‍VENDEPUNKTET

Jeg har valgt at fokusere på det, jeg synes er en af de vigtigste dele af min historie: Mit vendepunkt, min udvej. Men for at den fortælling skal give mening, må jeg fortælle dig lidt om min baggrund og noget af alt det, jeg skulle væk fra:

• Et voldeligt hjem
• Stoffer (jeg tog stoffer første gang, da jeg var 10 år gammel)
• Hjemløshed og narkomani (jeg var hjemløs fra jeg var 10 år gammel til jeg var 17 år)
• Kriminalitet (jeg solgte stoffer og var involveret i banderelaterede aktiviteter)
• Fire år som bandeleder (og hvis du tænker, at han var så ung, at det ikke kan have været så slemt at være bandeleder, så kan jeg fortælle dig, at det var det. Jeg har historier, som kun hører til i mareridt, og jeg kan vise dig billeder af ting, de fleste tror kun sker i film)
• Mit favoritstof ecstasy (jeg har taget stort set alt, jeg var ligeglad: Det slukkede mine tanker og følelser)
• Opholdssteder, hvor jeg fik tæsk af pædagoger
• Drabsforsøg

‍

CLEAN

Januar 2021 har jeg en oplevelse med min lillebror, som sætter noget i gang inden i mig. Jeg ville være clean. For min lillebrors skyld. Han skulle have en storebror nu. En der var et forbillede, en han kunne se op til, en der kunne vise ham den rigtige vej. Jeg var 17 år og havde været narkoman, bandemedlem og bandeleder i mange år, og jeg boede sammen med en kæreste, der også tog stoffer i en ungdomsbolig på et bosted. Jeg vidste, at det var hårde odds. Jeg sagde ikke til nogen, at jeg ville være clean.

En dag, da jeg kom hjem fra skole, fortalte en af de få pædagoger, der rent faktisk gad mig, at der sad en mand oven på med de andre unge, og ham skulle jeg snakke med. Jeg gik op, og der sad en ældre skaldet herre sammen med de andre unge på det opholdssted, jeg boede. Han hed John og var misbrugsbehandler fra Udveje Behandlingscenter. ”Hvis I gerne vil tage det her seriøst og være clean, så må I gerne blive,” sagde han til os, der var samlet i rummet, ”Og ellers må I gerne gå.” Stort set alle de andre unge gik. Kun mig og en pige blev tilbage.

Jeg havde før haft behandlere, men aldrig oplevet andet end, at behandlerne var ligeglade med mig. De hentede mig, gav mig en kebab og kørte mig et sted hen, jeg gerne ville sættes af. Og nårh ja, så havde de også tit selv røget hash, før de kom. Jeg takkede ja til at have John som behandler. Hver torsdag mødtes vi hjemme hos mig og havde samtaler. Stedet, jeg boede, betalte for ham, og jeg var rigtig godt tilfreds. Men de første par uger var svære. Jeg kunne ikke finde ud af at smide kriminaliteten, og alle mine venner og min kæreste tog jo også stoffer. Jeg fortalte min kæreste, at jeg prøvede at stoppe og gav hende et ultimatum: Enten kunne hun gøre det samme, eller også kunne vi ikke være sammen. Hun grinede og sagde: “Du er en taber.” Og så skred hun. Det var hårdt, for jeg følte mig som en taber.

Efter en masse tilbagefald blev jeg clean den 13. maj 2021 ved Johns hjælp og vejledning. Nu skulle jeg være der for min lillebror. Jeg stoppede mine sidste kontakter til miljøet og smed kriminaliteten. Mine to bedste venner, Tais og Ali, forsøgte også at blive clean. Det ville være rart, hvis historien endte her, men så havde jeg måske ikke lært så meget.

Sammen med Tais og Ali tog jeg ned for at fejre, at vi var stoffrie ved at købe en kebab. Vi var glade og talte om alle de ting, der skulle ske i vores liv nu. Vi sad udenfor pizzeriaet og ventede på vores mad, da en bil pludselig kom kørende.

Fire personer steg ud af bilen og kom hen til mig. “Vi skal snakke,” sagde den ene. Det var ikke rigtigt et valg, for jeg vidste godt, hvem han var. Ham, der tog fat i mig, hed Omar, og inden jeg fortæller, hvad Omar ville mig, må jeg fortælle dig lidt om bandemiljøet i Kalundborg.

