LILLE DISCLAIMER  ‍

I mine tekster kommer jeg ikke til at kalde ham min far. Og det er simpelthen fordi, jeg har fyret ham. Der er ingen større kunstnerisk eller dyb filosofisk bagtanke, han er bare ikke min far. Så nemt og kompliceret er det. Så medmindre jeg citerer dialog, vi har haft, da jeg var barn, så er han bare ham eller han.

‍

HEJ!  

Mit navn er åbenbart Anonym. Der er nemlig besluttet, at det er det, jeg skal være. Det er vurderet af folk, der har bedre styr på den slags end mig. Det er for min sikkerheds skyld. Og det er da meget pænt af dem at tænke på den.

Der er altid en risiko ved at åbne munden. Selv har jeg altid talt meget, uden egentligt at sige noget. For det er ikke alle, der er lige begejstrede for, at man bruger sin stemme, især ikke hvis man siger tingene, som de er.

Jeg forstår godt vurderingen af sagen. Han er også typen, der kan finde på hvad som helst, og det kan jo være lige spændende nok at have med sådan en fætter at gøre.

Hvordan ville han hævne sig? Han har altid truet med at begå selvmord. Men det har jeg nu aldrig rigtig troet på, at han ville gøre. Så ville det i hvert fald kun være for at kunne give mig skylden i et aaaalt for langt afskedsbrev.

Men jeg har tit tænkt på, om han kunne finde på at slå andre ihjel, hvis han blev presset nok. Måske mine søskende som en form for hævn mod mig? Det finder vi under alle omstændigheder nok ikke ud af lige foreløbigt, da jeg jo skal være anonym – måske er det også fint nok.

De fagfolk, der er tilknyttet projektet her, siger, at han kan lægge sag an mod mig for ærekrænkelse. Men hvis det er krænkende, at jeg fortæller, hvad der er sket, er det så virkelig mig, der er krænkeren? Hvis sandheden er krænkende, skulle han så ikke bare have opført sig ordentligt?

Jeg tror, det ville have været godt for mig at hedde noget andet end Anonym. Hvis jeg skrev mit eget navn, ville det virke som en underskrift under historien her. Jeg ville være nødt til at se i øjnene, at den er min og ikke naboens. Jeg ville gerne gøre det, for sandhedens skyld. For sandheden som koncept.

Og for oplevelsen af at sige sandheden. At få en stemme. For én gangs skyld. Ikke at skulle dække over nogen eller skjule noget. Ikke behøve at pakke sandheden ind i lyserødt gavepapir for at få den til at se flot ud. Bare servere den. Grim som den er.

Nå, men nu er jeg jo så anonym i min egen historie. Er det så overhovedet min? Er det nogens? Ingen vil kendes ved den. Ikke engang mig selv. Det er da lidt et svigt.

‍

MÆLKEBØTTEBARN

Kære mælkebøttebarn  
Dit u-elskelige lille skarn  
Dommen var nådesløs og resolut  
Fra før du blev født, var du dømt til at være ukrudt  
Og ja, verdens dom den er hård  
Men nogen skal jo have de dårlige vækstvilkår  
Alt det ukrudtsspray og de giftige ord  
Den nærværsløse og næringsløse jord  

Under asfalten var du indespærret  
Der hvor mørket er så tungt, man ik ka få vejret  
Der hvor kroppen ikke længere ved hvad der er sundt  
Hvor volden næsten ikke længere gør ondt  

Men selvom du ikke anerkendes som blomst  
Så må man da sige du har en stædig fremkomst  
For trods du ikke havde noget sted at slå rødder  
Vandrede du beslutsomt afsted på dine små fødder  

Men forstår du det ikke mælkebøtte, drop din tro!  
Det er lige meget hvad du gør for at spire og gro  
Selv hvis det skulle lykkes dig at nå lyset og overfladen  
Er du stadig bare en rod fra forstaden  

For du smitter af med gule plamager, hvis man står for tæt  
Du vil aldrig passe ind i en interflora buket  
Du har intet at bidrage med til et hold  
De vil kun se din forslåede gule knold  

Du er dømt! Alt du gør er forkert  
Enten for aggressiv, for meget, eller for lidt, og for genert  
Hammeren banker dig i hovedet og dommen er sagt  
Så fat det dog, alt er tabt!  

