‍Glansbillede

Jeg ved, at det er farligt at kalde på far. Jeg er fem år gammel og ligger i sengen på mit værelse i Australien. Det er aften og varmt, eller det er i hvert fald sådan, jeg husker det. Som om sommeren har meldt sin ankomst på det tidspunkt, hvor det ellers er vinter i resten af verden. Der er mørkt i rummet, ikke sådan helt mørkt, for vi har gardiner, der lukker det meste af lyset ude. Det eneste, jeg synes er vigtigt, er glansbilleder og prinsessekjoler. At føle mig som en royal, der kan dreje så hurtigt rundt, at kjolen står ud til alle sider. I de øjeblikke føler jeg mig ægte glad, lykkelig. De lykkelige øjeblikke varer dog aldrig evigt.

Denne aften er jeg bange, hvilket egentlig er lidt sjovt, for hvis det her er mit første minde, bør jeg i en alder af fem år ikke vide, at det er farligt at kalde på far, men det ved jeg. Jeg kan svagt høre TV’et nede i stuen. Mine forældre ser en film. Jeg er musestille, trækker vejret lydløst og samler mod til at kalde på mor. Jeg er ked af det, for jeg har valgt at give et glansbillede væk i fødselsdagsgave til én af mine veninder fra skolen. Glansbilledet er en lyserød engel med glimmer. Englen ligger på langs i en seng, pakket ind i noget, der ligner en sovepose. Nu har jeg fortrudt, jeg vil beholde det selv. Det er derfor, jeg kalder på mor. Hun skal møde tidligt på arbejde dagen efter og vil tage brevet med, som mit glansbillede ligger i. Det her er min eneste chance for at beholde det.

”Moaaar,” kalder jeg forsigtigt. Men det er ikke mor, der kommer op ad trappen. Det er far. Han flår døren op, råber. Jeg kan ikke huske, hvad han råber, men jeg kan huske følelserne, det fremkalder i mig: utryghed, frygt, angst, skam, men mest af alt tristhed. Far er nedenunder igen. Jeg ved ikke, hvor længe der går, men jeg vil ikke slippe glansbilledet, så jeg kalder igen: ”Moaar.” Jeg kan høre, far løber op ad trappen. Tunge, hidsige skridt: BUM! BUM! BUM! Det eneste, jeg ønsker, er mor. Og at jeg aldrig havde kaldt.

Jeg sidder i min seng, da far kommer op ad trappen, hvorefter jeg får rejst mig op, da jeg kan høre mor komme op ad trappen. Hendes skridt er ikke de samme som fars. De er forsigtige, blide. Stille ligefrem. Jeg kan høre hendes frygt. Det er lyden af en skræmmende stilhed, hvilket egentlig ikke giver så god mening, for far råber jo. Den skræmmende stilhed tvinger os til at tage stilling til, hvad det er, der finder sted i lige dét øjeblik. For nogen er stilhed trygt. For os er stilhed en stilhed før stormen. Vi ved, at der snart vil ske en eksplosion. En episode.

Der er kun et par meter fra min seng hen til dørkarmen og trappen, så jeg står i dørkarmen mellem værelset og gangen, hvor trappen ikke er mere end en meter væk, da mor er på vej op. Far råber stadig ad mig. Jeg kan lugte mors frygt i luften. Ikke fordi hun siger noget, men fordi jeg ved, hvordan frygt lugter. Mor er næsten helt oppe ad trappen, da far skubber hende ned. Hun ser overrasket ud – ikke over at han skubber hende, men over at hun falder. I det øjeblik mor falder, flyver jeg ud af min krop og ser alting ovenfra, udefra. Jeg har det, som om jeg ikke kan trække vejret. Jeg hulker hysterisk, gisper. Mor falder 4-5 trin, tager fra med sine hænder. De modige hænder, der vil passe på mig. Men modige hænder vinder aldrig over farlige hænder.

Hvad der sker efter faldet, kan jeg ikke huske – andet end at jeg ikke får mit glansbillede, og det ryger afsted med posten tidligt næste morgen. Lige pludselig føles det også ligegyldigt med det dumme glansbillede. Den dag i dag bebrejder jeg stadig mig selv for det, der skete den aften for 20 år siden. Den kommer nok aldrig helt til at aftage. For: Hvis jeg ikke havde kaldt på mor, så var det jo aldrig sket.