‍

BANDEMILJØET

Der er forskellige grupperinger i Kalundborg, som er i krig med hinanden. Krigen drejer sig om markedet for stoffer, og det faktum, at der ikke er noget, der styrker et broderskab mere end en fælles fjende. Jeg havde arbejdet for rockerne meget af den tid, jeg solgte stoffer, og vi lå i krig med dem fra ghettoen. Vi havde gjort ting mod dem – overfaldet dem, stukket dem ned med kniv, kidnappet dem, rullet dem. Så jeg ville ikke med Omar om bagved, selvom han sagde: “Rolig nu, jeg lover, vi ikke rører dig.” Men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde noget valg. Jeg var omringet og måtte gå med.

Vi kom ind i en gyde et par meter væk. “Jeg har hørt, du snakker lort om mig?” sagde han. “Det gør jeg ikke,” svarede jeg. “Du skal ikke lyve,” råbte han og stak mig en flad. Jeg blev bange, men viste det ikke. Det ville være et svaghedstegn. Jeg rykkede mig kun lidt. Omar kiggede på mig og sagde: “Undskyld, jeg havde jo lovet ikke at røre dig.” Det virkede underligt. Så sagde han, at han havde hørt, jeg var tømrer, og han havde noget sort arbejde, der skulle laves. Han bad om min snap, så vi kunne skrives ved om det, og så gik vi hver til sit.

Jeg kunne ikke helt forstå, hvad der lige var sket, eller regne ud, hvad han ville. Jeg gik tilbage til de andre og fortalte, hvad der var sket, men Ali troede ikke på mig. Han syntes, det lød for mærkeligt, og det virkede heller ikke som om, Tais helt vidste, hvad han skulle sige. Jeg sagde det ikke til andre end dem, da jeg stadig havde bandementalitet, og jeg vidste, at miljøet ville se det som et svaghedstegn, at jeg ikke havde gjort noget, da Omar stak mig en flad.

‍

FANGET

Et par dage efter var jeg på vej hjem fra skole med bussen, da Omar skrev: “Hvor er du?” Jeg svarede ikke. Jeg ville bare skynde mig hjem, men skulle først i Føtex.

Da jeg kom ud fra Føtex, hørte jeg nogen råbe mit navn. Der var han. Omar sad i en bil lige foran mig med en anden fyr, der hedder Zijad. Jeg overvejede at løbe, men der var ingen steder at løbe hen, og de var i bil, så jeg kunne ikke løbe fra dem. Jeg tænkte også: “De har jo ikke gjort mig noget.” Jeg gik hen til bilen, de hilste pænt. “Hop ind,” sagde Omar, “så kan vi se på det arbejde.” Jeg sagde, at jeg havde travlt, men de sagde, det kun ville tage et øjeblik, og de kunne godt køre mig frem og tilbage til det, jeg skulle. Jeg kunne ikke rigtigt finde på flere undskyldninger, så jeg hoppede ind.

De var meget venlige og talte pænt. Zijad spurgte, hvad jeg havde lavet, og hvordan min dag havde været, mens de kørte ned på Gisseløre med mig. Jeg undrede mig over det, for der er ikke andet på Gisseløre end en gammel mole. “Hvad skal vi her?” spurgte jeg, da Omar standsede bilen ved siden af en busk. “Det er lige herovre, bare kom,” svarede han. Jeg fulgte med, mens Zijad gik om bag bilen og rodede med noget. “Jeg kommer om lidt,” sagde han.

Jeg gik et par meter om på den anden side af busken sammen med Omar. Der var en bænk, intet andet. Jeg stoppede op. “Jeg har altså travlt, så jeg har ikke tid til alt det her,” sagde jeg. “Det er lige herovre,” svarede Omar. “Jeg har ikke tid til alt det her,” gentog jeg, “og der er ikke noget før langt nede ad molen – hvad er det, I vil vise mig?”

Stemningen ændrede sig hurtigt. “Du har snakket lort om mig,” sagde han og kiggede på mig. “Nej, jeg fucking har ej, hvad er det, du ikke fatter?” svarede jeg. Vi kom i tumult, skubbede til hinanden, mens vi diskuterede. Så kom Zijad frem bag busken med en kæmpe kniv. Og jeg mener en kæmpe kniv. Det lignede en machete. “Sæt dig ned,” sagde han.

Jeg stirrede på kniven, jeg tænkte fuck fuck fuck og satte mig på bænken. “Du har snakket lort, og det går ikke,” sagde Omar. “Du skal sælge 100 gram coke for os og komme med pengene.” “Det får I mig ikke til,” svarede jeg og tænkte på min lillebror. Jeg ville ikke svigte ham denne gang. Min lillebror skulle have sin storebror, og jeg skulle i hvert fald ikke skuffe John.

