at sove, fordi folk kom ind og ud hele tiden, og vagterne tænkte aldrig over, hvorfor jeg bare lå og sov, for det gjorde andre jo også. Inderst inde vidste jeg godt, at jeg var hjemløs, men jeg valgte at skubbe det fra mig og tage én dag ad gangen. Ellers tror jeg, at jeg var brændt fuldstændigt sammen, havde sagt “fuck det hele” og taget mit eget liv.

For at skabe en form for struktur og en hverdag, sørgede jeg for at holde mig ren og børste tænder. Jeg fandt ud af, at det kunne jeg gøre på Fisketorvet. Det var med til, at jeg stadig følte mig menneskelig og kunne holde mig mentalt stærk.

Alligevel ændrede jeg mig i de fire måneder, hvor jeg levede delvist som hjemløs. Jeg var ikke længere smilende og glad, og jeg forsvandt ind i mig selv. Jeg oplevede, at jeg mistede tilknytningen til mit eget jeg. Jeg tror, at jeg har fortrængt det for at redde mig selv følelsesmæssigt.

En nat var det slut. En af de unge fra lejligheden på Nørrebro blev fundet død, kvalt i sit eget opkast. Det var hans bedste ven, der fandt ham og ringede til os andre og fortalte, at han var død. Jeg følte mig tom indeni. Var det virkelig vores skæbne? Hvem ville det blive næste gang, og hvad havde jeg egentlig gang i? Det føltes uvirkeligt, og det tog mig mange måneder at indse, hvad der var sket. Han var jo bare en dreng, der havde sygt dårlige forudsætninger.

Jeg tænker tit på de unge, jeg har mødt på min vej – også ham, der døde – som lys, der stadig skinner. Skinner i det mørke, der udgjorde størstedelen af min barndom. Jeg har lært at have ham og de andre børn med mig i hjertet, og det tror jeg er vigtigt. Politiet ransagede lejligheden, og jeg blev sendt tilbage til opholdsstedet. Vores vennekreds blev opløst og splittet i to: Dem, der ikke kunne komme ud af deres misbrug, og dem, der var blevet skræmt for livet og aldrig mere ville tage noget. Jeg var en af de sidste. Det er svært at beskrive mine følelser fra dengang, for de var så store og fulde af pinsler, men alligevel holdt jeg dem på afstand i øjeblikket for at beskytte mig selv fra virkeligheden. Jeg var i kontrol over, hvor meget jeg ville byde mig selv.

Liv eller død var det ultimatum, jeg tit stillede mig selv: Enten kunne jeg ende mit liv nu og her, eller også kunne jeg fortsætte med at leve med tvangstankerne i mit hoved og straffe mig selv for at have ondt af mig selv. “Der er mange mennesker i verden, der har det værre,” tænkte jeg. Det havde jeg lært mig selv at tænke ud fra de kommentarer, jeg havde fået fra det offentlige, som aldrig anerkendte mine følelser.

Selvom jeg havde stoppet mit misbrug, var det som om, at alting kun blev værre. Jeg gik rundt med abstinenser og kunne nu mærke al den sorg, jeg havde indeni. Sorgen udviklede sig til vrede, og det var et spørgsmål om tid, før jeg ville knække sammen.

Det gik ud over en pige, der havde snakket i det miljø, hvor jeg kom. Hun havde fortalt, at jeg havde sendt mine brødre og bandemedlemmer efter hende, selv om jeg aldrig havde gjort det. Jeg opfordrede hende til at stoppe med at sprede rygterne. Hun tog ikke imod min opfordring, så jeg konfronterede hende til en fælles venindes fødselsdag på Nørrebro. Da jeg kom, var hun der ikke, men nogle piger fortalte mig hurtigt, da hun kom. De kørte situationen op, opfordrede mig til at konfrontere hende.

