‍BAMSEBJØRN, BAMSEPIGE OG ISBJØRN

I mange år havde jeg Bamsebjørn, Bamsepige og Isbjørn. Jeg havde haft Bamsebjørn og Bamsepige lige så længe, jeg kunne huske. Som om de var med mig inde i min mors mave, at de bare kom ud sammen med mig. Isbjørn fik jeg, da jeg gik i 2. klasse. Jeg havde et sammenstød med en anden dreng, brækkede min næse og skulle opereres. På hospitalet var jeg bange for at få bedøvelse og falde i søvn, så jeg løb ind på toilettet og gemte mig. Jeg nægtede at komme ud, selvom alle de voksne sagde, at jeg skulle. En sygeplejerske på børneafdelingen fik en idé. Hun hentede en bamse til mig, bankede på døren til toilettet og fortalte, at hvis jeg kom ud, så kunne jeg få lov til at få bamsen, der hed Teo, med ind til operationen. Det virkede. Jeg kom ud, og hun gav mig bamsen. Det var en hvid isbjørn, så jeg forstod ikke hvorfor, den hed Teo. Jeg valgte at kalde ham Isbjørn i stedet. Isbjørn kom med til operationen, hvor jeg på magisk vis følte mig tryg og rolig.

Isbjørn var meget blød på kroppen. Hans poter var hårde, og havde en form for sand i sig, som gjorde, at når jeg krammede Isbjørn, føltes det som om, han også krammede mig. Isbjørn blev en del af min familie, og hver nat sov jeg med Bamsebjørn, Bamsepige og Isbjørn ved min side. Jeg sov ikke kun med bamserne, jeg klemte dem også, når tingene derhjemme blev for meget. Hvis jeg blev bange, hvis jeg havde et skænderi med min familie. Bamserne var der for mig gennem mange svære perioder. “Hvad er der galt med dig?” spurgte Y. “Hvorfor er du så barnlig og bøsset?” spurgte H. Jeg var 14 år gammel, og min familie forstod ikke, hvorfor jeg ikke voksede ud af mit forhold til mine bamser. Min familie forlangte, at jeg skaffede mig af med bamserne. Som om bamserne var skrald. Men for mig var Bamsebjørn, Bamsepige og Isbjørn mere end stof med fyld i. Jeg nægtede at smide dem ud. Men en dag var bamserne væk. Jeg kom hjem fra skole og åbnede skabet, hvor Bamsebjørn, Bamsepige og Isbjørn normalt sad, men de var der ikke. Min familie havde smidt Bamsebjørn, Bamsepige og Isbjørn ud, mens jeg var i skole.

Jeg havde virkelig svært ved at sove efter det. Den første nat var megethård. Jeg tog min dyne op og krammede den sammen, så den mindedeom bamserne, men det virkede ikke. Det beskyttede mig ikke fra frygten,når jeg mærkede frygten glide ned ad min ryg som isterninger. Det togmig lang tid at lære at falde i søvn igen. Det var som om min familie havdeflået et stykke af mit hjerte væk, mens jeg havde kigget den anden vej.

‍

HVORFOR TROR I ALDRIG PÅ MIG?

Fra 1. til 4. klasse gik jeg og min yngste storebror Y på samme skole. Jeg var en stille dreng, der havde svært ved at få venner, og jeg blev mobbet meget af pigerne på skolen. De drillede mig, fordi jeg var stille og sensitiv, og nogle gange løb de efter mig og slog.

Mine klassekammerater spurgte, hvorfor min bror Y ikke hjalp mig, hvorfor jeg ikke sagde noget til ham. Men min bror var altid på deres side og lyttede til dem, uanset hvad. I hans øjne var jeg forkert, fordi dem, der mobbede mig, var piger, og piger kan ikke gøre noget forkert. Når jeg havde et problem med pigerne, sagde de det til min bror, og min bror slog mig foran alle på skolen. Han sagde det ovenikøbet også til min far, så min far også kunne straffe mig, når jeg kom hjem.

Der var særligt én ting, min bror gjorde, som jeg aldrig vil tilgive ham. Jeg gik i 3. klasse og var på vej ned til pause med min ven. Vi gik ned ad trappen, da jeg så min bror Y lege med en pige fra min parallelklasse. De var midt i en venskabelig brydekamp, og alle kiggede på og grinte. “Du er heldig,” hviskede min ven i mit øre, “Det må være sjovt at lege med din bror hver dag.” Jeg følte mig ikke spor heldig, tværtimod. Jeg lavede aldrig noget med min bror. Jeg havde aldrig set ham lege med en anden person på den måde. Aldrig set ham grine og hygge sig på den måde.