Du får aldrig betalt den bøde  
Så her er den fremtid du går i møde:  
Du kommer aldrig til at gennemføre en uddannelse  
du bliver psykisk syg og indlagt  
du kommer ikke til at kunne passe et almindeligt arbejde  
du bliver ulykkeligt gift til dine dages ende  
med en voldelig psykopat  
du får børn tæsk og kontanthjælp  
du bliver isoleret og ensom  
du skal give dine børn alt det du lovede dig selv  
du aldrig ville give videre  
og alt det du flygtede fra skal blive din virkelighed igen  

Det er en ubetinget straf, den endelige dom  
Den kan hverken ankes eller laves om  
Det er den dom du er blevet givet  
Mælkebøttebarn, du har ikke ret til at springe ud i livet.

‍

JEG ER RASENDE!!!!!!!!!!

JEG ER RASENDE PÅ FOLK, DER BRUGER ORDET MÆLKEBØTTEBARN. DET GIVER MIG LYST TIL AT KASTE OP I TYKKE STRÅLER. DET SKRIGER BARE MOTIVATIONAL SPEECH OG LAMME CITATPLAKATER.

JEG ER RASENDE PÅ IDÉEN OM, AT NOGLE BØRN SKULLE VÆRE SÆRLIGT MODSTANDSDYGTIGE OVER FOR VOLD, MISBRUG OG SVIGT. SOM OM DET IKKE VAR RESULTATET AF REN OVERLEVELSE, MEN EN SÆRLIG EVNE OG GAVE.

JEG ER RASENDE PÅ FOLK, DER MED HOVEDET LIDT PÅ SKRÅ, KLAPPER AF OS MÆLKEBØTTEBØRN. HVOR FUCK VAR OPBAKNINGEN, DA VI STADIG VAR UNDER ASFALTEN?

JEG ER RASENDE PÅ FOLK, DER BARE SPARKER TIL VORES HOVEDER, NÅR DE GÅR FORBI.

JEG ER RASENDE PÅ DE HYKLERE DER, TALER VORES SAG OG SIGER AT DER DA SELVFØLGELIG SKAL VÆRE PLADS TIL MÆLKEBØTTEBØRN, MEN SOM ALDRIG KUNNE DRØMME OM AT GIVE OS LOV TIL AT VÆRE I DERES BAGHAVE.

JEG ER RASENDE OVER, AT JEG FOR EVIGT ER DØMT TIL AT VÆRE UKRUDT.

JEG ER RASENDE OVER DE MANGLENDE FORVENTNINGER.

JEG ER RASENDE OVER, AT INGEN FORVENTER AF MIG, AT JEG KAN PASSE ET ARBEJDE, KOMME TIL TIDEN, ELLER AT JEG HAR NOGET, DER MINDER OM SOCIALE KOMPETENCER.

JEG ER RASENDE OVER, AT DET IK’ BLIVER FORVENTET AF MIG, AT JEG, SOM DET VOKSNE MENNESKE, JEG ER, KAN TAGE IMOD KONSTRUKTIV KRITIK AF MINE TEKSTER TIL DENNE HER BOG.

JEG ER RASENDE OVER DEN LARMENDE STILHED!

JEG ER RASENDE OVER, AT DET ER MIT ANSVAR AT SØRGE FOR, AT FOLK IKKE BLIVER UTILPAS OVER MIN HISTORIE.

JEG ER RASENDE PÅ ALLE DE VOKSNE, DER SÅ DET SKE, MEN IKKE GJORDE NOGET.

JEG ER RASENDE OVER, AT MINE GAMLE SKOLELÆRERE ALDRIG SPURGTE IND TIL VOLDEN. DORTHE, ANDERS OG HENRIK SÅ SÆT JER DOG NED OG HØR EFTER, OG TAG SÅ DE FUCKING AIRPODS UD AF ØRERNE!