Usikker som jeg var, gjorde jeg det. Hele selskabet fulgte med for at filme det. I øjeblikket tænkte jeg slet ikke klart, men nu var vi jo der, og jeg tænkte mere på, hvad folk ville tænke, hvis jeg viste, jeg ikke var så hård, som jeg fremstillede mig. Det udviklede sig til en slåskamp. Jeg trak en peberspray op ad lommen, som jeg havde haft på mig i et stykke tid for at beskytte mig selv på gaden. Det sidste, jeg husker, er, at der er peberspray overalt i lokalet, og det skarpe lys fra folks telefoner blændede mig fra alle sider. Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, væk fra situationen. Jeg løb hen til en vandpibecafé i Husum, men da politiet ringede mig op, sagde jeg, hvor jeg var, og kørte med dem til stationen.

Detentionsrummet var lille og lavet af grå, lydtætte vægge. Jeg havde fået udleveret et uldtæppe og sad nu alene med mine tanker. Hvordan var det endt sådan, at alle mine råb om hjælp ikke var blevet hørt? Var det virkelig så langt, jeg skulle gå for at blive hørt? Jeg kunne ikke genkende min egen opførsel eller den, jeg var blevet til. Jeg ønskede ikke at pålægge andre smerte. Jeg ville mest af alt bare gerne starte livet forfra.

Sagen kom for retten, og jeg mødte op sammen med mine forældre, som for første gang dukkede op til en af vores aftaler. Min far sad i en stol henne i hjørnet og sov under hele retssagen. Ved siden af sad jeg, min mor og min bedste ven Sofian. Da det blev min tur til at forsvare mig, rejste jeg mig op og fortalte dem, hvordan min vrede havde udviklet sig, hvorefter jeg bekendte mig skyldig og forklarede, at ingen havde fortjent det, jeg udsatte pigen for. Men jeg fortalte også, hvordan myndighederne havde skubbet mig så langt ud, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle regulere mine følelser længere.

Videoerne af slåskampen cirkulerede og påvirkede mig. Jeg var skurken, når jeg mødte fremmede. “Er du ikke hende med pebersprayen?” Alle havde set videoerne, det var umuligt at få dem fjernet. Jeg fik grov vold og overtrædelse af våbenloven på min straffeattest. Og jeg blev fjernet fra mit opholdssted. Jeg er sikker på, at det var min redning fra den livsstil, for efter den episode gjorde jeg aldrig noget kriminelt igen.

Selvom politiet ringede mig op en enkelt gang, fordi Sofian stod til at komme i fængsel i flere år. Sofian spillede en stor rolle i mit liv efter min retssag, vi var sammen næsten dagligt. Han tog mig hjem til sin familie, og for første gang i lang tid følte jeg, at jeg havde en rigtig ven. En, der accepterede mig, som jeg var. Men der gik ikke længe, før de ting, Sofian havde gjort i sin fortid, løb ham i møde. Politiet havde holdt øje med ham i en lang periode, og han skulle nu ind og sidde for det hele. Han tog endda skylden for noget, der kunne have udløst en betinget dom til mig. Men sådan er Sofian. Han har altid været loyal, og det er han stadig.

Jeg var stille begyndt at se mine forældre igen, og på min søsters fødselsdag mødtes vi alle i hendes lejlighed. Vi spiste mad, og hun viste os rundt. Det blev hurtigt til en ambivalent situation, da hun valgte at vise os, at hun stadig lå og sov på de madrasser, mine forældre havde stukket heroin på, fordi hun ikke havde råd til nogle nye. Madrasserne var fyldt med størknede blodpletter og huller efter cigaretter, der var faldet ned på madrassen. Synet trak mig tilbage til min barndom, og jeg vidste præcis, hvordan det var sket.

Min far plejede at falde i søvn siddende med en cigaret i hånden, når han havde været påvirket af benzoer. Blodpletterne kom fra mine forældres fejlfiks med heroinnåle. De havde stukket sig så mange steder, at det var umuligt at finde blodårerne. I deres rus var det aldrig faldet dem ind at få madrasserne skiftet.