Af en eller anden grund gav det mig energi og lyst til at være med. Jeg løb ned for at være med til brydningen, men min bror stoppede mig. Han skubbede mig væk og sagde: “Fuck af, jeg gider ikke lege med dig!” Så sagde pigen også: “Ja, Amir, gå væk, vi gider ikke lege med dig.” Bagefter sagde hun til min bror, at hans lillebror er så irriterende. “Han driller altid os piger.” Så nikkede min bror langsomt og sagde: “Virkelig.” Han kiggede på mig og tilføjede på arabisk: “Bare vent til vi kommer hjem.” Jeg kan huske, hvordan frygten fik hele min krop til at ryste. Nu vidste jeg, hvad der skulle ske, når jeg kom hjem. Jeg vidste, at min far ville blive rasende på mig.

Så på vejen hjem lavede min bror en aftale med mig. Hvis jeg gjorde, hvad han sagde, ville han ikke sige noget til min far. Sådan kørte det i en lang periode. “Luk døren, eller jeg siger til far, hvad du gjorde.” “Gå ned og køb det her, eller jeg siger til far, hvad du gjorde.” Det blev ved, indtil en skole-hjem-samtale, hvor min lærer roste mig og fortalte mine forældre, hvor god jeg var, og at jeg altid opførte mig pænt.

Min mor sagde, at min bror Y havde nævnt, at jeg drillede pigerne. Min lærer svarede, at det var omvendt, at pigerne drillede alle, og at jeg var en sød, stille dreng. Jeg kan huske, hvordan jeg vendte mit hoved mod min far, for jeg ville gerne se på ham. Jeg ville gerne have, at han fik skyldfølelse. Men der skete intet. Min far kiggede mig ikke i øjnene. Hele vejen hjem var han stille. Alle de slag, alle de gange han havde behandlet mig uretfærdigt, og jeg fik ikke engang en undskyldning.

Han sagde aldrig noget til mig om det. Min mor sagde til gengæld, at hun vidste, at jeg var en god dreng, men ikke mere end det. Ikke “Undskyld”, ikke “Jeg er ked af det, der er sket”. Min storebror fik skæld ud af min mor, da han kom hjem, men ikke nogen slag, som straffen ellers normalt ville være. Det var som om, at hvis min far straffede min bror, ville det samtidig være en indrømmelse af, at han selv havde taget fejl.

Men det værste var, at min bror foretrak at lege og hænge ud med andre børn frem for sin egen bror, og at min familie og mine forældre ville tro på andre menneskers børn frem for deres eget. Det er et af de største omsorgssvigt, jeg har oplevet.

‍

BESKEDEN

Da Lukas fik denne besked fra sin mor, forstod jeg, at min familie ikke var som andres: Jeg havde været sammen med mine venner, og min ven Lukas var kommet sent hjem. Så sent, at hans forældre ventede på ham, sure og bekymrede, og Lukas kom op at skændes med sin mor. Hun råbte ad ham, og det endte med, at Lukas gik ind på sit værelse og smækkede med døren.

Næste morgen mødtes vi alle sammen for at tage ud igen, og Lukas forklarede os, hvad der var sket derhjemme mellem ham og hans mor. Han fortalte, at han bare var gået om morgenen uden at sige noget til hende overhovedet.

Vi tog ned til Bryggen, som vi plejede. Vi sad nede ved vandet og hørte musik og drak i hemmelighed. Fx. Red Bull og vodka. Og mens vi sad i bussen på vej hjem, fik Lukas beskeden fra sin mor, som han læste op for os alle. Jeg kan huske, hvordan alle bare sagde: ”Nurh, ej, sådan er min mor også.” Som om det var genkendeligt for dem.

For mig var det fremmed. Jeg kunne slet ikke genkende det, og jeg kan huske, hvordan jeg bare forstenede i det minut. Jeg var ved at græde, for jeg følte mig snydt og anderledes. Hvorfor kunne jeg ikke have det sådan? Hvorfor blev jeg ikke behandlet sådan her?

For første gang i mit liv følte jeg, at jeg gik glip af noget. Jeg ville ønske, mere end noget andet, at jeg havde det på samme måde som dem. I min familie blev der aldrig brugt ordet undskyld, sendt hjerter i SMSer, eller andre ord der anerkendte, at de også tog ansvar. Det var altid mig, der var skyld i problemerne.

Jeg havde troet, at alle familier var ligesom min, men efter den ene besked fra Lukas’ mor forstod jeg, at min familie havde et problem.