“Du har to muligheder: Enten sælger du coke for os, eller også kører vi dig til Elgiganten i Slagelse, hvor du tager afbetaling på to mobiler i dit navn til os,” sagde Omar. Jeg var hunderæd og sagde ja til det sidste. Vi satte os ind i bilen. Vi var kun lige nået ud af Gisseløre, da Zijad spurgte, om jeg havde kørekort. Jeg kiggede bare ned i sædet og svarede, at jeg kun var 17 år. Han drejede hårdt ind til siden, vendte sig om og kiggede på mig.

Zijad: “Er du 17 år?!”  
Mig: “Ja.”  

Jeg var lidt forvirret over, hvad der skete. Zijad kiggede på Omar: “Du sagde, han var 18 år! Hvis han kun er 17, kan vi ikke bruge ham til at købe mobiler på afbetaling.” De begyndte at diskutere, og mens de diskuterede, vendte Zijad bilen og kørte tilbage til bænken. Zijad trak mig ud af bilen. “Sæt dig på knæ,” sagde han. Det gjorde jeg. Han tog macheten op til min hals. “Du ved godt, hvad der skal ske,” sagde han.

Jeg var panisk indeni. Jeg var bange, rigtigt bange. Ikke bange for, hvad der skulle ske for mig, men bange for at min lillebror skulle få beskeden: Din bror er blevet dræbt. Jeg rystede og tryglede for mit liv: “Er der ikke noget, jeg kan gøre?” Zijad kiggede på mig, jeg kunne godt se, han tænkte sig om. Jeg tror, at indeni havde han heller ikke lyst til at skulle slå mig ihjel. Jeg tror ikke på, at der er nogen mennesker, der har lyst til at dræbe et andet menneske.

“Hvis du kan få fat i en lige nu, der er over 18 år og kan købe to mobiler til os på afbetaling, så kan du slippe.” Jeg tænkte ikke, mit valg hjemsøger mig stadig om natten, og jeg fortryder det i dag. Men jeg ringede til min ven Tais, og han tog den.

Tais: “Hvad så smukke, hvad laver du?”  
Mig: “Tais, hvor er du?”  

Tais var i Jyderup, men sagde ja til at mødes.

Mig: “Tais, jeg har brug for din hjælp lige nu.”  
Tais: “Hvad er det, er du okay?”  
Mig: “Det kan jeg ikke sige, men jeg har brug for din hjælp lige nu.”  
Tais: “Jeg har travlt. Jeg skal noget, så jeg kan ikke komme til Kalundborg. Jeg venter på toget.”  
Mig: “Tais, jeg mener det, det er alvorligt.”  
Tais: “Jeg kan ikke komme lige nu.”  
Mig: “Tais, det er lige meget, jeg kommer til dig, og så kan vi køre dig der, hvor du skal hen bagefter.”  
Tais: “Okay så. Hvem er du sammen med? Er det Jonas?”  
Mig: “Det kan jeg ikke sige, Tais. Bare kom ud, når jeg ringer. Lov mig det.”  
Tais: “Okay, det lover jeg.”  
Mig: “Vi ses om lidt.”

‍

‍

‍

Så lagde jeg på, Zijad kiggede ned på mig: “Hvad så?”  
Jeg kiggede op på ham: “Vi skal til Jyderup.”  

Vi satte os ind i bilen igen. Omar og Zijad snakkede under hele turen, mens jeg sad bag i med dårlig samvittighed. Zijad sagde flere gange, at han havde hørt om mig, og gerne ville have, at jeg skulle sælge for ham. Jeg blev ved med at takke nej.

Da vi nåede frem, steg Tais ind i bilen. Zijad og Omar forklarede, hvordan han skulle købe mobilerne på afbetaling for at redde sin ven (mig). Tais gik med til at fuldføre planen, og så kørte vi. Vi var kun lige kommet ud af Jyderup, da Zijad spurgte Tais, om han havde sit kørekort.  
“Jeg har ikke et kørekort,” svarede Tais.  
Zijad bremsede hårdt op og drejede ind på en rasteplads.  
“Har du et pas?”  
Det havde Tais heller ikke.  
“Så kan vi jo fucking ikke gøre det,” sagde Zijad.  