JEG ER RASENDE OVER, AT FOLK ALTID KÆFTER OP OM TING, DE IKKE ANER EN SKID OM.

JEG ER RASENDE OVER DE TYPER, DER GUILT TRIPPER SOM SINDSSYGE. SOM SIGER MINE FORÆLDRE DA MÅ SAVNE MIG, OG AT DET DA ER SYND FOR DEM?!

JEG ER RASENDE OVER, AT MØDE MENNESKER, DER SIGER: ”EJ, DET ER DA EN MEGET VOLDSOM BESLUTNING AT TAGE, IKKE AT HAVE KONTAKT TIL SINE FORÆLDRE.” NÅ OKAY, JEG SKAL BARE LIGE VÆRE MED HER… SÅ DU TROR, DET ER EN UNDERLIG FORM FOR TEENAGEOPRØR?! AT DET LIGE VAR NOGET, JEG VURDEREDE OVER EN SKÅL HAVREGRYN I MORGES??

JEG ER RASENDE PÅ FOLK, DER IKKE TROR, JEG HAR TÆNKT OVER KONSEKVENSERNE AF MINE VALG. DET ER SGU DA MIG, DER LEVER MED DEM!

JEG ER RASENDE OVER, AT DE ANTAGER, JEG IKKE VED, HVAD DET KOSTER. ER DU KLAR OVER, JEG MÅTTE FORLADE MIN LILLEBROR?! ER DU KLAR OVER, HAN BLEV INDLAGT PÅ DEN LUKKEDE AFDELING, FORDI HAN BLEV SÅ VOLDSOMT SELVSKADENDE?

AT DET ALDRIG VILLE VÆRE SKET, HVIS IKKE JEG VAR TAGET AFSTED. JEG ER RASENDE OVER FOR EVIGT AT SKULLE KONFRONTERES MED, AT FOLK SER PÅ MIG, SOM VAR JEG DEN LILLE PIGE MED SVOVLSTIKKERNE, NÅR DE SPØRGER MIG, HVOR JEG SKAL HOLDE JUL I ÅR.

JEG ER RASENDE PÅ FOLK, DER SIGER, AT ALLE FORÆLDRE ALTID ELSKER DERES BØRN. HOLD NU KÆFT ALTSÅ!! TRO MIG, ET BARN BEHØVER IKKE HØRE MANGE GANGE, AT DET IKKE ER ELSKET, FØR DEN ER FESET IND, OKAY! DU BEHØVER SGU DA IK TRÆDE I DET.

JEG ER RASENDE PÅ SOCIALRÅDGIVER LISA.

JEG ER RASENDE, FORDI HUN FÅR DÅRLIG LØN FOR HENDES ENDNU DÅRLIGERE INDSATS PÅ HENDES FRYGTELIGE ARBEJDSPLADS.

JEG ER RASENDE OVER, AT MIN SOCIALRÅDGIVER GAV MIG ET FUCKING NETVÆRKSKORT, HVOR JEG PÅ EN SKALA SKULLE PLACERE MIN RELATION TIL MINE FORÆLDRE. ER DIT SPØRGSMÅL SERIØST? HVOR JEG VIL PLACERE MIN RELATION TIL DEN VOLDELIGE PSYKOPAT, DER HAR TERRORISERET MIG HELE MIN BARNDOM? JEG SKAL ALTSÅ BRUGE FLERE YDERCIRKLER PÅ NETVÆRKSKORTET END I PERIFERIEN!

JEG ER RASENDE OVER, AT MIN SOCIALRÅDGIVER RÅBTE AF MIG OG PRØVEDE AT TRUE MIG TIL AT TAGE HEN TIL MINE FORÆLDRE, DA JEG SOM TEENAGER STOD HJEMLØS I EN SOMMERFERIE. JEG VAR IDIOTEN, DER ÅBENBART GJORDE HENDES JOB BESVÆRLIGT, FORDI JEG NÆGTEDE AT TAGE HJEM OG FÅ TÆSK.