‍

FØRSTE FORSØG

Jeg begyndte at lægge mærke til, at min familie var meget anderledes og gjorde oprør. Jeg stillede spørgsmål ved alt, alt fra opdragelse til kultur. Så meget, at jeg blev det sorte får i familien. Jo mere jeg gjorde oprør, jo værre blev vores relation. Jeg skændtes med dem alle næsten dagligt, og det gjorde, at jeg blev stresset og syg.

Under corona begyndte jeg at få krampeanfald, og jeg blev diagnosticeret med epilepsi. I begyndelsen kom anfaldene sjældent, men de blev værre med tiden, og jo værre problemerne i familien var, jo oftere kom de. Efterhånden fik jeg epileptiske anfald flere gange om ugen. Jeg blev hele tiden indlagt på hospitalet, og fordi jeg var under 18, skulle min far eller bror altid overnatte med mig. Det gjorde, at jeg mere og mere blev et problem for dem.

På et tidspunkt tog min læge kontakt til min familie. Hun fortalte, at mine anfald var blevet værre, men i stedet for at spørge mig, om jeg var okay, begyndte min familie at få det hele til at handle om dem: Hvordan de havde det, hvorfor de var bange og bekymrede, ikke hvorfor jeg havde det dårligt eller var bange. Det hele handlede om dem. De begyndte også at søge flere informationer om min sygdom gennem konspirationsteorier.

Min familie besluttede, at jeg skulle være hjemme hver dag klokken 18, at jeg skulle aflevere min telefon klokken 20, og at jeg skulle bære en Apple Tracker på mig, så de altid kunne finde mig, uanset hvor jeg var. Det var deres måde “at passe på mig”: De brugte min sygdom til at tage kontrol over mit liv. Problemerne voksede, men jeg var vant til, at vi som familie altid fejede alt under gulvtæppet og glemte, at vi faktisk havde problemer. Jeg blev mere og mere vred, vreden voksede i mig som aldrig før. Jeg glemte til sidst, hvordan det var at have kontrol over sin egen krop og sit eget sind. Det var som om, noget andet tog over mig.

En nat stak jeg af hjemmefra. Jeg løb ned i gården og gemte mig bag en busk. Jeg havde kun en meget tynd T-shirt og joggingbukser på. Kort tid efter blev politiet tilkaldt af min familie. Mine brødre og deres venner gik rundt og ledte efter mig. Jeg kunne høre dem råbe mit navn, mens politihundene gøede. Jeg valgte at gå ud af busken. Min far fik øje på mig, løb hen til mig og krammede mig. Og så fik jeg et epileptisk anfald.

De bar mig op i lejligheden og lagde mig på sofaen i stuen. Hele min familie og naboerne gik ud i gangen og snakkede. Jeg så min chance og løb ud på balkonen. Jeg forsøgte at samle mod til at springe ud, men så opdagede min mor, at jeg ikke var på sofaen. Hun løb hurtigt ud på balkonen og tog hårdt fat i mig. Jeg prøvede at vikle mig ud af hendes greb.

Politiet stod på fortovet og så, hvad jeg var i gang med. En eller anden pegede på mig og råbte op, alle hundene begyndte at gø, og betjentene skyndte sig op i lejligheden for at hjælpe. Efter det fik jeg et endnu værre epileptisk anfald. Jeg vågnede på psykiatrisk afdelings akutmodtagelse uden 100% at kunne huske, hvad der var sket. Det var ikke mine forældre, der gennemgik, hvad der var sket sammen med mig, det var psykiateren.

Jeg var på hospitalet i en uge sammen med min far. Da jeg kom hjem, talte vi aldrig om det igen. Vi fejede det under tæppet, som vi plejede. Min familie ønskede ikke at tale om det og syntes heller ikke, at jeg skulle have ambulant behandling fra psykiatrien. Jeg skulle dog stadig derhen til ambulant behandling, men mine forældre var ikke glade for det. De sagde, at jeg skulle sige til psykiateren, at jeg ikke ønskede at begå selvmord, og at jeg havde det meget bedre.

Jeg skulle ikke fortælle, hvordan jeg faktisk havde det, og det fortalte jeg heller ikke til mine forældre. Det ville ikke nytte noget.

‍

‍

‍

DJINN UDDRIVELSE I ISTANBUL

Jeg var stadig rebelsk og syg, både fysisk og psykisk. Ifølge min familie opførte jeg mig “forkert” og var ude af kontrol. Mine forældre lagde to og to sammen og kom frem til, at jeg var besat. Derfor skulle vi en tur til Istanbul på ferie. Jeg troede, at mine forældre mente, at en rejse til udlandet ville være en positiv ting for vores familie. Jeg anede ikke, hvad der ventede mig i Istanbul.

