I Wigan Kommune i England gik 86 procent af socialarbejdernestid til administration og kontrol og kun 14 procent af tiden gik til at hjælpesocialt udsatte borgere – og hjælpen hjalp ikke!

Den sociale aktivist Hillary Cottam fiklederne i kommunen på nye tanker, og i dag er Wigan et mønstereksempel på,hvordan ’relationel velfærd’ hjælper i krydsfeltet mellem bøvl, borger ogbystyre.

Mathias Lohmann er udviklingschef i SocialtUdviklingscenter (SUS) og har besøgt Wigan flere gange, og han arbejder blandtandet med relationel velfærd for Aarhus Kommune. Derfor var han hovedtaler pået event for Barndom Uden Volds community.

Flyttede ind til fremmed familie i to uger

Hillary Cottam, der er en anerkendtantropolog og social iværksætter, gjorde noget usædvanligt for 20 år siden. Hunflyttede ind hos en socialt belastet familie i to uger. Hun ville undersøge,hvordan en langtidsledig alenemor med tre børn, der hver især havde massiveproblemer med alkohol, voldsparathed og ungdomsgraviditet, fik ’hjælp’ afkommunens sociale medarbejdere, og hvorfor hjælpen ikke virkede.

Her kan du komme tættere på Hillary Cottamsaktivistiske og systemiske sociale arbejde, og på hvorfor Mathias Lohmann serhåbefuldt på begrebet relationel velfærd, der ofte beskrives som fremtidensvelfærd.

Ved relationel velfærd sættes borgerens behovfør medarbejderens egen faglighed. Og i opgaveløsningen er der en risikoviljetil at udforske problemet og plads til at innovere og nytænke indsatsen.Relationel velfærd viser på den måde en systemisk tilgang til den socialeindsats.

Ifølge Mathias Lohmann kan relationel velfærdses igennem to sæt briller, enten på et konkret, socialfagligt praksisniveaueller som en overordnet velfærdsteoretisk ramme.

Måske er der inspiration for os i Danmark athente, når vi taler om helhedsorienteret hjælp til børn og familier med vold ogsvigt i hverdagen?

Beskrev sit liv som helvede

Det, Hillary Cottam fandt, var ydersttankevækkende. På et tidspunkt var mere end 70 medarbejdere og 20 forvaltningerfra kommunen involveret i den enlige mors liv, og det kostede skatteyderne250.000 pund om året, cirka 2,2 millioner kroner. Alligevel beskrev kvinden sitliv som et helvede.

Cottam formåede, at få ledere i Wigan Kommunetil at indse, at de var nødt til at ændre hele velfærdsindsatsen, for familienvar langt fra den eneste med massive sociale problemer.

Wigan er på størrelse med Aarhus, og i midt80-erne gennemgik Wigan, lige som resten af England en stor omstilling, fordikulminerne og dermed mange arbejdspladser lukkede. Det gav høj arbejdsløshed ogsociale problemer i mange år og for de følgende generationer.

‍

86 procent af tiden gik til administration

Det var med det bagtæppe, at Hillary Cottamgik radikalt til værks og flyttede ind hos en udsat familie. Her observerede hun,at familiemedlemmernes mange, mange møder med systemet foregik ukoordineret ogi siloer. Og familien fik ikke den hjælp, de havde behov for.

De forskellige offentlige medarbejdere brugtelangt det meste af deres tid på at ’tjene systemet’, fremfor at samarbejde medfamilien om løse det, der virkelig bøvlede. Helt konkret viste hendesfeltstudier, at medarbejderne brugte 86 procent af tiden på administration ogkontrol og 14 procent af tiden på at hjælpe familien. De 14 procent blev endda primærtbrugt til at skaffe flere informationer, som kunne sættes ind i administrations-og kontrolsystemet.

Grundelementerne i den systemiske tilgang er nærmeststik modsat. Mathias Lohmann forklarer, at de handler om samarbejde på tværs afaktører, risikovillighed i udforskning af problemet, fokus på at innovere ognytænke velfærdstilbuddene, samt en ambition om at have medborgernes stemmersom et centralt element og som afsæt, når vi udvikler nyt.

Systemerne er skabt i fortiden

En af Hillary Cottams vigtigste pointer er atvores velfærdssystem er designet i fortiden til at løse fortidens problemer, ogderfor slet ikke modsvarer behovet og mulighederne hos borgerne eller denkompleksitet samfundet har i dag.