JEG ER RASENDE PÅ ALLE, DER ARBEJDER HOS KOMMUNEN - JA ALLE!

JEG ER RASENDE PÅ DEM FRA FAMILIERÅDGIVNINGEN, DER ROSTE MIG FOR MIN VELTALENHED, MEN SOM IKKE LYTTEDE, TIL HVAD JEG SAGDE.

JEG ER RASENDE OVER, AT JEG BLEV TALT TIL, SOM OM JEG VAR 4 ÅR GAMMEL. KÆRE LILLE SOCIALRÅDGIVER, KA DU SIGE SYSTEMSVIGT?? HVA? KA DU DET??!!! SY-STEM-SVIGT, KOM NU DET ER ALTSÅ IK SÅ SVÆRT:)

JEG ER RASENDE OVER, AT ANSVARET SIDDER SÅ LØST PÅ VOKSNE, AT DET BARE DUMPER NED I HOVEDET PÅ ALLE DE BØRN, DER ER OMKRING DEM.

JEG ER RASENDE OVER, AT DET ER MIG SOM UNGT MENNESKE, DER ER NØDT TIL AT LAVE UNDERRETNINGER, RINGE RUNDT TIL KOMMUNER OG SKAFFE BISIDDERE TIL DE BØRN OG TEENAGERE, JEG HAR MED AT GØRE, FORDI DE ER OMRINGET AF SVAGE, UGIDELIGE, OG ELENDIGE VOKSNE.

JEG ER RASENDE OVER, AT DE VOKSNE IKKE ER VILLIGE TIL AT GØRE NOGET SOM HELST FOR BØRN, HVIS DET KUNNE RISIKERE AT TAGE BARE LIDT AF DERES TID ELLER BEKVEMMELIGHED.

JEG ER RASENDE OVER, AT FOLK ALDRIG TALER OM ELEFANTEN I RUMMET. ISÆR NÅR RUMMET ER ET FUCKING PULTERKAMMER. SÅ ER DET ALTSÅ PRESSET AT INSISTERE PÅ AT HAVE EN ELEFANT DERINDE.

JEG ER RASENDE PÅ VOKSNE! JEG HADER DEM SOM KONCEPT.

JEG ER RASENDE OVER, AT DER IKKE ER KØREKORT TIL AT BLIVE FORÆLDRE. JEG SKULLE FANDME HA SYKØREKORT, DA JEG GIK I 2. KL., FØR JEG MÅTTE BETJENE SKOLENS SYMASKINE. MEN MAN KAN BARE FÅ BØRN, UDEN DER HØRER SÅ MEGET SOM EN BRUGSANVISNING MED? SYNES I SELV, DER ER BALANCE I DET???!!

JEG ER RASENDE OVER, AT NÅR JEG HAR HOLDT FOREDRAG UDE PÅ SKOLER MED BRYD TAVSHEDEN, OG JEG EFTERFØLGENDE HAR BØRN, DER KOMMER HEN TIL MIG, VISER MIG DERES BLÅ MÆRKER, OG FORTÆLLER MIG DE FÅR TÆSK DERHJEMME - SÅ KAN JEG IKKE LOVE DEM, AT DER ER NOGEN VOKSNE OMKRING DEM, ELLER I KOMMUNEN DER VIL HJÆLPE DEM.

JEG ER RASENDE, OVER AT JEG KAN LOVE DEM, AT DE SKAL SKIFTE SAGSBEHANDLER FEM GANGE, OG AT DE ALDRIG KOMMER TIL AT BLIVE LYTTET TIL ELLER TAGET ALVORLIGT.

JEG ER RASENDE OVER, AT VORES POLITIKERE HAR SÅ TRAVL MED AT FORTÆLLE OM, HVORDAN DE VIL HJÆLPE BØRN, AT DE ALDRIG NÅR DERTIL.

JEG ER RASENDE PÅ FOLK, DER LOVER TING, DE IKKE HOLDER.