‍

Det gule hus

Efter to år i Australien flytter vi tilbage til Danmark. Tilbage til det gule hus, som mine forældre har malet med forskellige kalkfarver på væggene, før jeg blev født. Jeg kalder ikke vores hus et hjem. For mig er et hjem et trygt sted, og vores hus er sjældent trygt.

Jeg hører far ovenpå, inde på kontoret. Han spiller computer, Counter-Strike. Det er hans nye besættelse, og grunden til at han ikke svarer, når jeg råber: ”Hej!” Han er hjemme, fordi hans arbejde ligger i den anden ende af landet. Han kan nøjes med at flyve frem og tilbage et par gange, hvis han arbejder intensivt nok.

Ovenpå er to rum, som er centrale for min fortælling: Mor og fars soveværelse og vores køkkenalrum. Det er her, de fleste episoder finder sted. Midt i køkkenalrummet står et massivt spisebord af træ med seks sorte, let slidte læderstole rundt om. Køkkenbordet er lavet af marmor, men vi må aldrig sætte os op på køkkenbordet, for selvom det virker solidt, sidder bordpladen åbenbart ikke fast.

Køkkenalrummet er trygt, når far ikke er hjemme. Her laver vi hjemmelavet pasta og risengrød hundredvis af gange. Men lige så trygt køkkenalrummet er, når far ikke er her, lige så utrygt kan det være, når far er der, og stemningen skifter.

Det er næsten altid her, volden finder sted. Hen over spisebordet, hvor en samtale hurtigt kan udvikle sig til et skænderi og psykisk vold. Det kræver blot en lille uenighed, en dårlig dag.

Vi spiser i stilhed. Min bror og jeg sidder tavse i hver vores ende af spisebordet, mine forældre sidder ved midten og taler sjældent med hinanden. Først da jeg bliver ældre og får en kæreste, hvis familie altid taler sammen over aftensmaden, går det op for mig, at stilheden ved vores spisebord måske ikke er helt normal.

‍

‍

‍

Græsengen

Nogle gange går der længere tid imellem episoderne, men det er sikkert, at vreden kommer. Når den kommer, er jeg ofte nede på mit værelse i stueetagen. Køkkenalrummet ligger over mit værelse, så jeg hører alt.

Det er næsten altid om aftenen, at verden skælver. Frygten for, at endnu en episode (som vi kalder det) vil opstå lige den aften, er der altid. Så hver nat ligger jeg og lytter til lydene ovenpå. Når der er helt stille, ved jeg, at den aften vil ende roligt og uden endnu en episode, og så kan jeg lægge mig til at sove.

Når jeg hører lydene, bliver jeg bange. Lyden af det kæmpe træbord i køkkenet, der bliver rykket direkte over mit soveværelse. Lyden af stole, der bliver væltet. Lyden af gråd og frygt i mors stemme, vrede i fars.

Jeg har for længst lært, at det ikke hjælper at blande sig i episoden, men nogle aftener bliver jeg selv så vred, at jeg løber op ad trappen alligevel. Én af de gange, jeg løber op ad trappen, ser jeg mor, der ligger på ryggen på gulvet, mens far holder hende fast. Han sidder på hendes mave med et ben på hver side af hendes krop og presser hendes hænder over hovedet mod gulvet. Hans ansigt er så tæt på hendes, at jeg tænker, hun kan se pulsen dunke i hans årer, som træder frem, når han er rasende. Tårer triller over mors kinder. Frygt lyser fra hendes øjne.

Jeg er bange og vred. Virkelig, virkelig vred. Over den magt min far har. Ikke bare over mig, men også over min mor. Nogle gange skriger jeg, at han skal stoppe. Det gør jeg den aften.

"Jeg ringer til politiet!" råber jeg.

Men jeg tør ikke.

Kun én gang i løbet af mit liv ringer vi til politiet. Den aften vi ringer, siger politiet: ”Vi har travlt i aften, kan I klare det selv?”

For det meste bliver jeg liggende i min seng, trækker dynen og puden over mit ansigt. Drømmer mig langt væk til et trygt sted. Til en stor græseng, hvor solen altid skinner, og det eneste jeg hører, er fugle, der kvidrer. Det dufter af sommer, altid sommer. Varme, tryghed, glæde, ro.

Ligegyldigt hvor kaotisk der er i huset, kan jeg altid rejse hen til græsengen. Hvis bare jeg lægger mig under dynen med puden over ansigtet og ørerne dækket til. Så er der ro, og jeg kan trække vejret igen. Dybe, dybe vejrtrækninger, hvor jeg mærker mine lunger blive fyldt med luft – kølig indånding, varm udånding. Lige indtil den iltløse varme under dynen og puderne overmander mig, og jeg bliver nødt til at rejse væk fra trygheden og tilbage til virkeligheden.