Mine forældres reaktion var ikke overraskende. De stirrede direkte ned på deres datters madras, som var blodig og hullet på grund af deres egoistiske prioriteringer, det, de havde valgt over os. “Det er ikke så godt,” sagde de. “Det skulle du have sagt.” Ingen tårer, ingen rigtig undskyldning. Bare en konklusion af, at det ikke så godt ud.

‍

JEG KAN BRUGE MIN STEMME

Sandheden er, at jeg for evigt vil hige efter det, man ikke kan købe for penge. Omsorg fra min mor. Et kram, når jeg sidder alene. En rigtig familie. Ensomheden, der følger med det liv, jeg har fået, er værre end døden. Derfor frygter jeg ikke at dø. Nogle gange ønsker jeg det mere, end jeg ønsker at leve. Jeg har prøvet at udfylde det tomrum, jeg har indeni, hele mit liv. Jeg er ikke imponeret af folks rigdom, men af deres karakter, deres kreativitet, deres livsstyrke. For jeg ved, at det er det, jeg har mistet gennem årene. Og det er det, jeg virkelig ønsker.  

Ingen succes i dette liv kan erstatte ægte omsorg og kærlighed. Selvom jeg har været med til at skrive denne bog og opnået andre store ting i mit liv, bliver jeg aldrig hel igen, før jeg skaber min egen familie.  

Vi er ikke vores historie. Vi er dem, vi er; dem, vi vælger at være; vi er det, vi har i hjertet. Vi var børn, der var ofre for et miljø og et system, men vi er også de overlevende, der kæmper for en bedre fremtid, og jeg vil blive ved med at fortælle vores historie.  

Her er vi. Trykt på papir, for første gang ikke kun som en sag i en sagsmappe, men som de uskyldige børn, vi var, i en verden med et system, der fralagde sig ansvaret, når der var udfordringer, de ikke ville påtage sig.  

Jeg kan aldrig fortælle vores historie helt, som den var, og jeg kan aldrig give os den retfærdighed, vi ikke fik. Men jeg kan bruge min stemme, så vi aldrig glemmer vores historie, hvem vi var; de ting, der satte sig i os, og de små smukke øjeblikke, hvor vi grinede, selvom livet kun havde budt os ondskab.

I hver skoleklasse i Danmark sidder to til fire børn, der har volden i deres liv. Enten fordi de er udsat for psykisk eller fysisk vold derhjemme, eller fordi de er vidner til vold mellem de voksne, som ofte også kæmper med misbrug og psykisk sygdom. Den vold, som børnene oplever derhjemme, og den massive mistrivsel som det ofte medfører for barnet, stopper ikke i barndommen. Det kan blive årsagen til et udsat voksenliv med kriminalitet, udsathed og lav beskæftigelse.

Børnene i de familier betaler en høj pris og præges resten af livet af følger efter svigt og vold, når de ingen hjælp får, eller den hjælp de tilbydes, ikke er fyldestgørende.

Denne bog giver stemme til de børn. Otte unge fortæller med modige ord om deres oplevelser med vold i barndommen. De unge er vidt forskellige i alder, etnicitet, køn, socioøkonomi og livsindstilling og repræsenterer på den måde hundredvis af andre børn og unge i Danmark.

Det har været rørende at opleve de otte unges rejse ind i poesiens verden. Gennem et halvt år har de deltaget i et skriveforløb, hvor de har fået værktøjer til at sætte ord på deres fortælling. For nogle af dem er det første gang, de oplever at tale om og strukturere deres oplevelser i barndommen.

Hen over bordet har de sat ord på vold, svigt, længsler og håb – midt i falafel, burgere, kaffe, gråd, vrede og smøger i gården.

Nogle gange har skriveprocessen og samværet været svært, men ingen har forladt forløbet undervejs.

Et af vores store fælles højdepunkter var en mini-lancering af denne bog på Folkemødet i sommeren 2024. De unge var taget med til Bornholm for at læse brudstykker af deres fortællinger højt foran et opmærksomt publikum.

Ledere og fagfolk fra myndigheder og organisationer, folkemødegæster, meningsdannere og top-politikere var samlet i et telt proppet til randen.