MEST AF ALT ER JEG RASENDE OVER, AT DE VOKSNE, JEG HAR OMKRING MIG, FORTÆLLER MIG AT JEG KUN ER SÅDAN HER, FORDI JEG ER UNG. AT DET DA ER MEGET SØDT, AT JEG AGTER AT ÆNDRE VERDEN, MEN AT JEG JO NOK BLIVER KLOGERE MED TIDEN.

ALTSÅ UNDSKYLD MIG, MEN JEG HAR DA IKKE TÆNKT MIG AT BLIVE LIGEGLAD MED VERDEN OG HVORDAN MENNESKER BEHANDLER HINANDEN, BARE FORDI DET VIGTIGSTE I LIVET PLUDSELIG ER ET TILBUD PÅ EN AIRFRYER, ELLER DEN VARIABLE RENTE PÅ MIT REALKREDITLÅN.

ALTSÅ ÆRLIGT WTF?

‍

ANNEKSET

Jeg ligger i min køjeseng og ser op i loftspladerne. Hvide rektangler der ligger forskudt af hinanden. En lyd af forsigtige fodtrin ude i gangen. Jeg trækker dynen op over hovedet og ligger helt stille, imens jeg desperat prøver at forsvinde. Lyden af dørhåndtaget, der går ned, er øredøvende. “Kom med”, siger mor. Mine små bare fødder går ned af stigen. De træder ned i et par crocs, og jeg følger med udenfor. Der er mørkt. Jeg bliver ført hen over de revnede marmorfliser. Da hun åbner den forfaldende dør ud til værkstedet, krakelerer jeg. Falder fra hinanden, ryger af i store flager, med det yderste lag træ. Beskidt. Nedslidt. Hård at åbne. Den binder altid på de rustne hængsler, så man må hive af alle kræfter for at få den op og give den et ordentligt skulderskub, hvis man skal lukke den igen.

Vi træder ind i værkstedet. Det er koldt. Der er støv i næsen, luften og på alle overflader. Der er kun et gulligt lys derinde fra et aflangt lysstofrør i loftet. Det summer af elektricitet. I skæret fra lyset kan man se de store bunker. Bunker af skrald. Bunker af mislykkede projekter, slukkede drømme og en helt forskruet vurdering af egne evner. Alt det han aldrig påbegynder. Planen var vist at lave håndværk på håndværkertilbuddet. Men det forfaldne hus har ingen til at tage sig af det. Det mislykkede projekt er vores hjem. Bunkerne er blevet for store og uoverskuelige. Det er alt sammen hans. Lortet. Han fylder det hele med alt sit lort.

Mor siger, jeg skal gå ind ad døren til venstre, der åbner til annekset. Det er et meget højt trin. Så jeg må tage et stort skridt op til døren. Hvorfor skal trinnet være så stort? Men jeg tager mig sammen, holder vejret og træder over det. Der er så koldt derinde. Han er derinde. Fra gulv til loft er der rod og ting. Og midt i det sidder han og venter. Venter på mig. Han sidder i en gammel læderlænestol. En standerlampe står tændt ved siden af lænestolen. Det ser helt malplaceret ud, der midt i al rodet.

Jeg får besked på at sætte mig ned. Jeg ser på mine hænder. Han siger jeg skal se på ham. Jeg har ikke lyst. For han er grim. Men jeg løfter blikket og ser på ham. Hans ansigt trækker sig sammen i en mærkelig grimasse. Hans øjne fyldes af tørre tårer. Han bliver helt rød i ansigtet. Det er grimt. Han er grim.

HAM: Jeg er så ked af det. Jeg er bare sådan en frygtelig far, får han sagt, kun afbrudt af lidt hulken.

HAM: Mit liv er så forfærdeligt! Jeg er bare så dårlig en far.

Han græder, han hulker og hyler.

Den rygrad jeg havde fundet, da jeg lå rystende af raseri i min seng for fem minutter siden, har jeg vist glemt derinde på børneværelset. Jeg havde den i hvert fald ikke med mig her i det kolde anneks. Jeg havde ellers lige forberedt mig. Jeg var klar. Jeg var så klar til at råbe tilbage. Til at råbe på retfærdighed. Jeg havde gået det igennem i mit hoved tusind gange for at være sikker på, at jeg fik sagt det hele. Jeg havde hvisket det ud i mørket på mit værelse.