På de dårligste dage kan jeg høre episoder oppe i soveværelset. Mellem de røde vægge. På den kæmpe drømmeseng i midten, med tynde gennemsigtige gardiner, der hænger over træstolperne.

Når episoderne foregår der, er jeg mere tilbøjelig til at blive nede på mit værelse, på græsengen under dynen og puderne. Det er ikke lige så ofte, at det er i soveværelset, volden finder sted. Men volden virker voldsommere i det rum. I det private rum. Det seksuelle rum. Jeg vil ikke tænke på, hvad der finder sted derinde.

‍

"I skal være ude af huset, når jeg kommer hjem."

‍

Ferier er forfærdelige

Min far kan ikke holde ud at være sammen med os i længere tid ad gangen, uanset hvor eksotisk ferien er. Vi gør os umage for at være glansbilledet af en kernefamilie. En kernefamilie, hvor faren læser godnathistorier for sine børn, yder omsorg og giver kram. Det er præcis det billede, han ønsker at præsentere. Så ser han sig selv som en god far, en god mand, et godt menneske. Men det er dømt til at gå galt. Tre uger er for lang tid at gå på æggeskaller. Facaden slår sprækker, der vil opstå en episode. Og det gør der også. På hver eneste ferie.

I Italien er vi ude at klatre og vandre. Vi er meget aktive, når vi er på ferie. Det føles næsten ikke som ferie. Vi gør alt for at behage min far, men hele tiden sitrer frygten for en ny episode under overfladen. Indtil den kommer, helt forventet ud af det blå. Vi er på vej tilbage til campingpladsen med en is i hånden.

"Her er nøglerne til bilen," siger far, "I skal være ude af huset, når jeg kommer hjem." Han mener vores hus hjemme i Danmark. Det er en trussel, han ofte gentager – ikke bare på denne ferie, men også andre. På skiferier, sejlture, weekendture. Han siger: "Hvis ikke I er ude af huset, så kan jeg lige så godt bare dø."

Jeg elsker min far (hvor langt ude det end lyder), og derfor er det skræmmende at høre. Når han truer, står hans årer frem i panden, hans kæbe er spændt, og hans vrede sætter sig i alle mine sanser. På en anden ferie hvisker han til mor tidligt om morgenen: "Jeg slår dig ihjel." De tror begge, at jeg sover, men jeg sover ikke. Vi sover i samme rum side om side, og jeg er vågnet tidligt. Jeg holder øjnene lukkede og lader som om, at jeg sover. De "vækker mig" fem minutter senere, og jeg ved, hvilken energi der er i rummet. Jeg ved, at far truer med at slå mor ihjel. Det er ikke den første gang. Det er heller ikke den sidste.

Jeg elsker min far, men jeg vil aldrig komme til at kunne lide ham.

‍

Vaffelrøret

Som barn i en voldelig familie lærer man at afkode andres opførsel. Jeg bliver ekspert i at aflæse fars adfærd (og alle andres). Jeg ved, hvad det betyder, når han stryger hånden gennem håret, tager hårdt i hoveddøren, tramper på trappen, bider kæben sammen.

Jeg gør mig umage for at forhindre episoderne. Stiller mælken rigtigt i køleskabet, støvsuger ovenpå, rydder op, folder mit tøj og lægger det pænt i skabet, når han er hjemme. Knapt så meget, når han ikke er hjemme.

Men jeg kan ikke forhindre, at episoderne kommer, og når de kommer, bebrejder jeg mig selv: Hvorfor bestilte jeg ikke den anden pizza, som jeg ved, han kan lide, selvom han sagde over telefonen, at jeg selv måtte vælge?

Engang opdagede han, at der manglede et vaffelrør. Jeg skulle i skole, og mor skulle på arbejde, men vi fik ikke lov til at gå, før en af os indrømmede at have spist vaffelrøret. Der gik 45 minutter. Det var mig, der havde taget det. Jeg undskyldte grædende og skamfuldt: Jeg havde jo fået et kæmpe bolsje i Tivoli et par dage før, hvor utaknemmeligt et barn var jeg?