Der var stille et par sekunder. “Tjek om kommunen har åbent, så kører vi over og får lavet et til ham,” sagde Zijad til Omar.  
Kommunen havde ikke åbent: Klokken var 16, og det var fredag. Zijad åbnede bildøren, gik ud og slog på bilen og ting omkring den og råbte noget, jeg ikke helt kunne forstå. Så åbnede han Tais’ dør og tog fat i ham. Han kiggede skiftevis mig og Tais i øjnene og sagde: “Vi tager på kommunen mandag morgen og får lavet et pas til dig. Og hvis I stikker af, skal vi nok finde jer, jeres familier, jeres nærmeste venner, jeres kæledyr og alt, I holder af, og slå dem ihjel. Fatter I det?”  
“Ja, ja, det gør vi,” sagde Tais og jeg.  
“Godt,” sagde Zijad, og så slap han Tais, smækkede bildøren og satte sig tilbage på førersædet og kørte tilbage til Tais.

Tais og jeg sagde farvel. Da Tais gik ud, fulgte Zijad med. Jeg tænkte fuck og kunne se, at Tais fik en flad, og de udvekslede et par ord. Zijad kom tilbage i bilen og kørte mod Kalundborg. Igen prøvede Zijad og Omar at overtale mig til at sælge, men jeg sagde nej, nej, nej og nej hele vejen, indtil vi var fremme.

Vi holdt lidt væk fra, hvor jeg boede.  
“Mandag kl. 9 står du her, forstår du det?”  
Det forstod jeg.  
“Godt,” sagde Zijad, “og du skal vide, vi mener det med din familie. Smut så.”  

Jeg hoppede ud, og de kørte hurtigt af sted. Jeg løb hele vejen hjem. En pædagog og en anden ung, der hed Torkil, stod i haven, da jeg kom.  
“Hvad så Daniel, har du haft en god dag?” spurgte pædagogen.  
Jeg så opgivende på ham og forklarede, hvad der lige var sket. Der var sket så meget på rigtigt kort tid. Jeg ved ikke, om pædagogen ikke troede på mig, men jeg ved, at han ikke meldte det til politiet. Han spurgte mig, hvad jeg nu ville gøre. Det vidste jeg ikke, men jeg vidste, at jeg helt sikkert ikke ville dukke op på mandag, og at jeg heller ikke ville melde det til politiet. Jeg stolede ikke på politiet og havde stadig bandementalitet: Man stikker ikke. Jeg løb op i min lejlighed og ringede til Tais. Han var gal og panisk, og jeg prøvede at tale ham til ro. Han var heldigvis ikke sur på mig og kunne godt forstå, hvorfor jeg havde gjort, som jeg havde gjort.

Vi prøvede at lægge en plan, men landede ikke noget godt og aftalte, at vi ville snakkes ved dagen efter, og at vi ikke ville mødes med dem på mandag. Jeg tog til Korsør og festede og tænkte ikke rigtigt videre over det den aften. Lørdag morgen vågnede jeg hos en pige i Korsør. Jeg prøvede at ringe til Tais, men han tog den ikke. Jeg blev lidt bekymret, men tænkte, han nok bare stadig sov.

Min søster ringede, jeg havde glemt en aftale med mine søskende, men vi mødtes og havde en hyggelig dag i solen. Jeg følte mig for en gangs skyld som en god bror og glemte helt Tais’ og mine problemer. Men jeg var kun lige nået hjem, da Ali ringede.  
Mig: “Hvad så, Ali?”  
Ali: “Hvad så, har du det godt?”  
Mig: “Nej, har du ikke hørt det med Omar og dem?”  
Ali: “Jo, det har jeg hørt. Jeg er ved dig om lidt, så kom ned, vi skal lige have en snak.”  
Mig: “Okay.”  

Jeg gik ned og ventede. Nogle pædagoger fra stedet stod omme i haven, så jeg var ikke så bange. Efter 5-10 minutter dukkede Ali op. Sammen med Tais? Jeg var forvirret.  
Mig: “Der var du, jeg har ringet til dig hele dagen og været så bekymret.”  
Tais skulle lige til at svare, men Ali brød ind: “Hvad fuck har du blandet Tais ind i det her for, brormand?”  
Mig: “Hvad skulle jeg have gjort? Jeg har sagt undskyld, men Omar og Zijad ville have slået mig ihjel.”  
Ali: “Ikke tal, der sidder folk. Lad os gå herover og snakke.”  
Mig: “Nej, vi bliver her. Jeg forlader ikke matriklen.”  
Ali: “Kom nu, stoler du ikke på os?”  
Mig: “Jo, men jeg skal ikke væk herfra.”  