Jeg hviskede:

Jeg hader dig!

Jeg tilgiver dig aldrig! Du må ikke sparke!

Du er jo syg i hovedet! Hvorfor sparkede du mig ned af trappen?**

Jeg havde intet gjort!

Du er verdens dårligste far!

Du lovede du ville holde op!

Jeg hader den her familie!

Jeg ville ønske du var død!

Du ødelagde mit legetøj!

MIG: Nej, du er ikke en dårlig far, du er en god far.

HAM: Det er min lorte PTSD, der gør det. Det er den! Jeg ville ønske jeg aldrig var blevet syg.

MIG: Det er ikke din skyld, jeg ved godt du kan ikke gøre for det.

HAM: Jeg har det så dårligt. Jeg er så syg, så syg.

MIG: Det er jeg ked af, Det er ikke din skyld.

HAM: Jeg bliver bare så vred, jeg kan ikke styre det.

MIG: Det ved jeg godt, det gør ikke noget.

HAM: Kan du tilgive mig?

MIG: Jaja, det okay. Du skal ikke græde mere far – ikke mere far.

Du vil se bange ud. Du skal se bange ud. Være bange for mig. Være bange for, hvad jeg kan finde på at gøre. Være bange for, om jeg nu vil lade retfærdigheden ske fyldest.

‍

‍

" Du vil se bange ud. Du skal se bange ud. Være bange for mig. Være bange for, hvad jeg kan finde på at gøre. Være bange for, om jeg nu vil lade retfærdigheden ske fyldest. "

‍

‍

HÆVNEN ER SØD - MEN DET ER JEG IKKE

Jeg er ni år og forestiller mig, at du sidder der. Eller nej, jeg planlægger det faktisk. Du sidder der, helt forsvarsløs i kørestolen. Jeg træder ind ad døren til plejehjemmet med en blomst. Det er den grimmeste, jeg kunne finde i Netto. Jeg smiler pænt til personalet og lader som om, at jeg er kommet for at besøge dig.

Jeg går ned ad den tomme gang hen til din dør. Jeg lukker den op. Du vender dig om. Dit gamle, furede ansigt med alle de grimme linjer, der afslører alle dine synder, ser forvirret op på mig. Jeg smiler. Et stort smil, som ikke når op til øjnene, men helt ned i knoerne.

Du vil se bange ud. Du skal se bange ud. Være bange for mig. Være bange for, hvad jeg kan finde på at gøre. Være bange for, om jeg nu vil lade retfærdigheden ske fyldest.

Jeg ser for mig, hvordan jeg går hen til den kørestol, du sidder i, helt hjælpeløs. Jeg tager dig i kraven og kaster dig ned på gulvet, som du har gjort det mod mig. Først mærker jeg modstanden i min hånd. Det er så uvant. Men jeg vil slå dig. For det har jeg lovet mig selv. Ikke med flad hånd. Men med en knytnæve. Lige i ansigtet. I sekundet jeg rammer dit ansigt, mærker jeg tilfredsstillelsen. Jeg mærker den lille pige inde i mig. Den spinkle pige med en lang hestehale i nakken og en fodboldhue trukket godt ned over ørerne. Jeg mærker hende rejse sig fra gulvet i mit indre. Nu er det ikke længere hende, der ligger der. Nu er hun den stærke. Hun fryder sig.

Jeg giver dig et knytnæveslag i solar plexus, du gisper efter vejret. Du er så svag, når du ligger der. Så svag og forsvarsløs. Du kan intet gøre. Jeg tager fat i resterne af dit grå hår. Jeg river det ud af dit hoved. Jeg ser dit ansigt fortrække sig i stor smerte og afmægtig vrede. For hvert slag finder min sjæl mere ro. For hvert slag husker jeg dem, du gav mig. Jeg husker alle de gange, jeg prøvede at slå fra mig.

