‍DU MÅ IKKE LEGE MED PIGER

De første mange år af mit liv er det intet problem, at jeg løber fra den ene have til den anden og leger med to piger. Jeg vokser op på en villavej, hvor alle kender alle, og husene ligner hinanden, men dufter forskelligt. Nogle forældre laver meget mad, andre vælger de nemme løsninger. Pigerne og jeg er nærmest naboer og skiftes til at lege hos hinanden. Vi leger i det store birketræ og på trampolinen i min have, i udestuen og drivhuset hos min ene veninde, eller på gyngestativet hos min anden veninde. Vi bliver bedste venner.

Den første gang, jeg oplever, at det ikke er i orden, er den dag mine forældre siger nej, da jeg spørger, om jeg må smutte over til en af pigerne. Jeg forstår ikke svaret, for det er hverken sen aften eller tæt på spisetid. "Hvorfor?" spørger jeg. Deres svar runger stadig: "Du leger kun med tøser, du er altså en dreng." Som om det er logisk, at jeg skal lege med drenge. Jeg delte på ingen måde interesse med drenge. Jeg kunne lide film, Barbie-dukker og prinsesselege. Jeg var kreativ, og jeg elskede at tegne og male. De drenge, jeg kendte, kunne lide biler, spil og fodbold, og det syntes jeg ikke var spændende.

Jeg stopper langsomt med at lege med pigerne. Det tror mine forældre i al fald. De ser mig aldrig med mine veninder. Jeg bliver god til at lyve og gemme mig. Jeg starter et dobbeltliv. Når jeg er ude, er jeg mig selv med mine veninder, når jeg er hjemme, er jeg mor og fars gode dreng. På det her tidspunkt er jeg en meget ung teenager og bliver mere og mere afklaret med, hvem jeg er. Jeg ved, at jeg er nødt til at skjule, at jeg har veninder, og at jeg bliver forelsket i drenge, hvis jeg ikke skal lægges for had. Hvad gør en 13-årig uden et hjem og uden en familie? Jeg kan ikke klare mig mentalt eller økonomisk uden mit hjem og min familie.

‍

DU MÅ IKKE DANSE

Jeg begynder til hiphop på min skole. Næsten alle jeg kender, går til noget i deres fritid. Jeg er ikke typen til at stå på en fodboldbane. Men dans og musik? Ja tak! Jeg bliver hurtigt god til at danse. Jeg elsker det. Jeg tænker slet ikke over, hvor fysisk hårdt det er, og jeg har nemt ved at huske en hel koreografi.

En dag får vi at vide, at holdet snart skal til opvisning. Jeg er vildt spændt og glæder mig som en gal. Da jeg fortæller det til mine forældre, fornemmer jeg ikke samme level of excitement. De kigger på hinanden, siger ikke noget. Det er som om, der er ord, der brænder i dem. Jeg modtager deres ord lidt senere på SMS: “Du skal ikke gå til dans. Du er en dreng. Du må gerne gå til noget. Det kunne være håndbold eller fodbold?”

Mit hjerte synker. Jeg bliver virkelig ked af det, for jeg har glædet mig til at fortsætte på holdet og tage til opvisninger. Det må jeg glemme nu. Jeg må ikke være mig selv. Igen. Det gør også ondt, at min mor kender mig så lidt, at hun tror fodbold eller håndbold matcher mine interesser. Jeg stopper til dans og begynder ikke at gå til noget andet. Hvad er meningen med at gå til noget, man ikke synes er sjovt?

‍

DU MÅ IKKE TRO PÅ HVAD DU VIL

Jeg har nået den alder, hvor jeg skal lære at bede, læse de hellige skrifter og besøge Guds hus. Det er vigtigt for mine forældre, at jeg praktiserer vores religion. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at slippe. Jeg siger: “Jeg har det ikke så godt”, eller “Jeg har en avisrute, jeg skal gå.” Det bliver lagt på hylden, men desværre holder det ikke længe.