Solen skinnede, da vi ankom til Istanbuls lufthavn en mandag morgen. Det var så varmt, at det føltes som om solen brændte gennem min hud og helt ind til mine knogler. Jeg var fuld af begejstring og kunne ikke vente på, at ferien skulle starte. Min far og bror fandt hurtigt en taxa ved den travle lufthavn. Chaufføren fandt ud af, at vi ikke talte tyrkisk, men snakkede alligevel løs hele den halvanden time, vi sad i hans bil fra lufthavnen til hotellet.

Han råbte ad trafikken, og jeg vidste på grund af hans tone og gestik, at det var bandeord, selv om jeg ikke forstod dem. Jeg kiggede på min mor, som var meget mere stille end normalt. Jeg kunne mærke, at hun var utilpas. Inden i mit hoved spurgte jeg hende: “Hvad er der galt?” Men ordene kom ikke ud af min mund. Min mor kiggede på mig og smilede sit smukke smil, men det var som om hendes smil fortalte mig, at jeg skulle forberede mig på noget stort.

Hun trak sin bedekæde frem; en kæde med en masse brune træperler, som var helt blankslidte, og i toppen af kæden var der en slidt tot. Hun har haft den så længe, jeg kan huske. Det er som om man kan se hele min mors livshistorie, bare ved at kigge på den bedekæde. Jeg spurgte altid min mor, hvorfor hun ikke fik en ny, når den var så gammel og slidt, men hun ville aldrig skifte den ud, for den betød rigtig meget for hende. Hun sad ofte med den og brugte den til at bede. Det gav hende en form for ro at nævne Guds ord, skabte en slags boble rundt om hende.

Jeg lagde mit hoved i min mors skød, mens hun hviskede Guds ord. Det gav også mig en form for ro, og det bandt mig og min mor sammen. Sådan gjorde vi tit: Jeg lænede mig op ad min mor, mens hun brugte sin bedekæde.

Vi ankom til en skummel sidegade med noget, der skulle forestille at være et hotel. Jeg trådte ud af bilen, og inden jeg nåede at sige noget, afbrød min mor mig og sagde, at vi ikke skulle tilbringe tid i hotellet, men skulle ud og opleve Istanbul.

Jeg bar min kuffert ind i en slidt lobby, hvor lysene knap nok virkede. I skranken sad en ung gut ved en gammel computer, ved siden af ham stod en slikskål med bolcher, der virkede ældre end mig. Min mor og jeg ventede ude ved siden af, mens min bror og far tog sig af tjek ind.

De første dage i Istanbul var fine nok. Vi besøgte et museum og en kæmpe basar, hvor der var en masse forskellige eksotiske frugter og krydderier. Vi bad i de forskellige moskeer, som Tyrkiet er kendt for, og besøgte min mors onkel og hans familie for at lære dem bedre at kende.

Men så besluttede mine forældre at tage mig til en syrisk læge, som var meget kendt i Tyrkiet. Den syriske læges kontor lå i indre by, hvor han havde mange kunder. Ventetiden føltes som en evighed. Endelig kom vi ind til denne mand, som antog, at han vidste mere end de danske læger og var uenig i næsten alt, hvad de danske læger havde sagt. Alligevel kunne han ikke 100% sige, hvad der var galt med mig.

Det, han foreslog, var ikke noget fremmed for mig: Mine forældre skulle tage mig til en imam, der kunne læse koranen for mig. Den syriske læge snakkede med mine forældre bagefter, mens de bad mig om at vente udenfor. De bad mig altid om at forlade rummet, så de kunne snakke i fred om mig. Da de kom ud, sagde de, at vi skulle snakke med en imam. Jeg tænkte ikke noget forkert om det, for det havde jeg prøvet før.

En nat, da vi var på vej hjem til hotellet efter en lang dag, faldt jeg om og krampede midt ude på gaden. Min bror, min far og min grandfætter bar mig op til hotellet, hvor kramperne stoppede, men alligevel holdt min bror og fætter fast i mig. For første gang fik jeg et nyt slags anfald, som jeg senere har fundet ud af var et PTSD-anfald.

Jeg råbte og skreg, mens de holdt mig nede. Jeg var ikke helt vågen, men alligevel tilstede. Jeg kunne mærke, at de holdt mine hænder nede, og de trak nåle frem fra min mors tørklæde, som de stak mig med i alle fingrene for at presse det beskidte blod ud af mig. Jeg opdagede også, at der var en anden mand i rummet. Jeg ved ikke, hvem han var, men han læste koranen for mig og vaskede mit hoved med vand. Det er det sidste, jeg kan huske, før jeg forsvandt fuldstændig.