Ali og Tais fortsatte med at diskutere med mig, men jeg nægtede at gå væk fra matriklen, jeg havde en skidt fornemmelse.  
Ali: “Tais mødes med dem mandag.”  
Mig: “Mener du det?”
Tais: “Ja, hvad skal vi ellers gøre?”  
Mig: “Er du helt væk? De tager os sgu da ikke bare til Elgiganten, og så var det det.”  
Ali: “Brormand, du gør det, det er din skyld alt det her.”  
Mig: “Jeg gør det ikke.”  

Jeg tænkte, det her er for sygt. Ali har på en eller anden måde overtalt Tais til, at vi skal mødes med dem mandag.  
Ali: “Hvad fuck er du for en lorte ven?”  
Han gik helt tæt på mig. Jeg svarede nervøst med arabisk slang for køter: “Hvad fuck blander du dig overhovedet for, din kalb?”  
Ali: “Din lille luder, du mødes med dem mandag.”  

Så gik de. Jeg fandt senere ud af, at jeg havde haft ret i min fornemmelse: Det var et baghold, Ali havde sat op. Zijad og Omar holdt lige om hjørnet og ventede på mig.

Jeg gik op i min lejlighed, da Ali og Tais var gået. Jeg var ked af alt det, jeg havde rodet Tais ud i, og hvorfor var Ali sådan? Jeg satte mig til at spille, der var ikke andet at gøre end at vente. Ved 22-tiden ringede Tais til mig. Jeg tøvede med at tage den, for jeg vidste efterhånden ikke, hvad og hvem jeg skulle tro på, men så tog jeg den.  
Mig: “Det er Daniel.”  
Tais: “Vi mødes ikke med dem på mandag kl. 9.”  
Mig: “Er du kommet på bedre tanker?”  
Tais: “Nej, men jeg stoler mere på din plan end Alis.”  
Mig: “Fedt.”  

Vi satte os til at spille og snakke, og jeg var lykkelig indeni. Selvom alt så sort ud, vidste jeg, at jeg skulle holde mig i gang. Et spil skak slutter heller ikke, selvom din dronning er taget og dine bønder er væltede. Det slutter først, når kongen vælter. Jeg havde stadig min bedste ven, og jeg var stadig clean.

‍

"Godt. Så skrid med dig, din junkie."

‍

FANGELEG

Jeg skulle i skole, men jeg vidste godt, jeg ikke kunne gå ud, og da klokken ramte 9 mandag morgen, begyndte min mobil at vibrere. De ringede og ringede og ringede, men jeg ignorerede deres opkald og snakkede med Tais. Pludselig kom jeg til at tage telefonen ved en fejl. En mærkelig bevægelse, mens jeg spillede. Jeg kunne høre nogen sagde “Din lille luder!” Jeg frøs, hvor kom det fra? Jeg kiggede på min mobil og så, det var Omar, der ringede. Jeg nåede kun at sige: “Hvaaaa’ så?” og så sagde han: “Du skylder 20.000 kr. til på mandag din kalb!*”
‍
Mig: “Det kan jeg ikke.”
Omar: “Dit problem.”

Så lagde han på. Jeg ringede til Tais igen, som havde fået samme opkald og besked. Nu var vi endnu mere på røven. Dagen efter tog jeg i skole. Jeg gik jo stadig på tømreruddannelsen og havde snart eksamen, så jeg var nødt til at komme i skole. Jeg kunne stadig ikke blive set af Omar og Zijad, så jeg tog en masse smutveje mellem skolen og hjem. Den dag var en af de dage, hvor jeg skulle mødes med John. Jeg fortalte John, hvad der foregik, og hvor bange jeg var. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg delte det jo ikke med andre. Men der var et eller andet over ham, det kunne jeg mærke. Han spurgte, om jeg havde fortalt det til min sagsbehandler. Det havde jeg ikke. Han sagde, jeg lige skulle prøve at snakke med hende først, vi havde jo stadig en uges tid at løbe på. Jeg ringede til min sagsbehandler, men hun tog det ikke lige så alvorligt, som jeg gjorde. Jeg kunne få en tid om to uger. Jeg tog imod det, for jeg havde jo ikke mange andre valg. Jeg løb i skole resten af ugen, velvidende at det var farligt. Om fredagen gik det galt: Jeg løb den smutvej jeg plejede, men da jeg nåede Netto, så jeg en bil lidt bag mig. Omar sad i den sammen med nogle andre. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, ind i Netto. Mit hoved: “Fuck! Så de mig? Fuck, fuck fuck!” Jeg gemte mig i et hjørne af butikken. Det var dengang, man stadig skulle have mundbind på under corona. Men jeg var ikke ret godt gemt, for de fire unge mænd med hætter og mundbind, der kom ind i butikken, gik direkte over til mig, tog mig i armene og bar mig udenfor. Her fik jeg nogle flade, og Omar råbte af mig: “Din lille luder! Du svarer os ikke!”