‍

Bruddet

Da far går fra mor i 2018, fordi han finder en anden, går jeg fra far. Jeg er 20 år gammel og skærer kontakten. Det var og er sværere, end jeg havde regnet med. Jeg har brugt de første 20 år af mit liv på at ønske, at far blev en god og kærlig far. At denne her episode ville være den sidste. Det håb har jeg stadigvæk, men jeg ved, han ikke kommer til at ændre sig. Måske i 2-3 måneder, men så eksploderer han over det mindste og bebrejder bagefter den, som hans vold går ud over. Sådan har det altid været.

Han sender mig stadig beskeder – nogle gange flere hver dag, andre gange med ugers mellemrum. I de uger, han ikke skriver, føler jeg mig fri. Samtidig dukker han op i min hukommelse i ny og næ, og så begynder jeg at frygte, hvornår næste besked kommer. Det er aldrig til at vide, om han i den næste besked er sød eller modbydelig.

Mange har sagt, jeg skal blokere ham alle steder, men for mig er det en form for sikkerhed at have beskederne. De minder mig om, at mine tanker, mine oplevelser, mine minder, faktisk stemmer overens med min hukommelse. Når jeg tvivler på, om han virkelig er, som jeg husker, læser jeg beskederne og ser det sort på hvidt: Han er, som han er, og så tvivler jeg ikke længere.

‍

UNDERRETNING FRA EN DER ALDRIG BLEV UNDERRETTET

Vold findes alle steder, også i overklassen, hvor min familie ”hører til”:

• Begge mine forældre har høje stillinger i sundhedssektoren  
• Ingen af dem har et alkoholmisbrug
• Der er ingen forklaring på volden  

Psykisk og fysisk vold har været en fast del af min opvækst. I løbet af min barndom troede jeg ikke, at man kunne se min mistrivsel og frygt. For mig var usynligheden en styrke, en måde jeg kunne holde sammen på mig selv. Jeg klarede mig rigtig godt gennem hele min skolegang. Hvis jeg kom hjem med minimum et 10-tal, så vidste jeg, at der ikke kom vredesudbrud. Jeg fik ros. Fars ros var bedst: Den kom sjældent, så den betød mere.

Volden i min barndom og ungdom var skjult, men ikke så skjult, at ingen vidste det. Min klasselærer fra 1.-9. klasse vidste det. I 8. klasse, mens jeg var ved at tage min jakke på, da vi fik fri, og min ven ventede på mig ude på gangen, tog min klasselærer fat i mig:

“Sille, jeg skal bare lige høre: Bliver du slået af din far? For så er jeg nødt til at lave en underretning.”

Jeg svarede panisk nej. Hvad ville det betyde, hvis jeg sagde ja? I dag er det et andet spørgsmål, der fylder: Hvorfor lavede hun ikke en underretning? Min klasselærer spurgte kun den ene gang, og hun vidste, at jeg løj. Både min bror og min mor havde fortalt hende om episoderne hjemme hos os. Hun døde for nogle år siden, og jeg får aldrig hendes forklaring på, hvorfor hun ikke lavede en underretning.

Min lærer var dog ikke den eneste, der vidste, at volden fandt sted. I 2019 rejste min mor, bror og jeg til Australien i en måned. En af dagene sad jeg hjemme og skrev på en ansøgning i 25 graders varme, mens min mor var ude. Da vi mødtes igen senere på dagen, fortalte hun, at hun havde mødt en af vores bekendte, fra dengang vi boede i Australien. At den bekendte havde sagt, at min far heller aldrig var god ved os børn. Jeg blev paf over at høre det sagt højt. Da vi boede i Australien, var jeg fem år og vidste ikke, at nogen bemærkede noget og valgte ikke at gøre noget.

Som jeg altid har fået at vide, er jeg nok en ret ressourcestærk ung kvinde og har et stort netværk. At lade som ingenting er det letteste, og det er måske også en ressource i sig selv. Man gør alt, hvad man kan for at komme igennem, men det kommer med en pris: En total udmattelse. Jeg skulle prioritere min energi, min tid, min opmærksomhed. Hvornår skal jeg tillade mig selv at være ked af det? Vred? Harm? Skyldig? Og skamfuld, mest af alt?

Jeg ville ønske, at nogen omkring mig havde samlet mod og brugt sin voksne stemme lige så insisterende, som jeg brugte min barnestemme, dengang jeg kaldte på mor for at beholde glansbilledet. Hvad ville det have betydet, hvis nogen af dem omkring mig, der vidste, at volden fandtes hjemme hos mig, ikke havde ladet som ingenting?