Alle de gange, du tog fat i min arm og vred den rundt. Alle de gange du holdt mig fast eller tog mig i kraven og smadrede mig ind i væggen. Alle de gange, hvor jeg intet kunne gøre. Alle de gange jeg gav op. Alle de gange jeg svigtede mig selv og lod dig vinde. Alle de gange jeg tog mine hænder op for ansigtet og knugede mig sammen. Alle de gange jeg gemte mig i køkkenskabet nede i kælderen.

Forløsningen er stor. Nu er rollerne byttet om. Og jeg spørger dig, hvordan det føles. Hvordan er det? Hvordan er det at være den der ligger på gulvet? Den der ikke kan gøre fra eller til? Jeg råber ikke. Jeg hvisker. Som du hviskede dengang i mit øre, da jeg lå og skulle sove. Jeg bruger min stemme til at sige dine ord: “Det hele er din skyld. Du har ødelagt familien.”

‍

SPØRGSMÅL TIL MOR

Er det rigtigt? Er det virkelig sandt?  
Moster sagde, at din opførsel undrede hende,  
fordi du faktisk virkede glad nok for mig,  
da jeg blev født.  
Er det rigtigt? Er det virkelig sandt?  
Hvis du engang har holdt af mig,  
altså bare en lille smule...  
Hvornår stoppede du?  
Hvornår var første gang, du så på dit barn uden at føle noget?  
Hvor lang tid efter fødslen var det?  
Var det timer, dage, måske endda hele år?  
Måske du har set på mig,  
eller bare tænkt en flygtig tanke om mig,  
som var uden ligegyldighed.  
Men jeg kan ærligt hverken genkende  
eller erindre det.  
Jeg ser det grå ansigt med de døde øjne  
og det ligegyldige blik foran mig.  
Billedet sidder fast.  
Det er alt, jeg har. Så hvornår?  
Var der virkelig et tidspunkt, hvor du ikke var ligeglad?  
Med mig.

‍

‍

TIL PSYKOLOG

"Anonym, du har helt ret, dine forældre har aldrig elsket dig. Dine forældre har aldrig elsket dig, for det har de simpelthen ikke været i stand til. Men det betyder ikke, at du ikke er værd at elske."

Ordene satte mig fri. Endelig at høre nogen sige sandheden. Et andet menneske, der bekræftede, at det jeg oplevede, ikke var kærlighed. I så mange år havde alle omkring mig insisteret på ideen om, at alle forældre elsker deres børn. Intentionerne har sikkert været gode, men konsekvenserne var fatale. For hvis det jeg oplevede, var hvad det vil sige at være elsket, så skal jeg altså bare ikke bede om det. Men nu var der jo en chance for, at kærligheden måske ikke var så slem? Måske døde man ikke af den? Måske var ideen om at være elsket og holdt af, ikke det værste jeg kunne forestille mig alligevel?

‍

KÆRE LILLE ANONYM

Jeg har fået en opgave af min psykolog: Jeg skal skrive et brev til dig.  
Jeg ser dig for mig. En lille pige på fem, der rystende bider i sin hånd for at dæmpe lyden af den ængstelige gråd.  
Jeg tror, ideen med denne opgave er, at jeg skal opdage, at jeg har omsorg for dig. For måske så at kunne få det for mig selv.  
Men barn, sandheden er, at jeg er ligeglad med dig. Undskyld. Du fortjener bedre. Men når jeg tænker på dig og ser dig ligge der, så mærker jeg ingenting. Intet. Ingen vrede. Ingen frustration. Ingen sorg. Ingen omsorg.  
Jeg ved præcis, hvad du har brug for, men jeg vil ikke give dig det. Det er jeg ked af.  
Det er nok ikke svaret, min psykolog håber på. Men det er sandt.  
Hvis du var en anden, ville jeg løbe hen til din seng og løfte dig op i min favn. Jeg ville vugge dig frem og tilbage, imens jeg blidt fortalte dig de ord, du altid har drømt om at høre. Jeg ville fortælle dig, at du ikke er alene. Jeg ville fortælle dig, at skylden ikke er din. Jeg ville love, at jeg ikke ville gå fra dig.  
Men det er noget andet med dig. Du ligger der. Helt stille. Opløst af tårer. Dine små oppustede, rødrandede blå øjne ser op på mig, tiggede om nåde og lidt omsorg. Jeg mærker intet.  
Du er så blåøjet. Og hvis der er en ting, du ikke fortjener at se, så er det mig.  
Hvis der er en ting, dine små ører ikke fortjener at høre, så er det flere løgne. For lille pige. Sandheden er, at jeg ikke ved, om du bliver okay. Jeg ved ikke, om det er sandt, at vi ikke er alene i verden. Jeg ved ikke, om du er værd at elske. Jeg ved ikke, om der er håb for din fremtid.  
Du har lidt nok. Du fortjener ikke smerten ved håbet. Håbet om at hvis du blot gør dig umage og prøver at blive bedre i morgen, så vil nogen måske holde af dig. Jeg kan ikke holde til håbet. Jeg er svag. Undskyld barn.

