Kernefortælling
Barndom Uden Vold har en kernefortælling om vold mod børn og forebyggelse. Kernefortællingen er en koncentrat af de samtaler, som vi kan have med både borgere og andre interessenter i det lange perspektiv.
Med tiden glemmer man, hvor lang barndommen er.
Selv en god barndom er endeløs, når man er midt i den.
Men i dag lever to til fire børn i hver skoleklasse med vold i familien.
Og det lyder af mange, men tallet er nok højere.
For vold i familien foregår i lukkede rum. Der bliver sagt ting, som andre ikke får at høre. Og der bliver slået steder, som andre ikke får at se.
Volden kan blive til skolevægring og til ensomhed. Den kan blive udadreagerende. Eller indesluttet. Den kan blive til diagnoser. Til misbrug, selvskade og selvmord. Vi kæmper med symptomerne, mens vi lukker øjnene for årsagen. For sådan er det med tabuer – vi vil gå langt for at foregive, at de ikke findes.
Men volden trives i vores stilhed. For hvis vi ikke siger eller gør noget, så vokser volden med ind i voksenlivet. Den kan blive til et beskæftigelsesproblem, et kriminalitetsproblem, et sundhedsproblem, et ligestillingsproblem eller et psykiatrisk problem. Den gør ofrene udsatte. Og udskammede.
Vi ved, at offeret kan blive til udøveren, for voldens adfærd kan man tage med sig videre i livet og blive den person, som udsætter andre eller sin egen familie for vold.
Barndommen har man med sig hele livet.
Når børn vokser op med vold i familien, er det alt, hvad de kender til. Det er ikke en omstændighed, de selv kan forandre. Så senere husker mange tilbage med smerte eller vrede på de voksne, der ikke reagerede, men som kendte til volden – eller burde kende til den.
Børn er ikke forældrenes; de er deres egne. Men de er vores alles ansvar. Derfor skal du blande dig, hvis du har mistanke om at de er udsat for vold. For ansvaret er også dit.
Selvom det er svært, så kan du ikke gøre det værre ved at blande dig. Det er allerede slemt. Du gør ikke børnene kede af det, for de er allerede kede af det.
Dine handlinger er tegn på omsorg, som kan være med at bryde voldens cirkel for et barn. For …
Volden tåler ikke, at vi taler om den.
Det kræver kun én voksen at ændre livet for et barn.
Har du en bekymring, skal du dele den.