Mig: “Min mobil virker ikke.”
Omar: “Lad mig se!”

Jeg gav ham mobilen, som heldigvis var død.

Omar: “Har du mine penge på mandag?”
Mig: “Det tror jeg ikke, jeg kan.”

En flad mere.
Omar: “Hvis ikke du har mine penge på mandag, bliver det 100.000 kr mere.”

‍

Mig: "Okay, jeg skal nok skaffe dem."  
Omar: "Godt. Så skrid med dig, din junkie."

Jeg løb hjem og ringede til Tais. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne skaffe de penge, medmindre jeg lavede noget kriminelt.

Om mandagen afleverede jeg min eksamen online. Der var heldigvis corona, så vi skulle ikke mødes, men om eftermiddagen fik jeg en opringning af den pædagog, jeg havde mødt i haven den dag, det her startede. Nu fik jeg at vide, at fire maskerede mænd havde forsøgt at sparke døren ind til min opgang, og at min opholdsstedskoordinator ville ringe til mig. Opholdsstedskoordinatoren hed Louise, og hun ringede et par timer senere. Jeg forklarede hende, hvad der skete. Hendes svar: "Du er nødt til at få styr på alt det der, Daniel. Ellers må du finde dig et andet sted at bo. Det er ikke i orden overfor de andre unge, der bor her."

Tais boede ikke på opholdssted. Han boede i et hus, hvor mange af værelserne var lejet ud. Han havde også haft besøg af fire maskerede mænd, som havde brudt hoveddøren op. De var på vej op ad trapperne til Tais, da Tais’ nabo kom ud med et bat og stoppede dem. Jeg syntes godt nok, to uger mere med det her, før jeg kunne mødes med min sagsbehandler, var lang tid.

Jeg blev inde de næste par dage og gemte mig. Der var ikke andet at gøre. Men så fik jeg en opringning fra min bedste veninde siden 0. klasse. Hun var blevet tæsket i sin egen lejlighed. Hun kendte Omar og havde sagt, at de skulle lade mig være. Det fik hun tæsk for. Jeg var glad for, at hun havde forsvaret mig, men rigtig ked af, at de havde slået hende for det.

Jeg lavede ikke andet end at træne armbøjninger, snakke med Tais, spille, og tale lidt med John. John var lige så stille kommet ind på mig. Han var blevet en tryghed, en farfigur. Og han havde jo lovet, at vi nok skulle få styr på det.

Det var virkelig en hård periode. Alle mine fjender var efter mig, alle de mennesker, jeg havde holdt sammen med, var efter mig, og fordi jeg ville være der for min lillebror, kunne jeg ikke gøre andet end at gemme mig og lade det ske. Jeg skal være ærlig og sige, at hvis det ikke var for John, så havde jeg nok bare givet op.

Det blev endelig den dag, jeg havde ventet på: Onsdag den 9. juni, hvor jeg havde møde med min sagsbehandler i kommunen. Hun spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg fortalte om alt det, der foregik. Jeg fortalte om frygten, om jagten, at jeg havde brug for hjælp til at komme væk.

"Hvad med skolen?" spurgte hun. Jeg kiggede på hende, undrende.  
"Skolen?"  
"Ja, hvordan går det med den?"

"Den er jeg færdig med, og det er ikke mit problem. Mit problem er, at der er nogen, som forsøger at slå mig ihjel. Jeg kan ikke gå udenfor en dør, jeg har brug for din hjælp."  
"Det er desværre ikke vores område, men har du søgt ind i en boligforening? Du er jo ved at være 18 år."  
"EN BOLIGFORENING!? Hører du ikke, hvad jeg siger til dig? Der er nogen, som prøver at slå mig ihjel."  
"Jeg kan godt se, at det fylder hos dig. Jeg kan tilbyde dig, at jeg henter en SSP-medarbejder, og så kan han tage med dig ned til politiet."  
"Ja, så gør det."  
"Så kan vi to tage denne her snak, når du ikke er så hidsig."  
"Hidsig!? Åh, gud ja, farvel."