Mine forældre vil have, at jeg underkaster mig Guds vilje og tilbeder Gud ligesom mine søskende. Jeg kan ikke se meningen med at bede og læse de hellige skrifter. Jeg mærker tydeligt mine forældres tunge skuffelse, hvis jeg en dag ikke har udført mine bønner, eller hvis jeg ikke siger de rette remser under bønnen. Jeg er tvunget til at stræbe efter noget, jeg ikke tror på.

‍

DU MÅ IKKE KLÆDE DIG SOM DU VIL

Jeg bliver mere og mere udspekuleret, som årene går, for at finde sprækker i kassen. Små frirum, hvor jeg kan være mig selv. Jeg gemmer mindst 100 ting for mine forældre: make-up, udfordrende tøj, cigaretter og lightere. Jeg lever mere og mere et dobbeltliv.

Det bliver moderne at gå med skinny ripped jeans. Jeg må ikke selv bestemme, hvad for noget tøj, jeg har på, og jeg ved, at de her jeans ikke bliver godkendt af mine forældre. Jeg køber selv et par for de penge, jeg har tjent på mit arbejde i Netto. Jeg gemmer bukserne i min rygsæk og skifter mellem dem og mine andre bukser, når jeg er på vej afsted eller på vej hjem.

En dag er jeg alene hjemme og tænker, at jeg kan skifte nede i kælderen, inden mine forældre kommer hjem. Men så sker det, der ikke må ske. I samme øjeblik jeg er trukket i mine skinny ripped jeans og har lagt de andre bukser ned i rygsækken, træder min far ind ad døren. Han har en helt bestemt stiv måde at kigge på, når han er vred eller skuffet. Det er dét blik, der møder mig den dag i kælderen. Han er vred: “Tag bukserne af. Du skal ikke vise så meget hud.”

Jeg husker det samme stive blik fra da jeg var syv år gammel og legede med min mors sølvgrå velour-stiletter. Jeg tog dem på og gik rundt i huset. Hans blik fangede mig. Han snerrede sin skuffelse og vrede mod mig: “Du er simpelthen for tøset!”

Når jeg ser tilbage på episoden, kan jeg godt se, at han reagerede i afmagt. At det, han egentlig var bange for, var, at han ikke selv fremstod som den macho mand, han mener mænd skal være. Jeg var et barn, der legede. Men for ham var det alvor, at hans søn ikke var, som han gerne vil have, hans søn skulle være.

‍

‍

‍

‍

DU MÅ IKKE SELV BESTEMME NOGET

I lang tid er det selvfølgeligt for mig, at det er mine forældre, der bestemmer alt. Hvem jeg hænger ud med, hvad jeg har på, om jeg er religiøs eller ej. Men efterhånden som jeg bliver ældre og får venner, der får lov til meget mere og ikke lever med en evig løftet pegefinger fra deres forældre, går det op for mig, at den måde, mine forældre behandler mig på, ikke er normal. Jeg fortæller sjældent andre, hvordan mine forældre behandler mig, hvordan de kontrollerer mig. Jeg gider ikke blive set anderledes på bare fordi, jeg ikke er lige så fri som mine venner. Jeg fortæller det kun til meget få, når jeg en sjælden gang imellem sniger mig med til fester. Og jeg fortæller det kun for at være sikker på, at mine venner ikke kommer til at røbe mig over for mine forældre. Når jeg fortæller mine venner, hvordan tingene hænger sammen hjemme hos mig, foreslår de, at jeg taler med mine forældre om det, eller spørger: Hvorfor gør du ikke bare, som du vil, og så må de forstå, at du er voksen og kan klare dig selv? Det er nemt at komme med gode råd, når man ikke selv står i samme situation og hver dag proppes i en kasse, der ikke kan passe.