‍

MIN STØRSTE HEMMELIGHED

Jeg er ensom.

‍

PÅ FROST

Jeg har puttet mine bønner i fryseren.

Lagt dem på is.

Jeg tør ikke at bede dem.

Mine dybeste længsler er der aldrig nogen, der kommer til at høre.

Mindst af alle mig selv.

For bare tanken om at de skulle være mine, giver mig koldsved.

Så jeg vælger ikke at kendes ved dem.

Spærrer dem bare inde bagerst i fryseren.

Der hvor der aldrig er nogen, der kigger.

Jeg håber på at glemme dem, så de bliver for gamle.

Så de er helt uidentificerbare, hvis nogen en dag skulle komme og afrime

min fryser.

‍

BÆNKEVARMER

Misforstå mig ikke, jeg er uendeligt taknemmelig for, at jeg må sidde her i jeres sofa og se på.  
At få lov til at være tilskuer og heppe på jer er den største gave i mit liv.  
Det er min yndlingsting i hele verden, at se jer holde af hinanden.  
Men en gang imellem, så kommer jeg altså til at tænke på,  
hvordan det mon ville være at spille med.  
At være en del af et hold.  
Mangle, hvis man ikke er der.  
Jeg tør ikke spørge, om jeg må være med.  
For hvad nu hvis I siger nej?  
Og endnu værre - hvad hvis I siger ja?!  
Jeg har jo ikke engang styr på reglerne endnu.  
Jeg risikerer bare at ødelægge alt det gode, I har.  
Og I ser i øvrigt også ud til at klare den fint uden mig.  
Så jeg bliver bare siddende her på bænken.  

‍

HER I DIN SOFA  

Du sagde: "Det her er kærlighed, så tag imod."  
Men du talte et sprog, jeg ikke forstod.  
Kan du ikke forstå det? Når du træder ind ad døren - så ser jeg dig gå.  
Hver gang du løfter byrden sammen med mig, føles den tungere, når du går.  
Jeg afskyr kram. De gør mig opmærksom på tomheden indeni. For i et øjeblik fyldte du den ud.  
Man kan ikke miste det, man ikke har.  
Jeg vil ikke have dig. Jeg mener det.  
Jeg kan ikke springe med dig ud i livet,  
for der var ingen faldskærm til mig. Og så er livet bare en stor maveplasker  
og brækkede ribben, der punkterer lungerne.  
Men tak for tanken.

‍

ALENE SAMMEN

I sidste uge sad jeg og hjalp en pige med at skaffe hende en bisidder fra Børns Vilkår. Hun ville gerne vise mig hendes værelse og et maleri, hun havde lavet. Så vi snakkede om, at jeg kunne komme forbi opholdsstedet, hvor hun bor, for at besøge hende. Hvorfor? sagde hun. Hvorfor vil du egentligt det? Du kender mig jo knap nok, så hvorfor vil du bruge tid på mig og endda besøge mig? Jeg så ind i hendes spejlblanke øjne og kunne ane mig selv derinde et sted. Fordi du er vigtig, sagde jeg. Fordi jeg ikke er ligeglad. Vi helede hinanden lidt den dag.