Kommunen i Wigan fik en del at tænke over, ogmed god hjælp fra Hillary Cottam og hendes team har fem elementer ståetcentralt for hele omstillingen af den sociale indsats i Wigan:

1. Man har en ressourcebaseret tilgang til især borgere, men også til medarbejdere,og har virkelig haft blik for, hvad borgeren og lokalsamfundet kan selv.
2. Man har givet medarbejdere et stort mandat til at innovere og træffebeslutninger - også ude i frontlinjen.
3. Man har investeret massivt i lokalsamfundet ogcivilsamfundsorganisationer.
4. Man har arbejdet med lokalt forankrede teams på tværs af fagligheder ogsektorer.
5. Man har arbejdet med et sæt af kerneopmærksomheder og adfærdsændringer,som alle medarbejdere i kommunen skulle følge.

Kemien mellem mennesker

En af de vigtigste elementer i relationelvelfærd er ifølge Mathias Lohmann kemien mellem mennesker som en forudsætningfor at skabe social forandring. I Wigan har man blandt andet opnået det ved, atborgere i socialpsykiatrien selv får lov at vælge egen kontaktperson.

Et andet element er risikovillighed, sombetyder kommunens medarbejdere godt må udfordres i deres praksis og i højeregrad kan forfølge borgens ønske.

Kvinden og hendes børn, som Hillary Cottamboede hos, fik alle et markant løft i trivsel i årene efter.

‍

Wigan indgik en aftale med borgerne

Med god inspiration fra Wigan og HillaryCottams arbejde har Mathias Lohmann været med til at implementere relationellevelfærdsindsatser i Aarhus Kommune.

Efter voldsomme nedskæringer i de offentligebudgetter i Wigan i årene  indgik kommunenaftaler med borgerne i den såkaldte The Deal.

The Deal søgte både at opnå betydeligeøkonomiske besparelser og levere bedre offentlige tjenester til borgerne. Detkan lyde som modstridende parametre, men Wigan havde ryggen mod muren. Som etled i The Deal, besluttede kommunen at lukke flere eksisterende dagtilbud og istedet investere i lokale organisationer, der ønskede at støtte udsatte borgerepå forskellige måder.

‍

Fordomsfrit forhold mellem borger og bystyre

I kernen af The Deal er der et nyt bystyre-borgerforhold, som kendetegner sig ved, at man lytter, der er ærlighed og samarbejdeog man er fordomsfri.

The Deal virker ifølge Mathias Lohmann, fordider er et simpelt narrativ som er enkelt at forstå på et overordnet plan. Påspecifikke forvaltningsområder laver man desuden flere underaftaler, hvor deter beskrevet hvad hhv. kommunen og borgeren gør.

‍

Syv vigtige principper fra Wigans model:

• Stop konkurrence mellem bystyre og civilsamfundsorganisationer om atudbyde den sociale service. I stedet investerer man markant i de godecivilsamfundsinitiativer og samarbejder tæt med dem om at drive noget af denoffentlige service.
• Skab en ny Wigan-identitet: 1) vær positiv og stolt over din del afarbejdet. 2) tag ansvar for at gøre tingene bedre. 3) vær modig, når arbejdetskal gøres anderledes. De årlige HR-samtaler i Wigan Kommune tager udgangspunkti at udvikle de tre ovenstående med kommunemedarbejdere centrerer sig omkringudvikling i disse tre områder.
• Alle skal turde begå fejl og lære af dem – både politikere, ledere ogmedarbejdere. Samtidig opfordres borgerne til at påpege fejlene og komme med innovativebud på løsningerne.
• Alle medarbejdere skal forstå, at borgernes ressourcer skal bruges. Wigantilbyder alle sine medarbejdere, også tekniske medarbejdere, etkompetenceforløb om ressourcebaseret tilgang, for at opnå en fælles ogkonsistent forståelse for, hvordan man ser på borgerens ressourcer.
• Arbejd frivilligt mindst tre dage om året. For at knytte bånd skal deoffentlige medarbejdere arbejde i frivilligt civilsamfundsorganisationer. Noglemedarbejdere har skiftet job som følge af denne omstilling, og det var manforberedt på og har accepteret det som en del af processen.
• Den enkeltes faglighed skal ikke være i centrum. Den skal skubbes tilside og blive brugt som en ressource i en samtale, hvor det er borgerens behovder ene og alene er i centrum.
• Flyt tyngden fra de administrative opgaver til meningsgivendesocialfagligt arbejde.
  ‍

Læs mere (på engelsk) om Hillary Cottams arbejde med at kickstarte relationer mellem mennesker i et lokalmiljø for at’revolutionere velfærdsstaten’ – med reference til hendes bog: How we can Remake the Relationships Between Us and Revolutionise the Welfare State.