‍

DU MÅ IKKE FESTE

Jeg bliver tit taget i mine løgne. Min mor er førtidspensionist og bruger meget af sin tid på at holde øje med mig, selv når jeg er ude. Da jeg arbejder i Netto, kommer hun flere gange om dagen. Hun kører rundt langs vores skraldeskur, hvor personalet står og ryger, og selvfølgelig opdager hun også mig med en smøg. Hun er over mig som en høg, og på den måde tager hun mig ofte i at lyve og stoler mindre og mindre på mig. Første gang min mor tager mig i at lyve, glemmer jeg aldrig. Jeg er 15 år, og en aften får jeg en besked på facebook fra en fyr, der går på en anden skole. Han er en af de populære drenge, alle kender ham. Det er første gang, jeg oplever, at en fyr er interesseret i mig. Han vil meget gerne ses og lære mig at kende. Vi hænger ud i flere dage og en dag spørger han, om jeg vil sove hos ham.

Jeg går i panik. Jeg har aldrig sovet ude hos nogen før, men utroligt nok siger min mor ja. På den længe ventede aften, sover vi i hans kælder. Det er en god aften. Nogle natklubber vil gerne lukke 16-årige ind, og derfor begynder mine veninder at gå i byen. Jeg bliver altid inviteret med, selvom jeg godt ved, jeg aldrig får lov til at komme hjem senere end kl. 23. For at prøve at være i byen hele natten med mine veninder, spørger jeg min mor, om jeg må sove hos fyren igen. Det må jeg gerne. Men jeg sover ikke hos fyren, jeg tager i byen med min veninde. Alt går fint, og vi hygger os. Dagen efter går jeg hjem med bare arme. ”Hvad er det for et lilla armbånd, du har på?” spørger min mor skarpt, da jeg træder ind ad døren. Busted. Det føles som et hjertestop. Armbåndet! Jeg har glemt at tage det armbånd af, som jeg fik på i byen aftenen før. Mine forældre bliver rasende. Efter episoden må jeg endnu mindre, og jeg bliver overvåget endnu mere.

‍

DU MÅ IKKE HAVE NOGET FOR DIG SELV

Jeg bliver også opdaget i at ryge. Jeg fortæller flere gange min mor, at jeg er holdt op, men det tror hun, af gode grunde, ikke på. En aften er jeg på vej i bad, og som altid har jeg nogle små ritualer, jeg gør inden jeg forlader mit værelse. Om jeg er væk i 5 minutter eller 12 timer, så gemmer jeg alle de ting, min mor ikke må finde: make-up, cigaretter, lightere, tøj. Denne gang har jeg heldigvis ingen cigaretter, men jeg har to lightere, som jeg gemmer i en taske, inden jeg går i bad. Da jeg træder ud af badet og ser på min telefon, har min mor sendt et billede af de to lightere.

Nu spoler jeg tiden frem til jeg er 19 år. Jeg har en kæreste, Mikkel. Han kender til min familiesituation og forstår, at vores forhold er nødt til at være hemmeligt. Mine forældre møder ham en dag, men de tror bare, vi er venner. Indtil det selvfølgelig går galt.

Det har lige været valentinsdag, og som den betænksomme fyr, Mikkel er, har han købt chokolade og en kæmpe bamse til mig. Jeg tager det med hjem, for der kan vel ikke være noget underligt i, at jeg har købt chokolade og en bamse til mig selv. Jeg gemmer det brev, der følger med, bagerst i mit skab. På brevet står der: Til Sami, glædelig valentinsdag, jeg elsker dig – Din Mikkel.

Mikkel og jeg tager en tur til Tyskland. På vejen hjem ringer min far til mig. ”Kom hjem, nu,” siger han køligt. Mikkel kører mig hjem, og så starter dramaet. Jeg bliver kaldt ind i stuen, hvor mine forældre sidder. Min far stirrer med sine kolde, intense øjne og spørger: ”Hvad er det, jeg har fundet i dit skab?”