Jeg vågnede næste dag med bid i tungen. Min krop rystede, og jeg kiggede hen på min bror, der sov i den anden seng. Frygten flød i min krop som smeltet is. Jeg var så bange. Jeg sagde ikke meget, før vi kom hjem igen til København et par dage efter.

‍

ANDET FORSØG

Jeg blev mere og mere rebelsk. Jeg kom i flere konflikter med mine

brødre, og det endte med at gå virkelig galt. Jeg havde et skænderi med en pige i skolen, som hed Alberte. Hun kaldte mig fucking bøsse, og det triggede noget i mig, for inderst inde vidste jeg godt, at hun havde ret: At jeg var homoseksuel. Men mine forældre måtte ikke opdage det, og derfor var den side af mig skjult. Det var også den side af mig, jeg selv afskyede allermest. Jeg blev så vred, at jeg spyttede på hende. Vi kom i en kæmpe konflikt hvor skolelederen blev indblandet og mine forældre blev indkaldt til et møde på skolen, hvor mine brødre deltog som tolke. Min familie tog den fremmede piges side. Uden at stille spørgsmål tog de et andet barns parti, i stedet for at lytte til deres eget barn, deres kød og blod. Da vi kom hjem, blev min familie rasende, mest min far. Han råbte ad mig og svinede mig til, tog hårdt fat i min arm og skubbede mig ind på mit værelse. Først blev jeg virkelig ked af det, og så kom vreden boblende op i mig. Jeg ville ønske, han var død, tænkte jeg. Jeg ville ønske, de alle var døde. Jeg gik ned på knæ og bad til min Gud, at han ville skaffe sig af med min familie. Det var ikke første, gang jeg gjorde det. Jeg har bedt den bøn siden jeg var 10 år gammel. Først var det kun min far, fordi han slog mig. Men mit had voksede til hele min familie, og jeg begyndte at ønske døden for dem allesammen.

Min bror kom ind på værelset senere den aften og sagde “Nu glemmer vi alle sammen, hvad der skete i dag. Også det du gjorde med hende pigen.Vi er din familie, og vi holder sammen med dig, selvom vi ved, det er dig, der er forkert på den. Vi ved at du startede problemet.” Jeg blev så sur, fordi det ikke var sådan, det var. Jeg råbte: ”Det var ikke MIG, der startede. Hvordan kan det være, at I siger, at I er på min side, men I vælger at tro på en fremmed pige i stedet for jeres bror og søn.” Min bror Y lagde låg på: ”Jaja, så siger vi det.” Jeg lukkede ikke et øje den nat. Jeg var træt af det hele, jeg følte mig snydt, og det var som om, jeg sad fast. Ville nogen nogensinde forstå min vrede? Jeg blev mere og mere rasende. Til sidst fik jeg nok. Jeg løb ud i køkkenet, hvor jeg åbnede det kolde køleskab, hvor min fars hjertepiller lå. Jeg tog en pakke piller og en sprøjte stesolid, så jeg ikke ville kunne føle noget, mens jeg døde. Adrenalinen pumpede i min krop. Jeg gik ind på toilettet, slugte min fars piller og sprøjtede stesoliden ind i min mund lige bagefter. Jeg lagde mig på det kolde gulv. Tårerne trillede og kildede på min kind. Det tog tid før bedøvelsen satte ind. Mine øjne var lukkede, men jeg hørte min brors og mine forældres stemmer. Min bror råbte: “Hvad har han dog gjort, hvorfor har han gjort det her?” Både min far og mor svarede: “Fordi han er en idiot”.

‍

“Jeg kan ikke vende tilbage. Jeg gider ikke at være her mere. Jeg hader min familie, jeg hader dem alle sammen. Jeg vil aldrig nogensinde tilbage, mor, please, tving mig ikke til at komme tilbage.”

‍

VALGET

Jeg kom hjem fra skole, og tog mit Burger King-tøj på, men inden jeg kunne tage på arbejde hos Burger King i Field’s, havde jeg brug for hjælp til noget på min telefon. “Kan du hjælpe mig med det her?” spurgte jeg min bror Y. Han sukkede dybt: “Er du dum? Er du idiot? Det er ikke sådan, man gør! Hvorfor kan du ikke finde ud af sådan nogle ting?” Han skældte mig ud og svinede mig til. Til sidst var jeg bare sådan: “Jamen så gider jeg da ikke at have din hjælp.” “Så fuck af, din bøsse.” Jeg blev rigtig vred, og jeg slog ham. Og så slog han mig, og vi kom op at slås.