Sammen med SSP-medarbejderen kørte jeg ned til politiet. Han spurgte, om der var en betjent, jeg gerne specifikt ville snakke med. Jeg kom i tanke om betjent P, ham havde jeg kendt siden jeg var helt lille. Han sagde altid: "Ingen bøller nej – P betjent er på vej." Det var sikkert godt at tale med ham, han kendte jo min historik, og han vidste, jeg ikke ville komme, hvis det ikke var seriøst. Desværre var han ikke på arbejde den dag, så jeg fik en anden efterforsker.

Vi satte os ned alle tre. Jeg fortalte hele min situation forfra til betjenten. Det virkede ikke til, at han troede på mig, men jeg bad ham slå mig op i deres system, og så var det lidt noget andet. Betjenten kiggede på mig og sagde: "Jeg skal være ærlig med dig, Daniel. Vi har for mange af sådan nogle sager, og vi har ikke ressourcer til det. Men jeg synes, du skal melde det, det vil være etisk rigtigt."  
Mig: "Så du vil have mig til at være stikker, uden at I har tænkt jer at hjælpe mig?"  
Betjenten: "Ja, det kan du også kalde det."  
Mig: "Det kommer ikke til at ske."  
Betjenten: "Jeg kan desværre ikke gøre mere for jer."

SSP-medarbejderen kørte mig hjem og gav mig sit nummer. Jeg gik op i min lejlighed, helt uden håb. Hvad skulle jeg gøre? Spillet var kørt, der var ikke nogen, der ville hjælpe mig.

Dagen efter mødtes jeg med John. Jeg fortalte om mit møde med sagsbehandleren og betjenten. Jeg husker tydeligt, han så forbavset ud, men så smilede han og sagde: "Op med hovedet, min dreng." Han citerede *Brødrene Løvehjerte*, som jeg aldrig har læst, men det var min yndlingsfilm, da jeg var barn: "Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort!"  
John tilføjede: "Du har ikke mistet mig. Nu er du min dreng."  
Min dreng? Kaldte han mig lige det? Det var kæmpestort for mig.  
"Vi løser det, vent lige." John tog sin mobil frem og ringede til en af sine gamle venner, der havde et firma i Greve. Jeg kunne høre, at han forklarede min situation, og så spurgte han sin ven: "Kan du bruge en som Daniel?"  
Det kunne Johns ven godt, så han inviterede mig til samtale. Wow.  
Jeg krammede John, som jeg aldrig har krammet nogen før. Han ville rent faktisk hjælpe mig, også selvom han selv tabte penge på det. Jeg kunne ikke sige tak nok gange. Han kiggede på mig og sagde: "Nu er du min dreng."

Vi talte færdigt, og jeg gik ind til mig selv, helt overvældet. Nu skulle jeg bare vente på jobsamtalen den 23. juni. Jeg fortalte Tais de gode nyheder. Vi spillede og fik tiden til at gå indenfor, så vi ikke blev jagtet på gaden.

‍

FARVEL

En af dagene, hvor jeg sad og spillede, fik jeg en opringning. Det var Amir, en af mine og Alis fælles bekendte. Jeg tog telefonen, mens jeg spillede.  
Mig: “Hvad så, Amir?”  
Amir: “Hvad så, bror, har du det godt?”  
Mig: “Ja, hvad med dig, bror?”  
Amir: “Ja, men jeg er lidt nervøs for Ali. Har du hans brors nummer?”  
Mig: “Hvad er der med Ali?”  
Amir: “Mig og Ali og de andre shababs var sammen i går, men Ali var nervøs. Han skulle mødes med Omar og nogle af hans venner og snakke om et problem. Jeg gik med ham derhen, men Omar og dem ville have, at Ali skulle hoppe ind i bilen, og jeg måtte ikke komme med. Jeg sagde, han ikke skulle gøre det, men han sagde, det er fint nok, bror, jeg har styr på det og er tilbage om lidt. Men han kom ikke tilbage, og jeg kan ikke få fat i ham.”  
Mig: “Fuck, hvad skulle de snakke om?”  
Amir: “Jeg ved det ikke. Han ville ikke sige det.”  
Mig: “Jeg har Alis storebrors nummer. Han hedder Mohammed. Jeg sender det om lidt.”  
Amir: “Tak bror, pas på dig selv. De er ude efter dig.”  
Mig: “Tak og i lige måde, bror.”  
Amir: “Inshallah.”