Der er en rungen i mine ører. Jeg ved, at det hele er slut nu. Jeg kan ikke huske mere fra samtalen. Min far rejser sig, og min mor råber, at han ikke må slå mig. Jeg løber op på mit værelse, pakker så meget jeg kan. Jeg kan høre, min far kalder på min bror. Jeg kan høre min far råbe, at jeg er en dansk luder. Adrenalinen pumper, og jeg flygter ud af døren med mine ting og væk i bilen med Mikkel.

‍

DU SKAL VÆRE DEN, VI SIGER DU ER

Jeg er ikke selvstændig og stærk nok til at forlade min familie. Efter et par dage skriver jeg til min mor, at jeg vil hjem. Samme aften kommer hun og henter mig. Både angst og lettelse fylder min krop på vejen hjem. Jeg lægger hovedet på min mors skulder, mens hun kører. Det er en stille biltur, lige indtil vi er 10 minutter fra mit hjem. ”Hvad skal jeg skal gøre?” spørger jeg. Hun svarer: ”Du skal undskylde og ændre dig, så der ikke bliver mere drama.” Vi henter min far ved træningscentret, der ligger lidt væk, fra hvor vi bor. Vi taler ikke så meget, men jeg husker, at min far omfavner mig og siger, at det hele nok skal gå. Jeg bliver tilbudt alt, jeg overhovedet kan drømme om, og min far fortæller, at jeg er hans yndlingsbarn. Det er helt vildt. Jeg har aldrig følt mig som favoritten på nogen måde. Jeg må få det store værelse, et kæmpe TV, alt hvad jeg ønsker mig, men ikke det jeg ønsker mig mest: At være mig selv. De vil have, at jeg ændrer mig. Mine forældre tager mig med ud at købe nyt tøj, de synes jeg går for feminint klædt. Jeg får en masse tøj. Min far giver mig endda en jakke til 3000,- noget jeg ellers normalt aldrig ville få. For en stund er mit liv helt forandret: Jeg er gået fra Mikkel, går i noget andet tøj, bor på det største værelse i huset. Der går dog ikke længe, før følelsen af at være favoritten derhjemme forsvinder.

Sommeren 2021 ændrer mit liv totalt. Jeg arbejder en del, får en pæn løn og har også optjent feriepenge. Derfor tager jeg til København for at besøge min tante. Eller rettere sagt, min mors veninde, som vi kalder tante Erika. Tante Erika bor på Vestegnen, hun er humoristisk, frisindet og varmblodig. Hendes hjem er lyst, altid rent og ikke så meget som en sofapude ligger forkert. Det lyder måske som om, hun er en hystade, men hun er det rareste menneske. Jeg taler stadig med hende den dag i dag. Tante Erika har tre børn. Det er meningen, at jeg skal bo hos dem i en uge, men de har ikke plads, så jeg må finde andre steder at sove. Jeg ender både i Valby, på Nørrebro og sidste nat bliver på Amager. Den uge slår jeg mig ekstra meget løs. Da jeg ankommer til København, ligger jeg hårdt ud med at få lavet negle. Jeg tager i byen. Det er en vild følelse at træde ind på en bar, høre larmen fra alle de mennesker, der har gang i en god samtale og musikken, der overdøver mine tanker. Jeg er alene, for jeg kender jo ikke rigtig nogen her i København. Jeg møder to piger, der sidder ved et bord sammen. Jeg spørger, om jeg må sætte mig, og det må jeg heldigvis gerne. Vi snakker, lærer hinanden bedre at kende, og de to piger bliver mine faste fest veninder den her uge i København. De er begge adopteret fra Indien og har en enormt positiv energi, der smitter af på mig med det samme. Vi hygger hele aftenen, uheldigvis er det under Corona, så ved midnatstid må vi gå hvert til sit. Under hele turen forsøger min mor at overtale mig til at opsøge en imam i håb om, at jeg kan blive ”udredt” for min seksualitet. Jeg afviser det blankt. Seksualitet er aldrig et valg for nogen. Men min mor bliver kold og kontant. Hun insisterer på, at jeg skal danse efter hendes pibe.