På det tidspunkt var det kun mig, ham og min far, som var hjemme. Min far løb ind på værelset for at se, hvad der skete, og uden at sige noget, uden at kommentere på noget, slog han mig. “Du ved ikke engang, hvad der er sket, du har ikke engang hørt min del af historien. Du slår mig bare.” “Han er din storebror, han er ældre end dig, så uanset hvad han gør, skal du respektere ham.” “Men det er jo ham!” “Ja, men han er din storebror.” Jeg havde aldrig nogensinde turdet stå op imod min far. Jeg havde aldrig turdet hæve stemmen, for jeg har altid været bange for ham. Men for første gang i mit liv slog jeg ham. Med knyttet næve. Lige i ansigtet. Min far kiggede på mig. Jeg kan stadig huske hans øjne. Han var sådan: Det har jeg ikke prøvet før. Det har I ikke gjort før. Det er altid omvendt: Jeg slår, og så er det stop. Jeg kan stadig huske, at han var sådan helt: Hvad fanden? Og min storebror var også sådan: WTF? Det blev en slåskamp, hvor det var dem mod mig. De slog ud efter mig, jeg slog efter dem. Der var kaos. Jeg kastede ting efter dem, jeg blev selv kastet fra rum til rum, jeg slog ud efter dem, jeg ødelagde døre, jeg slog på alt, jeg blev helt skør. Jeg kunne slet ikke genkende mig selv, jeg mistede helt kontrollen. Så tog jeg min telefon og oplader og stak af hjemmefra.

Jeg ringede til min mor, mens jeg løb mod Field’s, for jeg skulle stadig på arbejde. Jeg tudbrølede og sagde: “Jeg kan ikke vende tilbage. Jeg gider ikke at være her mere. Jeg hader min familie, jeg hader dem alle sammen. Jeg vil aldrig nogensinde tilbage, mor, please, tving mig ikke til at komme tilbage.” “Hvad er der sket, slog de dig?”

“Ja, de slog mig. De slog mig begge to, de var begge to imod mig. Vi kom op og slås.”  
“Der er ikke nogen, der skal slå min søn. Der er ikke nogen, der skal røre dig. Jeg er din mor, og jeg skal nok beskytte dig. Bare please kom hjem igen, de skal ikke slå dig.”  
Jeg tænkte: Sygt nok, hun er på min side, nu er hun sammen med mig, og jeg blev helt sådan… stolt af, at hun var det.  
Jeg fik ro i maven: Så længe hun stod ved min side, så turde jeg godt at komme hjem. Jeg tog på arbejde, men alligevel havde jeg det så dårligt, at jeg fortalte det til min veninde. Hun var 21 og boede alene. Jeg var 16 på det tidspunkt.  
Jeg forklarede hende, hvad der var sket, og hun sagde: “Du skal ikke tage hjem igen. Du kommer hjem til mig.”  
“Men min mor siger, hun er på min side!”  
“Jamen Amir, din mor er en kvinde. Hvad skal hun gøre? Hvad skal hun nogensinde kunne gøre for at stå ved din side?”  
Min veninde er kurder. Hun ved præcis, hvordan det er. Det var den eneste grund til, at jeg stolede på hende, og lyttede til hende.

‍
Da arbejdsdagen var slut, ringede jeg til min mor for at spørge, om hun havde fået snakket med dem.  
“Ja, jeg har snakket med dem. Men det er dig, der er forkert på den.”  
Jeg kunne høre min fars vejrtrækning i baggrunden.  
“Hvordan kan det være, at det er mig, der er forkert på den?”  
“Du skulle ikke have spillet smart over for din bror, du skal respektere din bror, og du skal respektere din far. Man slår ikke på sin far, man slår ikke på sin bror.”  
“Men har du ikke hørt, hvad jeg har forklaret dig om, hvad der skete?”  
“Kom hjem, så kan vi snakke om det.”  
“Nej, jeg gider ikke at komme hjem, nu har jeg fået nok, mor, jeg vil ikke at være her mere. Jeg hader den her familie, jeg hader dem allesammen.”  
“Nu har du et valg. Enten vælger du din mand, eller også vælger du din søn.”  
“Hvad mener du med at vælge min mand eller min søn?”  
Jeg kunne høre min fars vejrtrækning, og jeg tror, at min mor inderst inde ikke troede, at jeg turde stikke af fra hende, stikke af hjemmefra.  
“Så vælger jeg min mand.”  
“Så mister du din søn.”

‍

JOANNAHUSET

Efter jeg havde givet mine forældre valget, så jeg ingen anden mulighed end at flytte hjem hos min kollega. Mine forældre efterlyste mig hos politiet, og politiet fandt gennem mit arbejde hurtigt ud af, at jeg var hjemme hos min veninde. Jeg sagde til politiet: “I må ikke fortælle min familie, hvor jeg er på noget tidspunkt.” Jeg var virkelig bange, og jeg turde ikke komme hjem. Men politiet fortalte min familie, hvor jeg var, og en dag kom min bror H hen på mit arbejde.

