Børnene i de familier betaler en høj pris og præges resten af livet af følger efter svigt og vold, når de ingen hjælp får, eller den hjælp de tilbydes, ikke er fyldestgørende.

Denne bog giver stemme til de børn. Otte unge fortæller med modige ord om deres oplevelser med vold i barndommen. De unge er vidt forskellige i alder, etnicitet, køn, socioøkonomi og livsindstilling og repræsenterer på den måde hundredvis af andre børn og unge i Danmark.

Det har været rørende at opleve de otte unges rejse ind i poesiens verden. Gennem et halvt år har de deltaget i et skriveforløb, hvor de har fået værktøjer til at sætte ord på deres fortælling. For nogle af dem er det første gang, de oplever at tale om og strukturere deres oplevelser i barndommen.

Hen over bordet har de sat ord på vold, svigt, længsler og håb – midt i falafel, burgere, kaffe, gråd, vrede og smøger i gården.

Nogle gange har skriveprocessen og samværet været svært, men ingen har forladt forløbet undervejs.

Et af vores store fælles højdepunkter var en mini-lancering af denne bog på Folkemødet i sommeren 2024. De unge var taget med til Bornholm for at læse brudstykker af deres fortællinger højt foran et opmærksomt publikum.

Ledere og fagfolk fra myndigheder og organisationer, folkemødegæster, meningsdannere og top-politikere var samlet i et telt proppet til randen.

Her oplevede de unge for første gang, at betydningsfulde voksne lyttede, mærkede smerten og forstod. Den opmærksomhed håber vi, at flere vil læse de unges fortællinger med, også efter at Folkemødestøvet har lagt sig.

’En barndom uden vold i familien’ er en forening, som er stiftet af Ole Kirk’s Fond og Bikubenfonden. Foreningen har en langsigtet ambition om at samle kommuner, politi, sundhedsvæsen, krisecentre, NGO’er og en masse andre i hele Danmark for sammen at finde bæredygtige løsninger. Løsninger, der kan bryde med generationsvold og påse, at børn og familier i risiko for vold får bedre hjælp første gang. Til gavn for børnene og til gavn for samfundet.

Bogen her er vores første konkrete handling ud fra tanken; Hvordan kan børn og unges sårbare erfaringer hjælpe os, der har ansvaret, på rette vej mod at forebygge og opspore vold langt bedre?

Som samfund opsporer vi kun en brøkdel af børnene. Resten bærer traumerne med ud i voksenlivet. Ubehandlede og fejllæste. Vi ved, at vold kan gå i arv, og vi må og skal derfor hjælpe de unge til ikke at gentage mønstrene i deres eget voksenliv.

Vold er skamfuldt og tabubelagt. For hele familien. En velbevaret hemmelighed, hvis offentliggørelse kan have omfattende konsekvenser for alle. Forældre i fængsel, børn i plejefamilier, opbrud og længsel.

Vi må have voldsudøvelse ud af skammekrogen og ind i et rum med lys. Før mistrivsel, misbrug eller kriminalitet sætter sig. Når ingen rækker hånden frem, opdager ingen noget.

I dag er der ingen landsdækkende officielle tilbud, hvor forældre kan henvende sig, hvis de gerne vil undgå at gentage egne forældres mønstre eller mærker angsten for at komme til at lægge hånd på deres børn.

Vi skal lære af de unges historier, uanset hvem vi er. Politi, kommuner, skoler, daginstitutioner og alle andre. De har så meget at fortælle, og vi har meget at lære. Som samfund må vi erkende, at den måde, vi organiserer os i siloer og målgrupper på, ikke er indrettet til at håndtere komplekse problemer som vold i familien, og at vi stort set udelukkende griber, når skaden er sket og behandler symptomerne frem for at tage hånd om kerneårsagerne.

Man skal ’passe i kasserne’ skriver Sami – det er der kun få børn og unge, der gør. Så vi må smide kasserne ud og arbejde på en måde, der er mere håndholdt og relationel. Ingen kan vel forestille sig, at et menneskes mistrivsel kun viser sig i kontorets åbningstid? Eller at problemerne kan klares ved at vende det blinde øje til det, der er svært? Eller at vi kan agere uden at kende egne bias og få tilført viden? Med dét, de unge fortæller her i bogen, kan vi vel heller ikke forestille os, at vi ikke skal tage systematisk livtag med problemets rod, kan vi?

Flere af de unge beskriver ensomheden ved ikke at have en voksen, der forstod. Vi må forstå som en særskilt pointe, hvor vigtig en forstående voksen er for et barn, der har det svært. En fodboldtræner, en mormor eller en misbrugsbehandler.

Vi skal forebygge volden, før den sker. Det kan vi – hvis vi arbejder sammen. Vi kan ikke overlade ansvaret til kommunen alene. Eller til politiet.

Det kan ingen myndighed klare. Vi må være langt flere, der sammen tager ansvar på tværs af professionelle aktører, privatpersoner og sektorer.

Tilbyder hjælp, når en familie har det svært. En ekstra madpakke, en hånd i ryggen eller en henvendelse med en bekymring. En slags hjertepligt.

Læs, reflektér og brug din forestillingsevne. Hvad kunne du drømme om var sket for de her børn, dengang det var svært? Hvad hører du, at de unge siger til dig? Og hvordan kan du bidrage ind i en ny fremtid, hvor voldsudsatte børn får den rette hjælp?

‍