‍

" Det er nu, jeg smutter hjemmefra, har I plads til mig? "

‍

DU MÅ IKKE VÆRE DIG

Toget kører ind på stationen, jeg er hjemme i Jylland efter en lang og dejlig tur til København. Da jeg er hjemme, råber jeg hej og går op på mit værelse for at stille mine ting. Min mor kalder mig ned i stuen. Hun vil snakke med mig om min seksualitet og den livsstil, jeg vælger at leve. Min mor sidder i sofaen med armene over kors. Jeg husker ikke så meget af samtalen, men jeg husker, at jeg er meget upåvirket af situationen. Lige indtil hun siger, at hun synes, jeg skal smutte, før min far kommer hjem, og helvede bryder løs. Da hun siger det, skriger alt i min krop, at jeg skal pakke mine ting. Udadtil bevarer jeg roen og bliver stående. Min mor rejser sig, tager sit overtøj og går ud til bilen for at køre en tur.

Jeg løber op på mit værelse og ringer til min venindes mor, som jeg gennem flere år har kaldt min bonusmor. Jeg siger, at det er nu: ”Det er nu, jeg smutter hjemmefra, har I plads til mig?” Det har de. Jeg pakker så hurtigt, jeg kan. Jeg ringer også til min daværende kæreste, han bor helt oppe omkring Holstebro. Han siger, at selvfølgelig kommer han og henter mig. Det føles som om, det hele går stærkt, men i realiteten tager det nok tre timer. Det er blevet mørkt. Heldigvis er min far ikke kommet hjem endnu, men min mor kommer tilbage fra sin køretur.

Hun kigger køligt, men overrasket på mig, da hun træder ind på mit værelse og ser, at jeg har pakket mine ting. Hun sætter sig på min seng og rækker mig en rulle affaldssække, jeg kan bruge til at pakke mere ned. ”Husk at tage sengen med,” siger hun. Jeg kigger på hende som om, hun taler kinesisk.

Det flyver ud af mig: ”Undskyld mig, hvad? Sengen ejer jeg ikke, og hvordan i alverden skal jeg kunne flytte den?” Jeg er vred nu. ”Ja, det er sådan set ikke mit problem,” svarer min mor, ”værelset skal være helt tomt.” Min storebror kommer ud fra sit værelse, rasende. Han skælder mig ud og fortæller min mor om tatoveringer, jeg har, som hun ikke kender til. Jeg slæber sække med mine ting ned ad trappen og stiller dem ude foran huset. Min kæreste er kommet og fylder bilen. Min storebror løber ned ad trappen, tager fat i en af sækkene med mine ting og kaster den hårdt ned i jorden. Tingene vælter ud over det hele.

Jeg løber ned i kælderen, tager min cykel og smider nøglen til huset i postkassen. Jeg sidder i bilen ved siden af min kæreste. Min bror kaster et tændt cigaretskod på bilens forrude. Det er den sidste gang, jeg har set min familie.

‍

JEG ER MIG OG DU ER DIG

Det her var min historie om, hvordan jeg voksede op, blev undertrykt, følte mig anderledes, rykkede grænser, blev god til at diskutere og lyve. Men vigtigst af alt, hvordan jeg blev mig. Min historie er ikke noget, jeg dagligt reflekterer over; den er aldrig årsag til mine regnvejrsdage, men når jeg skriver den og læser den, kan det undre mig, at jeg stadig står her i dag. Jeg arbejder fuldtid og drømmer kun om at komme længere og længere frem og blive den bedste udgave af mig selv. Jeg drømmer om at blive den forælder, jeg ikke selv havde.

Hvis der sidder nogen derude, der er i samme båd, som jeg har været, håber jeg inderligt, at min historie kan give dem styrken og troen på dem selv om, at de nok skal klare den og komme ud på den anden side. For der er en anden side, og græsset er så meget grønnere. Hvis bare min historie kan hjælpe én person, så er jeg mere end tilfreds. Husk på, at jeg er mig, og du er dig. Det er der ingen, der skal ændre på.