Min bror og hans ven tog mig om bagved i et lagerrum. Min bror gik helt tæt på mit ansigt og sagde: “Jeg håber, du dør i morgen.” Han holdt mig op ad væggen, og jeg var virkelig bange. Helt oppe i mit ansigt sagde han: “Du er intet for mig, du er ikke min bror mere, jeg hader dig.” Jeg rystede, og jeg turde ikke at sige noget, jeg kunne ikke snakke. Han kastede en pose med mit tøj og min computer, som han havde haft med hjemmefra, og så gik han.

Jeg gik ud med mine ting i personalerummet på Burger King, og så snart jeg trådte om bagved, hvor ingen kunne se mig, tissede jeg i bukserne. Jeg tissede bare i bukserne, mens jeg stod og rystede. Mine kollegaer spurgte: “Hvad sker der?” Jeg fik nogle nye bukser på, jeg fik lov til at vaske mig lidt og så skulle jeg på arbejde, indtil der kom en anden, der kunne afløse mig.

Jeg skyndte mig hjem til min veninde efter arbejde, helt rystende og bange. Jeg havde det virkelig dårligt. Politiet havde fortalt min familie, hvor jeg var, selvom jeg havde stolet på, at de ikke ville.

Et par uger senere tog jeg til kommunen for at prøve at blive anbragt. Jeg havde en bisidder med fra Børns Vilkår, og jeg forklarede dem alt. At jeg var så bange: “Jeg tør ikke at være på Amager mere, jeg tør ikke engang at være på arbejde mere, jeg tør ikke noget som helst.”

Sagsbehandleren fortalte, at der ikke var noget at gøre. At der ikke var “anbringelsesgrundlag”. Hun sagde, at mine forældre havde fortalt, at de aldrig kunne finde på at gøre mig noget. Og det troede min sagsbehandler bare på. Det var som om, hun slet ikke ville have bare en lille smule forståelse overhovedet.

Jeg forklarede hende, at hvis jeg skulle hjem, ville jeg hellere dø. Hun skrev, at jeg truede med selvmord. Hun skrev sin helt egen version af min historie. Jeg talte med en fra den sociale døgnvagt, som sagde, at jeg enten kunne bo på gaden eller tage til Joannahuset. Jeg vidste ikke, hvad Joannahuset var på det tidspunkt, og anede ikke, at det ville ændre mit liv.

Joannahuset er et krisecenter for børn og unge. Jeg hørte ordet ”krisecenter” og forestillede mig en slags fængsel, men Joannahuset er et hyggeligt, Dejligt hjem med de mest forstående og mangfoldige mennesker, jeg nogensinde har mødt. Et sted, hvor man ikke bare skal passe sig selv. De ord fik jeg senere tatoveret på mit bryst, tæt på mit hjerte.

I Joannahuset mødte jeg mennesker, der kæmpede for mig. De hjalp mig med at komme på VIFO, som er et sted, man kan være, når kommunen træffer beslutninger om ens sag. Kommunen var ikke sikker på, at jeg skulle anbringes, men efter at Joannahuset gik ind i sagen, begyndte kommunen at lytte lidt til mig.

Joannahuset blev ved med at kæmpe for, at kommunen skulle lave en permanent anbringelse. Jeg fortalte kommunen, at min familie ikke måtte vide, hvor jeg var, for jeg vidste, at min familie ville opsøge mig, hvis de vidste det. Men kommunen videregav oplysninger til min familie, og kun et døgn efter jeg ankom på VIFO, blev jeg opdaget.

Jeg og de andre unge sad og hyggede, da en af pigernes brødre kom forbi og satte sig på en bænk udenfor. De måtte ikke komme ind, men de måtte godt være udenfor og sidde i gården. Jeg turde ikke gå ud, og jeg turde ikke at snakke med fremmede mennesker. Jeg ville allerhelst bare være indenfor og være alene.

Pigen kom hen til mig og sagde: “Please, mine brødre venter derude, vil du ikke komme ud og snakke med dem? Jeg har fortalt dem, hvor sjov du er, og hvor hyggelig du er at være sammen med. Vil du ikke please komme ud og snakke med dem?”  
“Nej, jeg har ikke lyst til at komme ud og snakke med dine brødre, for hvad hvis de kender mine brødre?”  
“Nej nej, det gør de ikke!”, sagde hun, og vi blev ved med at diskutere, og jeg sagde: “Jeg har ikke lyst, jeg har ikke lyst.” Og så siger hun: “Please, mine brødre er fra Odense, de kender ikke dine brødre. Jeg lover, de ikke kender dine brødre. De er meget danske i det. De går med dansk tøj, de er nogle rigtig fine drenge, jeg ved, at de ikke kender dine brødre.”