Jeg sad og tænkte lidt over det, Amir havde fortalt bagefter, og så ringede jeg selv til Mohammed.  
Mohammed: “Hvem er det?”  
Mig: “Hej Mohammed, det er Daniel.”  
Mohammed: “Hvad vil du?”  
Jeg fortalte, hvad jeg havde hørt fra Amir, og at jeg også var bekymret.  
Mohammed: “Ali er i live, men han er på hospitalet.”  
Mig: “Hvorfor?”  
Mohammed: “På grund af dig, din svans.”  
Mig: “På grund af mig?”  
Mohammed: “Ja, på grund af dig. Han mødtes med Omar og dem for at snakke om dit problem. De kørte ham langt ud på Asnæs, ødelagde hans ben og lod ham ligge. Han blev fundet i morges af en hundelufter.”  
Mig: “Nej, det vidste jeg ikke, han havde gjort. Bliver han okay?”  
Mohammed: “Du skal ikke tænke på ham. Jeg kommer og henter hans ting hos dig, og hvis du nogensinde snakker til ham igen, så får jeg dig nakket.”  
Mig: “Okay, ring når du vil hente dem.”  
Mohammed: “Farvel.”

Hvorfor var Ali taget derud? Vi var jo ikke venner mere. Og hvordan kunne det gå så galt?

John hentede mig den 23. juni og kørte med mig til samtale. De kendte hinanden godt og sad og hyggesnakkede lidt. John bad mig fortælle min livshistorie, og det gjorde jeg. Chefen for firmaet ville gerne hjælpe mig. Han tilbød mig et job og en arbejdsbolig, hvor jeg kunne bo sammen med de andre håndværkere. Jeg var helt overvældet og takkede straks ja. Jeg kunne starte og flytte ind fra den 1. juli.

Fra den dag var John ligesom en far for mig. Han havde vist mig mere på tre måneder, end nogen før havde gjort i hele mit liv. På vej hjem i bilen fortalte han, at selvom han ikke ville få penge for det mere, så ville han ikke slippe mig. Jeg var hans dreng, og jeg var god nok, som jeg var.

Nu skulle jeg bare hjem og pakke og finde et sted til alle mine ting. Jeg blev udskrevet fra stedet, jeg boede, og jeg fandt et opbevaringssted til Møblerne var pakket, og der var kun syv dage tilbage, før jeg skulle væk herfra. WOW, det var jo ingenting. Få dage inden jeg tog af sted, ringede Ali. Han ville hente sine ting og havde nogle af mine med. Han fortalte, at hans bror ikke ville gøre mig noget, at han bare holdt i bilen på den anden side af gaden. Jeg sagde okay, og lidt efter kom Ali haltende med krykker, blodsprængte øjne og et hævet ansigt. Jeg gav ham hans ting, og han gav mig mine.

"Det er din skyld," sagde han.  
"Hvordan kan det være det? Vi har jo ikke talt sammen i lang tid," svarede jeg.  
"Bare vent og se," sagde han.

Jeg fik ondt af ham.  
"Jeg håber, du får et godt liv," sagde jeg og lukkede døren.

Der gik et par dage, og så var det tid. Den 30. juni sagde jeg farvel til den fantastiske pædagog, der havde startet alt det her med John. Næste morgen vågnede jeg spændt og nervøs. 17 år gammel tog jeg afsted kl. 04.45 den 1. juli 2021. Med en taske på ryggen var jeg på vej ud i et nyt eventyr, uden forventninger og uden at vide præcis, hvad fremtiden bragte, men med håb, en ny far/John, og så var jeg clean.

‍

En ny vej

I dag har jeg det godt. Jeg har fået så meget mere, end jeg forventede, da lille 17-årige Daniel tog afsted med en taske på ryggen. Jeg har stadig mine søskende, John er stadig min rollemodel/papfar, og jeg har en ny familie, som jeg selv har sammensat. Jeg dyrker min yndlingssport, holder foredrag og har et arbejde, hvor jeg prøver at være andres John. Jeg er så heldig og privilegeret, at jeg i dag arbejder hos Udveje og har startet mine egne projekter for at hjælpe udsatte unge og kæmpe for en sag. Jeg er næsten færdig med min uddannelse som tømrer, og jeg er også mentor. Jeg har en masse fede samarbejdspartnere, som f.eks. Joannahuset, og jeg har en lejlighed på Østerbro. Jeg er så taknemlig for det liv, jeg har, og de gaver, jeg får oppefra. Det er alt sammen takket være dem, at jeg er clean, og at jeg mødte John. Hvem havde dog troet, at den dreng, der sad på toilettet for fem år siden og tog stoffer, ville være den samme mand, der stod på Christiansborg fem år senere med ministre og prøvede at hjælpe med at få det stoppet og løfte en sag?