Her oplevede de unge for første gang, at betydningsfulde voksne lyttede, mærkede smerten og forstod. Den opmærksomhed håber vi, at flere vil læse de unges fortællinger med, også efter at Folkemødestøvet har lagt sig.

’En barndom uden vold i familien’ er en forening, som er stiftet af Ole Kirk’s Fond og Bikubenfonden. Foreningen har en langsigtet ambition om at samle kommuner, politi, sundhedsvæsen, krisecentre, NGO’er og en masse andre i hele Danmark for sammen at finde bæredygtige løsninger. Løsninger, der kan bryde med generationsvold og påse, at børn og familier i risiko for vold får bedre hjælp første gang. Til gavn for børnene og til gavn for samfundet.

Bogen her er vores første konkrete handling ud fra tanken; Hvordan kan børn og unges sårbare erfaringer hjælpe os, der har ansvaret, på rette vej mod at forebygge og opspore vold langt bedre?

Som samfund opsporer vi kun en brøkdel af børnene. Resten bærer traumerne med ud i voksenlivet. Ubehandlede og fejllæste. Vi ved, at vold kan gå i arv, og vi må og skal derfor hjælpe de unge til ikke at gentage mønstrene i deres eget voksenliv.

Vold er skamfuldt og tabubelagt. For hele familien. En velbevaret hemmelighed, hvis offentliggørelse kan have omfattende konsekvenser for alle. Forældre i fængsel, børn i plejefamilier, opbrud og længsel.

Vi må have voldsudøvelse ud af skammekrogen og ind i et rum med lys. Før mistrivsel, misbrug eller kriminalitet sætter sig. Når ingen rækker hånden frem, opdager ingen noget.

I dag er der ingen landsdækkende officielle tilbud, hvor forældre kan henvende sig, hvis de gerne vil undgå at gentage egne forældres mønstre eller mærker angsten for at komme til at lægge hånd på deres børn.

Vi skal lære af de unges historier, uanset hvem vi er. Politi, kommuner, skoler, daginstitutioner og alle andre. De har så meget at fortælle, og vi har meget at lære. Som samfund må vi erkende, at den måde, vi organiserer os i siloer og målgrupper på, ikke er indrettet til at håndtere komplekse problemer som vold i familien, og at vi stort set udelukkende griber, når skaden er sket og behandler symptomerne frem for at tage hånd om kerneårsagerne.

Man skal ’passe i kasserne’ skriver Sami – det er der kun få børn og unge, der gør. Så vi må smide kasserne ud og arbejde på en måde, der er mere håndholdt og relationel. Ingen kan vel forestille sig, at et menneskes mistrivsel kun viser sig i kontorets åbningstid? Eller at problemerne kan klares ved at vende det blinde øje til det, der er svært? Eller at vi kan agere uden at kende egne bias og få tilført viden? Med dét, de unge fortæller her i bogen, kan vi vel heller ikke forestille os, at vi ikke skal tage systematisk livtag med problemets rod, kan vi?

Flere af de unge beskriver ensomheden ved ikke at have en voksen, der forstod. Vi må forstå som en særskilt pointe, hvor vigtig en forstående voksen er for et barn, der har det svært. En fodboldtræner, en mormor eller en misbrugsbehandler.

Vi skal forebygge volden, før den sker. Det kan vi – hvis vi arbejder sammen. Vi kan ikke overlade ansvaret til kommunen alene. Eller til politiet.

Det kan ingen myndighed klare. Vi må være langt flere, der sammen tager ansvar på tværs af professionelle aktører, privatpersoner og sektorer.

Tilbyder hjælp, når en familie har det svært. En ekstra madpakke, en hånd i ryggen eller en henvendelse med en bekymring. En slags hjertepligt.

Læs, reflektér og brug din forestillingsevne. Hvad kunne du drømme om var sket for de her børn, dengang det var svært? Hvad hører du, at de unge siger til dig? Og hvordan kan du bidrage ind i en ny fremtid, hvor voldsudsatte børn får den rette hjælp?

‍