Hun blev bare ved og ved. Til sidst sagde jeg: “Okay, fint nok.” Jeg gik udenfor, og satte mig med dem. De er slet ikke danske i det, deres tøj er slet ikke dansk, og de ser virkelig bekendte ud. Det stikker i mig, og jeg spørger, hvor de arbejder. “Hos en frisør.”

Jeg spørger, hvilken frisør, og så siger de navnet på den frisør, min brors ven ejer. Det er min brors rigtig gode ven, og min bror plejer altid at hænge ud i den frisør, så jeg ved, at han 100% kender mine brødre.

“Jeg skal lige hente et glas vand,” sagde jeg og rejste mig. Den ene af brødrene tog fat i min hånd. “Slap af, vi vil bare gerne snakke med dig.” Jeg trak hånden til mig, og løb. De gik efter mig, men pædagogerne stoppede dem: “I må ikke gå herind.”

Jeg løb op på mit værelse og pakkede alle mine ting i to store IKEA-poser, mens jeg græd og var virkelig bange. En pædagog spurgte, hvad der skete, og jeg forklarede hende det hele. Jeg fortalte hende, at jeg var bange, virkelig bange. “Jeg er nødt til at komme væk herfra.” Hun fortalte, at der var en bagdør. “Følger du mig ned? Altså følger du mig hen til Joannahuset?” “Nej, det gør jeg ikke. Jeg skal ikke sætte min egen sikkerhed på spil. Det har jeg ikke lyst til.” Klokken var lort om natten. “Men hvad med mig?” Enten kunne jeg vælge at være her, eller også måtte jeg gå ud ad bagdøren. Alene. Jeg gik ud gennem bagdøren. Mit tøj faldt ud, mens jeg løb og græd, hunderæd. Jeg løb og løb og løb hele vejen til Joannahuset, hvor jeg ringede på deres dør og råbte: “Please, hjælp mig!”

Døren åbnede, og jeg løb op ad trappen. Alting væltede. Mit tøj væltede ud af poserne, jeg væltede ned ad trappen. Jeg græd, og jeg rystede, og jeg vidste ikke engang, hvad jeg skulle sige. Jeg var så bange. Jeg faldt ind i en af de ansattes arme, og lå bare på gulvet, mens hun holdt om mig, og jeg tror vi lå der i 10 minutter. Hun hjalp mig op, og vi samlede mit tøj sammen.

Efter det var Joannahuset sådan: “Du skal ikke være hos VIFO mere,” og så tilbragte jeg en hel måned i Joannahuset. Det var mit midlertidige hjem, og i løbet af den måned var jeg: Bange. Glad. Tryg. Utryg. Joannahuset tog fat i en organisation, der hedder Red Safehouse, hvorfra der kom en kvinde, som snakkede med mig for at lave noget, der hedder en risikovurdering. Det er en vurdering til kommunen af, hvor meget en person er i fare. Kommunen mente ikke min risikovurdering var grund til at sende mig på Safehouse, de ville ikke betale for det.

Joannahuset skrev mindst fire underretninger om, hvor bekymrede de var, og hvad der var sket. Selv VIFO skrev en underretning til kommunen. Alligevel anbragte kommunen mig på et almindeligt opholdssted, der ikke var sikret, og hvor jeg ikke kunne være i skjul. Det var i København, det var ikke så langt væk fra min familie. Hvis de ville, havde de fundet mig. Hvis de ville, var de taget hen til mig.

Jeg fik at vide, at jeg ikke skulle forlade stedet den første uge. Jeg skulle bare blive indenfor på opholdsstedet. Jeg var så bange. Der følte jeg mig rigtig svigtet af systemet. Kommunen ville ikke sætte mig på et safehouse, eller i det mindste anbringe mig et sted, hvor mine forældre ikke vidste, hvor jeg var. Fint nok, sæt mig ikke i et safehouse, men sæt mig i det mindste et sted, hvor min familie ikke ved, hvor det er. Hvis det ikke var for Joannahuset, så var jeg aldrig blevet anbragt. Jeg var aldrig kommet ud af min familie og den onde cirkel af problemer.

I dag, med en masse støtte, har jeg samlet min egen nye familie, som består af mennesker, der holder af mig. Mennesker, som jeg har valgt. Jeg bor i min egen lejlighed, jeg har et arbejde, og jeg drømmer om selv at hjælpe udsatte unge og ændre systemet positivt.